E-legant, Mercedes E-Klasse PHEV

Foto Jeppe Dalby

Mercedes-Benz E-Klasse er heldigvis ikke længere synonym med hyrevogn, og med kombinationen af det nye facelift og den velfungerende plug-in hybridmotor i denne her E 300 e, kan direktøren med ro i sindet sætte sig bag rattet på den luksuriøse komfortable sedan igen uden at skulle frygte for uindbudte passagerer på passagersædet.

Det oplevede vi ellers engang i år 2000, hvor familiebilen i vores indkørsel hed E 300 d. Jep, det var en frikørt taxa, og jep, vi var unge og mega stolte over at køre Mercedes. Faktisk så meget at det ikke gjorde noget, at armlænet mellem forsæderne manglede og stadig havde mærker efter fluesmækkeren. Men så var det bare, at der en aften i Nordvestkvarteret pludselig satte sig en fuld mand ind på forsædet ved siden af min mand, da han holdt for rødt i egne tanker, og bad om at blive kørt til Hejrevej. Og så blev den vogn skiftet ud.

E-Klassen hed oprindelig Type 124, da den store mellemklasse vogn blev lanceret i 1984, men da modelbetegnelserne i 1993 blev lagt om, fik vognen tildelt bogstavet E – som i Executive (ifølge Wikipedia). I Danmark var en executive dog oftest en chauffør, og vognen blev derfor mere berømt i T-Klassen. Taxa. Og det image holdt faktisk ved næsten helt frem til den nyeste femte generation, der kom på gaden i 2016. Men forudsætningerne sig undervejs.

For ja, det kan da godt være at tanken om Uber udløser en betinget refleks med hånden på hornet hos de fleste taxachauffører, men den private køreservice vænnede forbrugerne til at blive fragtet i alle slags vogne. Taxaer i dag kommer nu i alle afstøbninger, og det har løsnet taxalænken om E-Klassen. Og tak for det. For det er en virkelig gennemført og luksuriøs vogn, som man ikke længere behøver ringe til servicebranchen for at kunne nyde. Og med E-klassens nye elegante facelift og i en ekstra lydløs plug-in hybrid model er det en fornøjelse at cruise gennem trafikken.

2020 opgraderingen er måske ikke voldsom, men absolut nok til, at modellen kan holde et par år mere. For kig lige på den – E-Klassen ser da mega skarp og frisk ud. De lange baglygter giver bagenden et flabet dynamisk præg, fronten er prydet med nye elegante forlygter og så har Mercedes udstyret motorhjelmen med såkaldte “powerdomes”, de markante linjer fra rude til front, som lige får vognen til at se lidt ekstra vred ud. Det hjælper selvfølgelig også, at testbilen er udstyret med AMG-pakken, der pynter både ind- og udvendigt med blandt andet de kendetegnende metalgnister i grillen, 18″ fælge, sportsbremser og tonede ruder.

Det første man bemærker i kabinen er selvfølgelig den nye generation MBUX multimediasystem med de to store 12,3″ skærme indeholdende henholdsvis digitale instrumenter og infotainment. Det ikke bare ser godt ud, det virker også godt og intuitivt. Men det er faktisk rattet, der er nyt – fladbundet og pyntet med læder som del af AMG-pakken – nu med trykfølsomme digitaliserede knapper. Linjerne i instrumentbordet er de samme. Der er også trådløs opladning til mobilen gemt inde i midterkonsollen, hvor man ikke bliver fristet til at se på skærmen.

Og så er der jo altså den elektrificerede benzindrivlinje.

E-klassen fås nemlig både som benzin og diesel plug-in hybrid, testbilen er en E 300 e, som har en 2.0 liters firecylindret benzinmotor med 211 hestekræfter, der spiller sammen med en elmotor på 122 hestekræfter. Og det gør det. Spiller. Virkelig godt endda.

Sammenlagt har Mercedes E 300 e 320 hestekræfter, der kan hive den store vogn fra 0 – 100 km/t på 5,9 sekunder, og det er da også fedt at gøre en gang imellem. Men bedst af alt synes jeg nu, det er bare at flyde af sted i den stille luksuriøse limousine. For det her er bare en gedigen komfortabel bil, der starter lydløst på strøm og faktisk kan fortsætte med det i op til 53 kilometer på en opladning. Men så skal man også køre utroligt pænt.

Jeg foretrækker dog at køre i hybridmode og ikke på ren el, da jeg ellers alt for hurtigt tømmer batteriet for rækkevidde. Benzinmotoren går derfor automatisk i gang, når jeg træder lidt til speederen eller fyrer op under klimaanlæg og sædevarme (temperaturen var ikke over 5 grader udenfor), men det mærkes næsten ikke. Kun et lille brus fortæller mig, at jeg nu har sat gang i begge motorer, men kørslen forsætter på samme smooth og støjfri vis. Musikken indgår også i den fineste harmoni med 9-trins automatgearet, og det er en nydelse at læne sig tilbage i det bløde lædersæde med en hånd på det store tykke rat, for så bare at glide af sted gennem byen, ud ad landevejen og videre ud på motorvejen.

E 300 e er skabt til alle asfalterede vejtyper, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg godt kan forstå, hvis taxachauffører har elsket at tilbringe ugevis bag rattet på de her vogne. Ikke at denne her nye sedan på nogen måde giver mig associationer til en taxa, men hold op, hvor er E-Klassen bare velegnet som cruiser. Både i sin størrelse og med sine køreegenskaber.

Jeg når da også at se mig selv fortsætte ned over grænsen ved Padborg og overlegent flyde ud ad autobahnen i nærheden af topfarten på 250 km/t med retning Provence, da der desværre midt i dagdrømmen drypper malurt i bægret. For det må jo desværre blive uden familien. Jo, de kan uden problemer være på bagsædet, men i så fald altså kun medbringe shorts og badetøj. For bagagerummet har kun plads til et par kabinekufferter. Også selvom det her altså er en sedan. Årsagen er batteriet, som det desværre ikke er lykkedes Mercedes at få placeret ordentlig under sæderne ved det nye facelift, og derfor fylder det meste af bagenden. Surt show.

Nåh, der røg sommerferien så. Men på den anden side får man heller ikke fuld valuta for en plug-in hybrid på de lange ture på motorvejen. Her ryger rækkevidden på batteriet trods alt hurtigere end en ti-årig kan nå stave til Mercedes, og så er det jo pludselig “kun” 211 hestekræfter, der skal trække den tunge vogn resten af vejen. Med dertilhørende højere benzinforbrug. Jovist, kan jeg lynlade undervejs, hvilket også vil fungere på en sjælden tur til Jylland. Men ej til Sydfrankrig. I hvert fald ikke for mig. Andre har måske bedre tid.

Men det det ændrer nu under alle omstændigheder ikke ved, at E 300 e sedan er en luksuriøs, komfortabel og velkørende cruiser til alle de andre dage og køreture i løbet af året. En velskabt dynamisk limousine plug-in hybrid, som direktøren igen kan nyde at indtage rattet på om morgenen og sætte i stikket hjemme ved villaen om aftenen. Ej at forglemme, at den pt. er den billigste E-Klasse model. Og så kan man vel vænne sig til at flyve til Frankrig, ikke?

Mercedes-Benz E 300 e sedan fås fra kr. 598.698,-

Author: Malene Raith

Share This Post On