På eventyr i bil gennem Skotland, Del 1: Kys gøjen

 IMG_3702

Foto: Malene Raith

Whisky, sækkepiber og Loch Ness uhyre er oftest det, folk forbinder med Skotland, men det storslåede landskab nord for England indeholder meget mere. Vilde Rhododendron, ridderborge, ægte helte og søpapegøjer er nemlig også en del af eventyret, der venter alle heroppe.

IMG_0272

”Det er som om at sejle hen til Jurassic Park,” siger han med blikket mod himlen.

”Er det dem …?” hvisker jeg målløs.

Han nikker.

Vi befinder os i en båd ved de indre Hebrider, vest for Skotlands kyst, på vej mod en af øerne i øgruppen Treshnish Isles. Luften er fuld af fugleskrig, på havet rundt om os dykker småfugle på skift i vandet og himlen over vores hoveder er fuld af sorte prikker, der letter fra klipperne. Målet er nået, og som den armerede motorbåd lægger til mellem de skarpe sten, er vores drøm om at komme tæt på en søpapegøje på vej til at blive opfyldt.

IMG_3500

”Hvorfor køre til Skotland?” Størstedelen af vennerne havde allerede bestilt flybillet til sydens varme og kunne slet ikke forstå, hvorfor vi havde valgt at køre mod vest. Jeg blev dem svar skyldig, for Skotland er selvfølgelig ikke bikini, sol og badebolde. Det kræver lidt mere at tage på oplevelsesferie, til gengæld vender man hjem med sjælen fuld af glæde og indtryk på nethinden, som man aldrig vil være foruden.

 

Billede 4

Turen til DFDS færgen i Amsterdam tager omkring ni timer fra København, tjek dog lige vejarbejde i Tyskland, og mens vi nød vores dejlige kahyt og restauranterne, transporterede den os gennem natten mod nord. Klokken ni næste morgen satte vi os bag rattet igen og rullede fra borde ud i trafikken i Newcastle. Venstrekørsel lyder værre end det er, man får hurtigt vendt sine kørevaner rundt, og så snart man er ude af byen, er det kun de talrige rundkørsler, man skal koncentrere sig om. Fra motorvejen kørte vi op langs med Hadrians Wall, muren som den romerske kejser Hadrian byggede omkring år 122 for at forhindre skotterne i at hærge Nordengland, og videre mod Ayr på Skotlands vestkyst.

Billede 5

Vi nåede det hyggelige Bed&Breakfast, og gik en aftentur i det fantastiske orange lys fra solnedgangen. Overnatningen var fundet på nettet og levede fuldt op til forventningerne om renhed, venlighed og placering. Værterne i de fleste B&B er udadvendte og venlige og altid klar med tips til restauranter og seværdigheder, mens de okser frem og tilbage og serverer æg og bacon i deres spisestue om morgenen.

 

Billede 6

Turen fortsatte mod nord langs de talrige fjorde med østersbarer til byen Oban. Kendetegnet ved sit destilleri og Colosseum-agtige byggeri, McCaig’s Tower, på klipperne over byen. Vi var her dog af andre årsager. Oban er nemlig også en lille havneby med færgeforbindelser til de omkringliggende øer, og vi havde billet til en heldagstur.

 Billede 7

Om morgenen iklædte vi os varmt tøj, gik ombord på færgen til øen Mull, hvorfra en minibus transporterede os videre over på vestsiden, hvor en mindre båd ventede. Solen skinnede helt usædvanligt fra en skyfri himmel og skummet fra de salte bølger sprøjtede i ansigtet på os, som vi blev sejlet langt ud på havet til Treshnish Isles. Fra midten af maj invaderes disse øer af søpapegøjer, puffins, som de hedder på engelsk, og de små fjerede venner er så uvant med mennesker, at de ikke frygter os. Man kan derfor komme helt tæt på de løjerlige fugle, der bygger huler på klippekanten.

Billede 8

”Lad nu være med at kaste Jer på maven for den første fugl, I møder, der er rigeligt af dem, og de er alle velvillige fotomodeller,” forklarede kaptajnen muntert, inden folk gik fra borde og op ad de smalle klippestier. Jeg nikkede indforstået.

Ti minutter efter lå jeg sammen med alle andre og kravlede rundt med mit kamera efter den første gøje, der havde krydset min vej. Det var ganske enkelt umuligt at lade være. To timer i selskab med fuglene med det bekymrede udtryk fløj af sted.

Oplevelsen af, at befinde sig langt væk fra civilisationen midt i det blå hav, var magisk, og vores kinder var farvet røde af vind, saltvand og sol, da vi om aftenen stod som fortryllede i Oban igen.

Billede 9

Læs mere i Part 2: Mordor og masser af whisky

Author: Malene Raith

Share This Post On