Drømmen om den vilde pony Ford Mustang

IMG_5360Foto Malene Raith

”Jeg synes faktisk, at den her opfylder al det, jeg har brug for,” forklarer mekanikeren entusiastisk, ”så jeg har egentlig ikke behov for at bruge hundrede tusind kroner mere.”

Jeg nikker lidt for ivrigt og smiler udglattende. Jeg er nemlig lige kommet til at sige, at jeg skal hente den ”lille” Mustang. Altså den med en 4 cylindret 2.3 liters EcoBoost motor. Og ”blot” 317 hestekræfter.

Lidt fjollet. For det er jo rigtig mange hestekræfter og bare fordi, der findes en GT udgave med en endnu større motor, behøver oplevelsen i den altså ikke være så meget bedre, vel?

Jeg sætter mig ind i det sorte lædersæde, smækker døren og trykker start.

IMG_4857 (1)

Det er nu over to år siden, at hypet omkring den nye 6. Generation Ford Mustang tog sin begyndelse med afsløringen af vognen i Barcelona den 5. December 2013.

Siden har der været skrevet så meget om den vilde vogn, som også er blevet vist frem på alverdens biludstillinger, at man næsten allerede havde vænnet sig til den, da den endelig landede i sommer.

IMG_5378 (1)

Det er som sagt 6. Generation af bilen med ponyen, så hvorfor egentlig så meget ståhej?

Jo. Fordi det er allerførste gang, at det amerikanske bilikon kommer til Europa. En hel del har nok krydset Atlanterhavet i containere i årenes løb købt i USA af Mustang fanatikere, men det er første gang, at du kan gå direkte ind i en Ford Store og købe din helt egen Ford Mustang. Og det er fedt!

IMG_4865

Den nye Ford Mustang er en moderne udgave af klassikeren og 50-års jubilaren fra 1964 (Fastback udgaven kom i 1965), og er skabt med lige dele retro og fornyelse.

Specielt fronten er let genkendelig med den lille vildhest og tro mod det oprindelige design, og så er jeg desuden vild med de nye rå forlygter, som matcher de flabede lodrette baglygter på den voluminøse bagende med svulstige muskler over baghjulene.

IMG_5411

Når man siger Mustang, tænker de fleste dækrøg og buldrende V8 lyd, og det kan de da også godt blive ved med.

Bare ikke i den Mustang, som jeg netop har sat mig ind i. Den er nemlig, som tidligere nævnt, firecylindret med en Ecoboost motor, og det betyder mindre larm og op til 12,5 kilometer på literen.

Noget vred lyd har den skam, når du træder på speederen, men forvent ikke, at dine omgivelser kan høre så meget. For lyden er “kunstig” og sendes ud i kabinen fra højttalerne.

IMG_5377

Som jeg cruiser af sted i den røde gaderacer, forstår jeg mekanikeren mere og mere.

For selv uden det vilde brøl er Ford Mustang bare brutal at se på. Jeg har justeret mit sæde, så jeg sidder lavt, men finder hurtigt ud af, at jeg må op i højden igen, hvis jeg vil se blot en lille smule af, hvad der foregår for enden af den enorme motorhjelm.

Det er et statement at køre af sted i denne her vogn, og overalt hvor jeg kommer frem, bliver jeg mødt af beundrende blikke, skæve smil og somme tider en enkelt anekdote eller to om køreture igennem USA.

IMG_5392

Jeg har seks manuelle og lækkert korte gear til min rådighed, når jeg skal tøjle de 317 heste, og de glider let som en leg på motorvejen. Og det er super underholdende lige at give ekstra omdrejninger og mærke accelerationen (0 – 100 på 5,8 sekunder) trykke mig tilbage i sædet. I love it, det er køreglæde af den rå slags, hvor der også kræves lidt af chaufføren (som det så ofte er med gaderæsere).

Jeg er derfor svært tilfreds med vognen, faktisk fuldstændig smittet af den lille hest, og har fået så rigeligt med sjov og motorkraft, da jeg afleverer nøglen igen, at jeg ikke behøver mere.

IMG_4855

Eller gør jeg?

For allerede som den næste røde Ford Mustang, nu i GT udgave, køres frem, er jeg klar til at smide mesterslanten (men det kræves nu ikke) for at eje den.

Ikke fordi den syner meget anderledes, de to vogne er faktisk ens at se på, på nær de to bogstaver på bagklappen og det store fem tal på siden, som jeg ikke vil kunne leve uden.

IMG_5407 (1)

5.0 liter V8 motor med 421 hestekræfter. Til kr. 93.400,- mere (med manuelt gear) – det er nu værd at afprøve, hvis jeg alligevel skal handle bil i det prisleje.

Men jeg er altså også helt idiot med V8 lyd.

Den dybe dovne buldren (fiskekutteren, som jeg ynder at kalde det), når man cruiser er vidunderlig, og skal man lige sætte folk på plads (eller begejstre en flok gymnasieelever), træder man blot speederen i bund, så brummelyden forandres til først en hæs og så vred vrælen. Fan-tas-tisk!

Sådan her skal en Ford Mustang altså lyde i min bog, (eller den må faktisk gerne larme endnu mere, lyden forekommer mig en smule muflet, men det er måske bare mig, der ikke kan få nok).

IMG_4545

Kabinen er overraskende skarp, pris og vogntype taget i betragtning, med sort læder, tjekkede knapper og 8” farveskærm med navigation. Jeg kan i øvrigt anbefale både baksensorer og –kamera, som er ekstraudstyr, da bagenden er noget høj og stor at overskue, og 19” fælgene for smukke at beskade.

ESP kan let slås fra, det har jeg så bare ikke lyst til på denne årstid, og jeg kan desuden vælge at køre i fire modes (vippeknappen yderst til højre: Normal, Sport+, Track (helt utæmmet) og Wet/Snow.

IMG_5433

Også rattet kan indstilles i flere modes alt efter, hvordan man ønsker responsen, men du kan også bare sætte i Sport (når du kører i udgaven med automatgear) ved at vippe forbi Drive og selv skifte gear med paddleshift på rattet.

Urene kan skifte farve fra hvid til rød, og bemærk i øvrigt, at der står Ground Speed i miles på speedometeret. Det er totalt US style, og jeg elsker det!

IMG_5441

Undervognen er tilpas hård uden at være ukomfortabel, jeg kan sagtens passere vejbump uden at få piskesmæld, og Ford Mustang både med og uden GT kan nemt køres behageligt rundt på villavejene uden brøl eller hysteriske høje omdrejninger og acceleration.

Men vildest er det nu at give gas på motorvejen. Ford Mustang GT accelererer et sekund hurtigere (altså på 4,8 sekunder) fra 0 – 100 end EcoBoost udgaven, og der er vanvittig smæk på de 104 yderligere hestekræfter.

IMG_5359

Det er en fantastiske køremaskine, som giver mellemgas (altså holder omdrejningerne oppe for hurtig respons), når jeg slipper speederen og træder på bremsen, men de mange kræfter kræver altså også sin kører at tøjle.

For man træder hårdt på speederen og slipper 421 hestekræfter løs, bliver vognen levende og så kan man risikere, at den slår ud med bagenden. Specielt i vådt vejr.

Det gør Ford Mustang GT til et sjovt legetøj, men også lidt utæmmet.

IMG_5619

Praktisk er ikke et ord, der passer til Ford Mustang, men helt håbløs upraktisk er det røde lyn heller ikke.

De to bagsæder har ok plads til kortbenede børn, og det er klart bedre end intet bagsæde. For de fungerer desuden perfekt til tasker, småindkøb og overtøj, hvis man ikke lige orker smide det i bagagerummet.

Og ja, der er faktisk også fin plads deromme.

IMG_5452 (1)

Den nye Ford Mustang er både brutal og rå, men samtidig også komfortabel og brugbar i begge motorvarianter. Og prisen er lige i øjet. Dem, der værdsætter sportsvogne med attitude, fest og ballade, får virkelig meget vogn for pengene. uanset om den vælges  med eller uden brøl.

Min favorit er naturligvis Ford Mustang GT udgaven, men ikke fordi jeg behøver de mange hestekræfter. 317 er mere end rigelig sjov og spas til mig, og vil sikkert også være bedre for både mit kørekort og min ulykkesforsikring. Men V8 lyden …

Ååh, den må jeg altså bare have for at gøre min amerikanske drømmebil komplet.

Ford Mustang er for alvor landet i Danmark, og det er fantastisk. Et maskulint amerikansk ikon, som vi har ventet alt alt for længe på.

IMG_4868

Ford Mustang

Pris fra kr. 568.710,-

Hestekræfter: 317

Topfart: 233 km/t

Kilometer på literen: op til 12,5

 

Ford Mustang GT

Pris fra kr. 662.110,-

Hestekræfter: 421

Topfart: 250 km/t

Kilometer på literen: op til 8,3

Ford Mustang fås også som Convertible til ca. kr. 70.000,- mere og i begge motorstørrelser til dem, der vil have vind i manken.

 

Author: Malene Raith

Share This Post On