Fortidig fremtid, Renault 4L

Foto Malene Raith

“Er her ikke lidt koldt?” Lyder det fra bagsædet, så kollegaen finder fluks kontakten under instrumentpanelet. Den sætter gang i noget, der lyder som en slidt hårtørrer, og varm luft blæser nu op af de smalle askebægerlignende sprækker under forruden og spreder sig i hele kabinen. Hvad den manøvre så koster på rækkevidden, vides ikke. For den slags, sammen med servo, støjisolering, multifunktionsrat, airbags, infotainmentssystem, sidespejle, ESP, osv., gik man slet ikke op i dengang morfar var ung. Vi har været et smut i Paris for at møde fordums ikon Renault 4L, der nu i sit 60 års jubilæumsår igen er begyndt at røre på sig.

Nok fik den en smuk død, som Renault selv kaldte det, for 30 år, men når et nationalt symbol, som Renault 4L, fylder rundt, skal det naturligvis fejres. Og bliver det i Paris i disse dage med en farverig udstilling i det over 110 år gamle Ateliers Renault – i øvrigt i sin tid åbnet af Louis Renault himself – midt på Champs-Élysées. Men det er dog ikke den, Renault har inviteret os til Paris for at opleve, men en lukket særudstilling på deres store fabrik i Flins i nord-øst enden af byernes by. Og synet af de gamle Renault 4L, der møder os her vækker unægtelig minder hos os allesammen. Rallyudgaverne, postbilerne, den høje varevogn. De fleste har nok et eller andet forhold til en, og oh, well, mit er såmænd, at det var min mors første bil i 1974.

“Åh, kan du huske, hvor tit, der var bøvl med den?” er  så hendes umiddelbare reaktion, og oui, det kan jeg da. Men brok og bøvl er vand under broen i dag, og jeg taber hurtigt mit hjerte til den anti-aerodynamiske vogn med den lodrette front, de smalle hjul, skyde sideruderne, den høje affjedring, de gule lygter, det store smalle rat, sofasæderne med springfjedre og den sjove paraplygearstang midt i instrumentpanelet. Men også vildt, at jeg som barn sad på bagsædet uden sikkerhedssele i noget så primitivt.

I Danmark kender vi den mest bare som Renault 4. Men i Frankrig hedder den 4L. L for limousine. Oui, oui, Renault ved skam godt, at ikke mange kendisser er ankommet til den røde løber i en, men de har en fin forklaring. For den allerførste Renault 4 var faktisk en Renault 3 fra 1961, som skulle konkurrere med Citroën 2CV. Den var bare så super basic – som i utroligt basic med noget, der ligner billige havestole som bagsæde – at kunderne slet ikke ville have den. De nappede i stedet udstyrsniveauet højere: Limousineniveauet 4L med 6 sideruder (de to bagerste er blændet i Renault 3). Et viola, farvel til 3 og goddag til 4 i 1962. Med en vægt på blot 570 kilo, en fire cylinderet rækkemotor bag forlygerne, 20 hestekræfter, tre gear + bak og en topfart på 90 km/t.

Renault 3, og dermed også 4, var en videreudvikling af Renault 4CV, som kom på gaden lige efter 2. Verdenskrig. Udgangspunktet var næsten det samme, som Citroëns 2CV: nemlig at vognen skulle være robust, ukompliceret at fixe og have god plads. Bagsæderne kunne tages ud og bagklappen bruges som en servicedør.

På det tidspunkt, altså omkring 1962, var forstæderne netop begyndt at poppe op rundt omkring de store byer i Frankrig, uden at den offentlige transport var fulgt med. Folk havde derfor brug for en bil til at komme ind til byen for at arbejde og handle, og det behov dækkede Renault 4 så glimrende. Da den samtidig også kunne bruges til at køre på landet og til stranden i weekenderne i, blev den intet mindre end et symbol på frihed.

Renault udviklede samtidig også Renault 4F, en populær van-udgave, som mange af os sikkert kan huske gjorde tjeneste som dansk postbil. I Frankrig kunne den desuden fås i en forlænget udgave – 6F – eller med en ekstra klap i taget over bagklappen, en såkaldt “girafon”, som tillod høje ting som en giraf at stikke op. Det havde postbilen dog ikke, til gengæld havde den forstærkede dørhængsler, så den kunne holde til at postmanden hele tiden gik ud og ind. Og vognene til det franske gendarmerie havde selvfølgelig plads til, at landbetjentene ikke behøvede tage hatten af, når de satte sig ind.

Men Renault gjorde sig også umage for at lokke kvinder ind bag rattet. For at promovere bilen lavede de i 1963 et samarbejde med modemagasinet “Elle” (pænt oplagt for L, ikke?) og udviklede en elegant særmodel kaldt “Haute Couture”. Sort med rødt mønster (eller grønt), et højere udstyrsniveau med røde veloursæder og en bagrude, der kunne køres ned.

Som kvinde kunne man låne den i 24 timer på betingelse af, at man udfyldte en formular om oplevelsen bagefter. Det gav Renault en hel masse feedback, som senere blev brugt til at udvikle den eftertragtede limited edition “Parisienne”. Renault 4 er i det hele taget kommet i 117 forskellige begrænsede udgaver. Udstillingen her i Flins har samlet de vigtigste, ikke mindst rallybilen, som det i 1980 lykkedes brødrene Claude og Bernard Marreau af køre op på en 3. plads ved Paris-Dakar, verdens hurtigste Renault 4L van (baseret på en årgang 1983), der nåede op på 237 km/t på et saltreservoir i USA er her også, og så selvfølgelig den knap så succesfulde åbne 4-personers Renault 4L, kaldt Plein Air, som havde et kort liv fra 1968 til 1970. Den var nemlig alt for dyr og lykkedes kun med at sælge i omegnen af 2000 stykker.

Renault 4L har haft 4 forskellige fronter gennem årene, inden det i 1992 var slut. Bilen kunne ikke længere møde de skærpede krav om udledning, så en beslutning skulle tages. Renault besluttede derfor at give 4L en smuk død. I form af en sidste særudgave kaldt “Bye Bye”. Nummereret nedad fra 1000. Nummer 1, og dermed allersidste Renault 4L til at løbe af produktionsbåndet, står her side om side med Renault 3. Det er nøjagtig vogn nummer 8.135.424. Så mange blev der solgt i over 100 lande på 30 år, inden stikket blev trukket. Men bare rolig, lige om lidt kan du selv sætte det i igen. For Renault er som sagt allerede i gang med at puste nyt liv i retrobilen, der pr 2025 eller deromkring, vil komme i en fuld elektrisk udgave.

Og da vi efter udstillingen triller et par rundt på de franske landeveje bag rattet på et par af de gamle biler, giver ideen om en elektrisk 4L stof til eftertanke. For nok kommer karosseri, affjedring og fjedrede i sæderne ikke til at knirke og larme om kap med en 34 hestekræfters motor som på denne her 1980 4GTL. Der kommer heller ikke til at være et udstødningsrør, der stikker ud under bagdøren. Og de små pedaler – speederpedalen er ikke meget større end en gammeldags femmer på en pind – som kræver høje benløft, når man skal flytte foden fra speeder til bremse, og derved konstant sender langbenede i karambolage med det store tynde rat, vil naturligvis også være noget helt andet. Det vil nok heller ikke trække køligt fra dørene,  og moderne servo vil desudenforhindre at man får naturligt store overarme af styretøjet. Til gengæld kan det måske være, at Renault vil placere automatgearet midt i instrumentbordet, som en hyldest til 4Ls originale trække ud- og ind paraplygear, hvem ved? Dåselyden fra dørene og kobling kan vi til gengæld med garanti vinke farvel til.

Ja, ja. De gamle biler virker unægtelig noget primitive i dag, men så må man jo også bare minde sig selv om, at det jo er fordi, vi har formået at bruge erfaringerne fra dem til at udvikle os. Fortid og fremtid er uomtvisteligt forbundet, og pudsigt nok giver det faktisk mere end bare god mening for Renault at genoplive 4L netop nu. Historien gentager nemlig sig selv i de nye elektriske tider. For hvad var det lige udgangspunktet var?

Oui. En let bil til folk i forstæderne, der kunne hjælpe dem med at komme ind til byen for at købe ind og gå på arbejde. Den opgave løste den kække Renault 4L så glimrende gennem 30 år for mere end 8 millioner mennesker. Og det er lige præcis det, de elektriske biler egner sig allerbedst til i dag 60 år senere. ***

Author: Malene Raith

Share This Post On