Overlegen elektrisk familieluksus, Porsche Taycan Cross Turismo

Foto: Jeppe Dalby

Porches første elbil, Taycan, har snart cruiset rundt på dansk asfalt i to år, og har du i al den tid haft et godt øje til den, men ligesom manglet en mere legitim undskyldning for at svinge guldkortet, er muligheden der måske nu. For Taycan er nu kommet i en ny stor Cross Turismo variant med mere plads til familielivet på både bagsæde og i bagagerummet, uden at den er blevet hverken kedelig eller mindre veldrejet af den grund. Snarere tværtimod.

Som halvaldrende 911 fan har jeg efterhånden siddet bag rattet på rigtig mange Porscher, så der skal altså mere til end et skjold på fronten for at imponere mig. Selvom jeg ret hurtigt vendte tommelfingeren opad for den første SUV, Cayenne, i 2002, så jeg mere skævt til den første stationcar, Panamera, da det enorme landgangsbrød blev introduceret i 2009. Den er dog for længst taget til nåde, til gengæld var jeg sikker på, at den første elbil måtte blive Porsches endeligt. For en lydløs performancevogn lyder altså lige sjovt som en alkoholfri nytårsfest, ikke?

Men allerede på første tur bag rattet af den elektriske Porsche Taycan måtte jeg lægge mig fladt ned. For det er en pænt overlegen elbil, som tyskerne her har bygget, og den solgte da også som varmt brød fra start. Derfor havde jeg da også en god fornemmelse af, hvad jeg kunne forvente mig af den nye Taycan Cross Turismo. Altså lige bortset fra at vognen faktisk allerede overbeviste mig inden, jeg satte mig ind. 

For nok lyder forskellene ikke af voldsomt meget, men de gør altså lige Taycan Cross Turismo en tand federe at se på. Cross klinger jo off road, og det er da også det, du skal tænke, når du får øje på de klassiske sorte beskyttelsesskærme, der smukt løber hele vejen rundt om bilen. Det giver designet karakter, omend der rent faktisk kun er tale om en 15 mm øget frihøjde i forhold til den almindelige Taycan. Den kan så forøges yderligere 30 mm ved tilkøb af en off-road pakke, men det betyder nu ikke, at du roligt kan slippe gækken løs i terrænet – endsige på Københavns ujævne asfalt. Og da slet ikke med lavprofil dæk, som jo trods alt hører sig til på et vogntøj af denne her kaliber ikke? Næh, Taycan Cross Turismo skal  nok mere ses som en lidt højere variant af typen som Audi kalder for All Road.

Til gengæld klinger Turismo lidt af stationcar, og det betyder, at loftshøjden er øget med 47 mm på bagsædet, hvilket ikke bare giver en god og bedre rummelighed for passagererne heromme, det giver også Taycan Cross Turismo en mindre flad og mere butch form, der som rosinen i pølseenden gør bagenden mere harmonisk. Nuvel, i bagagerummet er der dog kun tale om 23 ekstra liter, men lægger du bagsæderne ned, får du til gengæld fuld valuta for loftshøjden med plads til 1200 liter.

Du bliver så altså bare nødt til at efterlade børnene på fortovet, men så måske ikke alligevel. For har du råd til en Porsche Taycan Cross Turismo, har du jo også råd til at få dine Ikea møbler leveret.

Kabinen er, som man kender det fra Taycan, og Porsche generelt, ikke til at sætte fingeren på. Her er et væld af skærme, styresystemer og køremodes, omgivet af læder med fede stikninger og stramme linjer. Glem at noget rasler. Rattet er stort, styretøjet præcist og sæderne tilpas sporty uden at være ukomfortable. Alle Taycan Cross Turismo leveres desuden med firehjulstræk, takket være to elmotorer, samt adaptiv luftaffjedring. Testbilen er den næstdyreste variant ud af fire mulige, nemlig Turbo Cross Turismo, som betyder intet mindre end 680 hestekræfter (der kun overgåes af Turbo S med 761 af slagsen). De kan på ægte Porschemanér hive den store vogn fra 0 – 100 km/t på blot 3,3 sekunder, og det endda helt lydløst. En unik fornøjelse, som får mig til at afprøve samtlige tilkørsler på Helsingørmotorvejen ind mod København. Vognen ligger hver gang som suget til asfalten, men altså … ro på. Nu er det jo stadig en elbil, og vil man gerne have lidt længere tid og kilomter mellem opladningerne, skal man altså sørge for at køre nogenlunde pænt. Set i det lys har jeg personligt ikke behov for at bruge kr. 1.640.000,- på lige denne her Taycan Turbo Cross Turismo, men kan sagtens leve med standardvarianten 4 Cross Turismo til små kr. 900.000,-

Alle varianter har nemlig det store batteri på 93 kWt, som kan lynlades med op til 270 kW. Rækkevidden på testbilen er op til 452 kilometer afhængig af, hvor mange gange man lige skal prøve den dersens acceleration. Jeg noterer mig også at rækkevidden lider, da jeg kommer ud til en kold bil en vintermorgen og skal vente længe på, at ruderne er affrostet. Det skyldes dog, at jeg ikke har min egen lader. Havde jeg det, ville jeg nemlig via min mobil kunne sætte bilen til at forvarme, mens den er i stikket i, og komme ud til en varm vogn med fuld rækkevidde.

Porsche Taycan Cross Turismo er som udgangpunkt en komfortabel og gedigen elektrisk performancevogn. Den kan give baghjul til de fleste, men nydes måske bedst som den suveræne elektriske luksuscruiser den også er. Der er bedre plads til det praktiske, såsom familien, i forhold til den almindelige Taycan, hvilket altså også giver den en mere karakterisktisk formgivning, frihøjde og federe udseende. Den kræver plads i både økonomien og indkørslen, til gengæld findes der nok ikke en mere overlegen elbil på det danske marked pt. Og så behøver du faktisk ikke flere undskyldninger, vel? ***

 

Author: Malene Raith

Share This Post On