Vildmarken på den fede måde, Ford Ranger Raptor SE og Ranger Stormtrak

Foto Malene Raith

Var det ikke fordi jeg tidligere har stiftet bekendtskab med vognens sublime egenskaber i terrænet, ville min puls have været en hel del højere, end den er lige nu. Men jeg ved, at den benhårde Ford Ranger Raptor kan klare større udfordringer end min hjerne kan kapere. Og derfor har jeg fuld tiltro til den – og instruktøren ved min side – som jeg ruller videre ned ad skrænten gennem skoven med de store glatte kampesten, tætte træstammer og meterfed mudder. Og bare rolig, de to nye pickup specialmodeller, Ranger Raptor SE og Ranger Stormtrak skuffer mig ej heller i dag.

Jeg befinder mig i den smukke efterårsprægede vildmark i Porvoo, Finland, hvor Ford har inviteret til testkørsel i vådt, stenet og virkelig udfordrende nordisk terræn. For det er jo ikke en hvilken som helst pickup, det her. Ranger er den mest solgte pickup i Europa i 2020, og har såmænd allerede solgt i 41.000 eksemplarer fra januar til slut september 2021. Også i Danmark er den førende i segmentet med 228 solgte eksemplarer i 2020, hvilket svarer til en markedsandel på 27 procent.

En ny model og afløser i samarbejde med Volkswagen lurer ikke så langt ude i fremtiden, og derfor er det ved at være “last bell”, hvis du vil have din egen fuldblods amerikaner pickup. Og det er altså også derfor jeg lige nu står ved et lejrbål midt i vildmarken og forsøger at ignorere min frygt for bjørne. Ford sender nemlig hele fire nye varianter/specialmodeller af Ranger ud på det europæiske marked, men det er kun to af dem, som jeg kigger nærmere på i dag. Nemlig de to, som kommer til Danmark: den arbejdsomme og stærke nye Ranger Stormtrak og den frygtløse terrænæder Ranger Raptor Special Edition. Og tillad mig at dvæle lidt ved den sidstnævnte, for det er en fascinerende rå vogn.

Ford Ranger Raptor er oprindeligt udviklet i og til det australske marked. Ud over at landet er så enormt, at det er et kontinent, har Australien et ekstremt terræn i deres outback. Og det kræver altså noget ganske særligt, hvis man vil køre igennem her med en vogn. For det er simpelthen ikke nok blot at være i stand til at forcere store klippestykker, tilgroet jungle og dybt sand, afstandene er så store, at det også skal gøres i et vist tempo, hvis ikke man skal bruge uger på det. Og det kan Ranger Raptor. De enorme ballondæk og den store frigang gør nemlig hele arbejdet, mens karosseriet holdes nogenlunde stabilt ved hastigheder på over 50 km/t over stok og sten.

Ranger Raptor blev introduceret på det danske marked i september 2019, og selvom en hurtig pickuptruck til groft terræn i et fladt land som vores måske nok lugter en hel del af nichebil, har vognen faktisk solgt i et sted mellem 90 og 100 stykker om året siden.

Da jeg testkørte Raptor første gang for to år siden i Marokkos tørre ørken, var jeg ganske betaget af det som vognen problemfrit kunne bide sig igennem: stenede veje, klitter med løst sand og golde klippelandskaber. Eneste forudsætning var, at chaufføren magtede opgaven. I dag befinder jeg mig så som sagt i et noget anderledes vådt scenarie med lav, mos og tusind søer. Men Ranger Raptor SE klatrer nøjagtigt lige så utrætteligt og overbevisende hen over det hele som i den visne ørken. Stejle glatte klipper, mindre søer og skovterræn med træstammer, stubbe og dyb mudder. Nok skal tempoet ned, tungen placeres lige i munden og de mange forskellige køremodes, lav gearing (4L) og låsning af baghjulstrækket tages i brug, når jeg skal forcere de største og stejleste off road områder med ujævne klipper, som får vognen til at danse. For høj fart her vil skiftevis sende front og bagende i klippen. Men på de stenede veje i skoven, af typen der ville rive bunden af min VW UP, kan jeg roligt give god gas. Det er ret vildt at gøre i vildmarken.

Ranger Raptor SE har samme specs som den nuværende Raptor: 1873 mm høj, 2028 mm bred, en frihøjde på 283 mm – og et dejligt stort trinbræt så man nemmere kan hoppe ind på sædet – og vilde General Grabber AT3 all-terrain dæk. Som kan bide sig fast på alt. Under motorhjelmen ligger der stadig en stærk 2,0 liters biturbo EcoBlue dieselmotor med 213 hestekræfter og 500 NM, som er forbundet med 10-trins automatgearkassen, som også er at finde i Ford Mustang. Firehjulstræk giver sig selv.

Hvad er så nyt på Ranger Raptor Special Edition, spørger du måske. Jo, altså, hvis jeg skal være fræk, skal den nok mest ses som et Double Cap topudstyrsniveau, hvor man får ekstra lækkerier i form af sorte matte stafferinger med røde striber på motorhjelmen, langs siden på taget og bagklappen af vognen og røde trækkroge på fronten. Grillen, kofangerne og dørhåndtagene har fået mat sort finish, så modellen fremstår ekstra rå og skarp. Kabinen er spiffet mere sporty op med røde stikninger på instrumentbordet og på sæderne, som iøvrigt også er optimeret, så man sidder godt og komfortabelt, uanset det er groft terræn eller grufuld kedelig stangtrafik, man forsøger at overleve. Range Raptor SE må trække sin egen vægt, altså 2500 kilo på krogen, så er det ikke helt nok for dig, og kører du mere på asfalt end terræn, er nok nærmere den nye Ranger Stormtrak, som du er ude efter.

Den må nemlig trække helt op til imponerende 3500 kilo og er en mere praktisk anvendelig arbejdshest i cool kluns. Hvilket naturligvis ikke betyder, at den ikke også klarer sig godt i groft terræn. Stormtrak har dog ikke samme frihøjde eller dæk som Raptor, og er ej heller egnet til at tage udfordringerne i samme tempo. Men den kan stadig rulle gennem mudder og hen ad den stenede skovvej, når man sætter farten ned og gang i diverse køremodes. Jow, jow, igen skal du selvfølgelig vide, hvad du laver, så du kører hen over de største sten med dækkene i stedet for undervognen. Til gengæld kan du bagefter sagtens vælge at skylle skovens smat af dæk, undervogn og kofangere i en nærliggende sø.

Stormtrak har samme motor og automatgearkasse som Raptor SE, og har også fået cool stafferinger på hjelmen og siderne, samt sorte kofangere, dørgreb, sidespejle og sportsbøjler. Den kan fås både som Rap Cap og Double Cap, og så følger der en lastdeler og et nyt dansk produceret elektrisk Ford Power Roller Shutter (på Double Cap) med – så du kan dække lasten godt til i ly for regnen. Eller pilfingre. Du må iøvrigt laste op mod et ton heromme, hvilket er ca. det dobbelte af, hvad du må have med bag i din Ranger Raptor SE. Kabinen er desuden også her blevet spicet op med røde stikninger på instrumentbordet og mere komfortable sæder. Stormtrak er måske lidt mindre beasty i sit bid i terrænet, men til gengæld noget mere brugbar udenfor. Hvilket er smart, når man bor i et land med mere asfalt end outback. Omvendt kan du altså også bare vælge at gå all-in på titlen som byggepladsens største bad ass, hvis du beslutter, at din nye pickup skal hedde Ford Ranger Raptor SE.

Der er 25 Ranger Raptor Speciel Edition og 75 Ranger Stormtrak på vej til Danmark.

Ranger Raptor Special Edition koster (bemærk det er 2021 priser) fra kr. 378.220,- og Ranger Stormtrak fra kr. 294.550,- Begge ekskl. moms og levering.

Author: Malene Raith

Share This Post On