Elektrisk designdarling til byen, Mazda MX-30

Foto Jeppe Dalby

Det er ved at være et år siden, at jeg stiftede et første forsigtigt bekendtskab med Mazdas nye elbil, MX-30, ved en præsentation i Portugal. Her kunne man se og røre forsigtigt ved vognen, mens drivlinjen blev testet ved en kortere køretur i en ombygget CX-30. Begge dele var absolut spændende hver for sig, og af samme grund har jeg set frem til testkørslen i dag. For nu er MX-30 nemlig samlet og sendt ud på dansk asfalt.

Har du læst andres anmeldelser af Mazda elbil eller bare min artikel fra turen til Portugal, ved du sikkert, hvad de fleste studser ved: rækkevidden. Ikke fordi den er revolutionerende stor, faktisk tværtimod. Og det opfattes af nogen, som MX-30s akilleshæl, men ikke af mig. Faktisk er det rationelt set en smule knald i låget – eller et levn fra fortiden – at fokusere på det, men det vender jeg tilbage til.

MX-30 er Mazdas første elbil, og det kunne være fristende at tro, at den blot er en elektrisk udgave af crossoveren CX-30. Men det er den overhovedet ikke. Nok er dimensionerne de samme i længden og bredden, men MX-30 er lidt højere, fordi formen er anderledes.

For hvor CX-30 signalerer crossover i sin stil, er den fuldt elektriske bil flyder-agtig med sine coupelignende linjer, som dels forstærkes af det totonede sorte tag med den sølvfarvede Mazda navnekant – en iøvrigt meget virkningsfuld detalje – der går ned til de næsten provokerende udstående baglygter. Og så er der naturligvis også af de unikke bagdøre. Mazda kalder dem “freestyle doors”, også kendt som suicide doors, altså bagudhængslede døre, der ifølge designerne skal give vognen et åbent udtryk. Inspireret af de japanske huse, som man kan se hele vejen igennem ud til haven på den anden side. Ja, ja, jeg indrømmer blankt, at jeg er en slave af Mazdas designmetaforer.

Den store markante sorte beskyttelsesliste, der går hele vejen rundt om bilen, gør den robust at se på og genkendes fra CX-30, omend formen over hjulkasserne er firkantet. Det får karosseriet til at syne smallere og mere let og elegant. Den spidse front på MX-30 er også helt sin egen med den smalle tilbagetrukkede grill med logoet næsten fritstående mellem kofanger og motorhjelm og helt uden Mazdas store signatur kromvinge. Eneste rest af er en lille kromliste over lygten.

Og så er der det lyse og indbydende interiør, som stjal mit hjerte ved første øjekast. Kabinen er nemlig indrettet som en hyggelig stue i bæredygtige materialer med sofalignende bagsæde, samt detaljer på døre og midterkonsol lavet i stof af genbrugte plastikflasker, en vegansk form for læder som Mazda kalder “leatherette” og restprodukter fra korkindustrien. “Fun fact” er i øvrigt, at Mazda faktisk oprindelig startede som korkproducent for snart 100 år siden. Kun på rat og gearvælgeren sidder der ægte læder af slidhensyn.

Der er farverig digital instrumentering bag rattet, en 8,8″ infotainmentskærm under forruden (der kendes fra CX-30), og en let betjent touchskærm til klimaanlægget lige over den svævende midterkonsol med korkbelagt aflægningsplads under og nydelige vippeklapper for enden. Under dem gemmer kopholderne sig. Nytænkt og elegant.

Og så er der naturligvis den anden vigtige del: drivlinjen. Mazda har placeret et 35.5 kW batteri i en ramme i bunden af vognen, elmotoren er placeret i front, hvor der iøvrigt også er gjort plads til en lille kommende “range extender”, og trækker med 145 hestekræfter på forhjulene.

Rækkevidden er på 200 kilometer WLTP og ja, ja. Mazda ved, hvad du tænker nu, og derfor gør de et stort nummer ud af at understrege, at MX-30 er lavet med de kunder for øje, der har en dagligdag i og omkring byen samt mulighed for at lade vognen enten hjemme eller på arbejdspladsen. Præcis som det faktisk gælder for samtlige elektriske biler. Vognen kan lades ved hurtigstandere, hvor den kan gå fra 10 til 80 procent opladt på 40 minutter. Hjemme vil det tage 5 timer.

Med det for øje triller jeg kækt af sted i den komfortable og gennemdesignede vogn. Mazda har udstyret MX-30 med en kunstig lille “motorlyd,” når man træder på speederen, så man kan fornemme, hvor meget gas man giver, en sjov og anderledes detalje, som jeg ikke helt kan finde ud af, hvad jeg skal synes om. Til gengæld er den diskret nok til ikke at genere nogen.

Tyngdepunktet er behageligt lavt ikke mindst på grund af det 310 kilo tunge batteriet i bunden, og vognen er dejlig let kørt. Jeg føler mig straks hjemme i kabinen og kaster mig ud i hverdagens sysler, der involverer kørsel på motorvej, på ringveje og rundt i nabolaget. Ikke voldsomt lange distancer, men stadig et par timers kørsel i tæt som let trafik. Rolig, tilbagelænet ikke agressiv kørsel med foden på e-pedalen.

Og det gør jeg så tre dage i træk uden at skulle lade. I byen ruller jeg faktisk flere kilometer uden at rækkevidden rokker sig, men så kommer krisen. For på tredjedagen er jeg nødt til at køre en lang tur på motorvejen, og det æder alt for grådigt min rækkevidde. Heldigvis ved jeg, at ved bykørsel holder vognen, hvad den lover, så jeg har mindst 25 kilometer til at finde en ladestander. Det er til gengæld lidt af et uoverskueligt puslespil, som jeg ikke kan anbefale nogen. Jeg klarer den, men summa summarum er, at jeg slet ikke vil stå i den situation, hvis jeg havde haft min egen ladestander. Og uden en sådan behøver man end ikke overveje at købe en elbil. Uanset hvor meget rækkevidde, der end er på batteriet. Og det kan godt være at din lokale offentlige ladestander er ledig i dag, men det er den ikke længere om et år med alle de elektrificerede vogne, der skyller ind over os i øjeblikket.

Jeg bliver mere og mere fan af at køre elbil, og MX-30 er endnu en vellykket en af slagsen, som kan sættes i bås med to andre urbane elektriske designdarlings, nemlig Mini Cooper SE og Honda E. Bare med mere plads på bagsædet og i bagagerummet. Det sagt bliver jeg vred, når jeg hører folk tale om elbilerne, som det eneste sagliggørende. Og det tangerer decideret misinformation, når forbrugerne tudes ørene fulde af rækkevidde, rækkevidde og rækkevidde, som den afgørende faktor for, at vi alle kan anskaffe os en. For sådan er det overhovedet ikke.

Det er snarere måden en elbil skal “tankes” på, der fortsat er udfordringen. Rækkeviddefokus er et levn fra en ikke så fjern fortid, hvor rækkevidden på de første elbiler var det altoverskyggende problem. Som blev forstærket af mange andre håbløse udfordringer, som for eksempel alt for få ladestandere, alt for lidt information, udbydere af hjemmeladere, og at alle elbilerne havde forskellige stik. Man kørte derfor rundt med bagagerummet fuld af tykke irriterende kabler. Sådan er det ikke helt længere.

Bevares, der mangler stadig lademuligheder og et fælles betalingssystem med kreditkort/mobilepay, men det skal nu nok komme. Og så er batterierne blevet meget bedre. Det ændrer bare ikke ved, at man stadig skal bruge meget kostbar tid på at lade. Uanset om det er hver dag eller en gang om ugen. Derfor giver det bedst mening at afsætte timerne til det, mens du alligevel sover. Altså hjemme.

Mazda forklarer deres lille batteri med, at de nøje har regnet på, hvad der er mest bæredygtigt. Og eftersom de fleste mennesker sjældent kører mere end 100 kilometer dagligt, er der ingen grund til at producere og slæbe rundt på et stort batteri. Miljøregnskabet fra produktionen af MX-30 balancerer hurtigere med et lille batteri end med et stort.

Derfor giver det klart bedst mening, at lade elbilen være bil nummer to. En erstatning for mikrobilen eller familiens hverdagsbil, der bruges til de kortere ture af folk i forstæderne. MX-30 er skabt og hører til i bybilledet, rækkevidden er derfor passende, for om den så var udstyret med 600 kilometer på batteriet, vil det stadig være brændstofbilen, som, bevares fanatikere undtaget, er smidigst, hurtigst og lettest at køre på fjeldet eller til Alperne i. Og med en ladeboks i indkørslen er store tunge batterier til små kørselsbehov altså knald i låget.

Mazda MX-30 koster fra kr. 240.000,-

Author: Malene Raith

Share This Post On