Hverken Inge Corell eller Emma Gad har skrevet om det. Designsprog. Og hvad gør man så, når man er inviteret til at begå sig blandt Mazdas designspidser, velvidende, at man hverken kan tegne eller udtrykke sig verbalt? Læs her, hvordan Jeres udsendte klarede sig på design workshop i Amsterdam i 2008, hvor hun mødte bilbranchens pendant til au de couture.
Foto: Malene Raith og Mazda
”Vi kan selvfølgelig altid sige, at du er fra Rumænien,” foreslår en af kollegerne tørt.
”Det tror jeg faktisk ikke, de bliver glade for,” svarer jeg ærligt.
Naturligvis er det ikke godt designsprog at påstå, at den oprindelige Fiat Multipla ligner en Ninjaturtle, den gamle Audi TT en hamburger samt mene, at Peugeot 207 har fået nakketræk. Suppler så med et par hænder, der stort set kun egner til vimre hen over et tastetur, gribe om et rat og holde nogenlunde fast om bestik. I selskab med to bileksperter og en industrieldesigner, efterlod det ingen tvivl om, hvem der var den danske gruppes svageste led, da Mazda inviterede på ”Mission form og funktion”.
”Jamen, jeg kunne godt tænke mig en form for elastik eller rem i passagersædet foran, så min håndtaske og shoppingposer ikke ryger ned i bunden af bilen, hver gang jeg bremser,” forklarede jeg entusiastisk de andre. Forslaget blev mødt af stilhed og let hovedrysten.
”Kan du ikke bare stille din taske om bag sædet?” var der endelig en, der foreslog. Damn. Mine danske bilkolleger var ikke lige sådan at imponere, og min ide blev skudt ned allerede inden, vi nåede workshoppen.
Forventningerne var ellers høje på vej ud til fabrikshallen udenfor Amsterdam. Håbefulde historier kørte omkring muligheden for at gøre indtryk på Mazdas chefdesignere og måske endda ende med at se sin helt egen ide udført i en af bilerne en dag?! Den indre designer var vågnet i os alle, et skjult talent var muligvis på vej frem i lyset, og selvom jeg vidste, at jeg var helt blottet for talent, var håbet stadig lysegrønt. Lige til jeg trådte ind i den oplyste fabrikshal. Synet, der ventede her, flåede min sidste rest kreativ selvtillid i småstykker.
Det handler om linjer med inspiration fra naturen. Hos Mazda kalder de det Nagare, der, oversat fra japansk, betyder strømning. Vender man blikket mod kloden får man øje på dem alle vegne. Bølgernes brydning på havet, vindens duven i et græsaks, blæstens formning af sandet i ørkenen, ryggen på en bjergkæde, glødende lavas bløde vej væk fra infernoet osv. Al sammen danner linjer og streger, skabt af bevægelse. Det er altså tilbage til naturen, når Mazdas designere kigger ind i fremtiden.
Ved ankomsten skal jeg træde af selvsammes vegne og går gennem fabrikshallen. Og da får jeg øje på dem. Linjerne, formerne og strømningerne, gemmer sig under et tyndt hvidt klæde. Ikke meget højere end mit knæ. Min kæbe bliver løs ved synet, og jeg ved, at alt håb er ude. At jeg intet har at bidrage med. Andet end begejstring, da klædet lidt senere bliver løftet af de to konceptbiler, Mazda Furai og Mazda Taiki. Konceptbiler bliver ikke sat i produktion, men er bildesignernes pendant til au de couture. En vild kreation, der bliver tæmmet og nedtonet til næsten ukendelighed inden den når forbrugeren.
Jeg har ikke fået vejret endnu, da vi begiver os ud på dagens første opgave: Interieur design. Kreative input til en bybil, med plads til en lille familie, der vil blive præsenteret på messen i Paris senere på året.
”I er produktudviklerne, og I må ikke lade Jer begrænse. Pris er ligegyldig,” forklarer Jordan Meadows, Design Manager for Mazda Design i Nordamerika. Interieuret i en bil består almindeligvis af 30-40 forskellige designs, og i den virkelige verden skal designere, produktudviklere, ingeniører og marketing være enige. Vi skal kun bekymre os om tre områder: instrumentbord, døre og sæder.
”Tænk Paris,” tilføjer Jordan, inden brainstormingen går i gang. En hollænderinde vil have dyr ind i bilen med instrumenter formet som dyreøjne og evt. materialevalg, der minder om pels.
Min danske kollega Jakob Herold foreslår en form for rulledøre a la rullegardiner. Sidelæns.
”Very Nagare,” samtykker Jordan og blotter et hvidt smil. Vi beslutter også, at kabinen skal være lounge-agtig med plads til tre på bagsædet.
Og til min store sejr får jeg ikke bare en bagageelastik, jeg får et passagerforsæde, som jeg kan åbne og sætte shoppingposerne ned i.
”Very Paris,” synes jeg og forsøger at undlade at hovere.
Vores ideer bliver tegnet ind på en computer, mens vi snakker, og vi kan løbende følge udviklingen på en stor skærm. Resultatet ender unægtelig med at ligne et pindsvin.
Alt var muligt i denne del af processen. Vi behøvede ikke tænke praktisk, sikkerhed eller proportioner, og stemningen var høj, som vi signerede billedet af vores nyfødte designdyr og gik videre over til Exterior Design.
Her går det op for os, at vi skal vælge en af de fire temmelig ens sketches af biltyper, der allerede er tegnet på en skærm, og bygge videre på den. Det knækker os. Nu havde vi lige udtænkt rulledøre og lounge, og ingen af delene kunne vi se i de her biler.
”Kunne man ikke gøre bilen bred, når den kører, og smal, når den skal parkere? Lidt som en fugl, der lander?” foreslår den dyrevenlige hollænderinde. Men den ide afvises med, at der i givet fald skal designes to biler: en i fart og en parkeret. Vi vælger den tilsyneladende luksuriøse model fra skærmen og forsøger at bygge videre på den.
En del af Mazdas fornyede Zoom-Zoom koncept, Nagare, er, at en bil skal se ud som om, den er i bevægelse, selvom den holder stille. Men der er bare ikke meget Zoom-Zoom over os. Vi er gået helt i stå. Mødet med Taiki og Furai havde sat nogle andre forventninger i hovedet på os, og resultatet på vores ydre design ender som en uopfindsom lille byvogn.
Heldigvis får vi et plaster på såret. De califoniske mekanikere, der er fulgt med Furai til Europa, har varmet motoren op, og vi ledes udenfor, hvor gyden bag fabrikken buldrer og brager.
”Forlygterne minder om øjnene på en dybhavshaj fra Marianergraven,” jubler jeg begejstret.
Mit designsprog er selvsagt ikke blevet bedre af at deltage i workshoppen, og jeg kan stadig ikke sætte ord på, hvorfor det lige er, at de smukke biler får mit hjerte til at juble og den rå racermotor lyd bringer tårer frem i mine øjne. Men hvem ved? Måske er det naturens strømninger, der går gennem mig. Måske er det: the Call of the Wild.
