Tak for kaffe, ny Opel Mokka

Foto: Opel PR

Selv kalder de det for “det nye Opel”. Og med den nye anden generation Opel Mokka er der da heller ingen tvivl om, at der blæser nye vinde hos det tysk-franske mærke. Sammenligner jeg den urbane crossover med den faceliftede forgænger er der nemlig sket noget nær et kvantespring designmæssigt. 

Og det elsker jeg alt ved. Fremtid møder retro og sød musik opstår. Til gengæld har den tiltrængte saltvandsindsprøjtning lidt været på bekostning af noget andet. Men om det reelt har den store betydning må tiden og forbrugerne vise.

Hvis du er en af dem, der forbinder Opel med morfar, skal du ikke høre et ondt ord fra mig. Jeg forstår godt, hvor det kommer fra og har da også selv haft svært ved at finde wouw-øjeblikke i modellerne, der er rullet af båndene i Rüsselsheim de senere år. Af samme grund gav jeg heller ikke Opel Astra top point, da den blev kåret til Årets Bil i Danmark 2016 af foreningen Danske Motorjournalister. Designet var simpelthen for anonymt og uinspirerende i min bog. Men sådan har det absolut ikke altid været.

Faktisk har Opel over 57 års erfaring med netop bildesign og var i 1960’erne og 1970’erne førende på området. Da Opels designcenter åbnede i 1964 fandtes der kun to andre mekkaer for automotive design. Det ene lå i Torino, Italien, det andet var GM Styling i Detroit, USA. Designcenteret i Rüsselsheim blev en mindre udgave af GM Styling, og samtidig Europas første designskole for bildesign.

Folk fra hele verden kom hertil for at være med blandt eliten, og det blev hurtigt et internationalt, eksperimenterende og innovativt miljø. I 1965 var den første succesfulde konceptbil så klar til at gå i produktion, og den blev en milepæl for Opel. Nemlig den lille fikse Experimental GT, bedre kendt som Opel GT.

Den og Opels designproces kan du læse mere om i artiklen fra vores besøg i designcenteret i Rüsselsheim her.

IMG_7689

For nu skal det naturligvis handle om den nye generation Opel Mokka. 

Men for helt at forstå den, er vi nødt til at dvæle lidt ved fortiden. For nok er selve modellens historik ikke lang, men det er flere af referencerne i det nye design altså.

Første generation Opel Mokka kom til verden i 2012, og var med i front af den bølge af urbane livsstilsbiler, der først blev kaldt crossovere og sidenhen kompakte SUV’er, som efterfølgende skyllede ind over Europa. Oppustede B-segmentbiler med frihøjde, højt til loftet og et friskt off road look såsom beskyttelseslister, der signalerede aktiv livsstil, men mest var egnet til bykørsel, var et hit. I slutningen af 2016 fik Mokka så ikke bare et facelift, men også bogstavet X som skulle vise, at Mokka var blevet lidt mere “fresh”. Ikke at man kunne se det på designet, men den kunne nu fås med firhjulstræk. I alt nåede første generation at sælge i over en million eksemplarer, hvoraf 4223 stykker kom på dansk asfalt. Med den nye anden generation er X’et ikke bare væk igen, der er kommet helt andre boller på suppen.

For hvor forgængeren så mere høj, sammentrykt og praktisk på den lidt kedelige måde, har den nye Mokka fået meget mere kolorit, et længere og fladere udtryk, selvom den faktisk er blevet lidt kortere og bredere, og en helt ny sort front, der i den grad spiller op ballade. Og her kommer fortidens referencer ind. For med Mokka introducerer Opel en ny signatur front: Opel Vizor, der indrammer forlygterne i et vandret element, og den kulsorte grill med det indfarvede Opel logo er såmænd en kærlig hilsen til den fordums Opel Manta. Tillige med den skarpe forhøjning midt i motorhjelmen, der trækker fronten fremad. Den sortfarvede motorhjelm og den elektriske Mokka-es limegrønne farve er også retroreferencer til de originale Opel Coupéer, som også ses i det netop helt nye afslørede designkoncept Manta GSe ElektroMOD Concept.

Den sorte indfarvning langs siden er desuden med til at give  Mokka et mere slankt look, linjerne læner sig mere frem og giver dynamik, mens sølvlisten langs taglinjen ikke bare er med til at skabe en coupélignende form, den sender også tankerne i retning af den hedengangne bybil, Opel Adam. Hvor den samme liste såmænd refererede til droscherne fra Adam Opels tid. Tid med tid på om du vil.

Men den nye Mokka er ikke bare gjort slank med elegant vandret linjeføring, smalle “boomerangsignatur” LED-lygter for og bag og smarte designfif – vognen er også gjort hele 120 kilo lettere, døre og vinduer er blevet mere støjisoleret og sammen med et 15 procent stivere karosseri skulle køreegenskaberne være forbedrede. I kabinen er der behagelige støttende sæder, plads til to børn (voksne er lidt mere udfordrede) på bagsædet og et nyt instrumentbord, som Opel kalder “Pure Panel”. Bestående af et cool 12″ digitalt instrumentpanel, hvor jeg blandt andet kan følge med i navigationen, side-by-side med en 10″ berørings infotainmentskærm. Flere funktioner er lagt ind i skærmen for at gøre instrumentbordet mere “pure”, men her er heldigvis stadig let tilgængelige separate knapper til f.eks. klimaanlæg og sædevarme. Det er også muligt at style interiøret med røde indfarvede lister. Eller måske bare lade være.

Opel gør et stort nummer ud af at forklare os, at den nye  Mokka er udviklet og sat op i Tyskland med tysk kvalitet for øje, men … mit øje genkender fluks PSA Stellantis signaturerne på midterkonsollen fra min nylige testtur i Citroën C4. Hvilket naturligvis er på sin plads, da det jo trods alt også er det nye moderselskab. Meeen jeg kunne altså godt undvære langtidstart. At man skal holde startknappen inde længe, før vognen starter og ditto slukker. Også den lille fikse vipper til automatgearet har samme feature indbygget, vip heeeelt ned og hold den lidt for at komme i drive. Den slags udfordrer unægtelig en utålmodig hurtigvipper/tændslukker som jeg, omend den gamle hund nok skal lærer de nye trick over tid. Om ikke andet kan man jo så vælge en variation med manuelt gear. Det prøvede jeg dog ikke.

Men det er nu særligt under motorhjelmen, at PSA giver mest genklang i de tyske vogne, og man kan derfor også nu vælge sin drivline efter kørselsbehov. Ikke noget med særlige hellige grønne biler (ok, i dette tilfælde er den elektriske version faktisk lige præcis grøn), en fuld elektrisk vogn er blot at betragte som et tredje alternativ ved siden af benzin og diesel. Mokka kan derfor enten vælges med en 1,5 liters dieselmotor med 110 hestekræfter, en 3-cylindret 1,2 liters benzinmotor med henholdvis 100 og 130 hestekræfter samt som den fuldt elektriske Mokka-e med 136 hestekræfter og en rækkevidde på 324 kilometer WLTP. 

Jeg kører en testtur i både Mokka-e og benzinvariationen med 130 hestekræfter, og begge kører absolut behageligt komfortabelt og godt i særligt byen og på landevej. Batteristørrelsen på Mokka-e passer perfekt til livet i byen, og selvom man kører bil som jeg, og giver rækkevidden ben at gå på med frisk kørsel og varme i sæder og kabine, er her stadig rigelig til en lang dag. Inden man altså husker at plugge bilen i stikket igen derhjemme om aftenen. Nok er jeg måske ikke den hurtigste elbil på motorvejen, men det er jo så heller ikke meningen. For Mokka er jo først og fremmest en bybil. En rummelig livsstilsbil med fin frihøjde i et virkelig skarpt nyt design.

Jeg har i mange år ønsket, at Opel turde smide det sikre og kedelige og gå efter et mere udfordrende udtryk i deres modeller. Som i gamle dage. Derfor klapper jeg begejstret i hænderne over den nye Mokka. For det er lige i skabet at give den urbane vogn et gennemtænkt design fuld af historiske referencer, fremtidsvisioner og personlighed.

Til gengæld er jeg lidt loren påkøreegenskaberne. Jo, de fungerer glimrende, men jeg mærker bare ikke helt den øjeblikkelige aha-oplevelse af tysk grundighed, som jeg ellers altid har taget hatten af for. Den, hvor man straks er venner med vognen og kan mærke speeder, gearing og rat spille velafstemt sammen, og forklaringen på hvorfor i alverden nogle nogensinde kunne finde på at købe en så anonym vogn. På den måde er der nu altså byttet lidt rundt. Charmen fra motoren er flyttet til karosseriet. Til gengæld tror jeg ikke, at det vil påvirke målgruppen negativt. Tværtimod. Det design, som Opel Mokka nu viser vejen for, burde i hvert fald fyre lidt mere op under salgstallene hos “det nye Opel”.

Opel Mokka fås fra kr. 214.990,- og Mokka-e fra kr. 289.990,-

Author: Malene Raith

Share This Post On