Lille lydløs stjerneklasse, Mercedes A 250 e

Foto Jeppe Dalby

Det er ingen hemmelighed, at jeg blev indskrevet som fan, det øjeblik jeg for to år siden satte mig bag rattet på den nye 4. generation Mercedes-Benz A-klasse. For nok er den det tyske mærkes mindste model, men dens selvtillid var nu blevet stivet af med så meget luksusudstyr, at den lyste som sin helt egen stjerne i modelrækken. Og skinnet bliver absolut ikke ringere i dag, hvor jeg kører af sted i den nye kraftfulde plug-in hybrid udgave: A 250 e.

For det er altså en ualmindelig vellykket, frisk og luksuriøs lille plug-in hybrid. Eller opladningshybrid om du vil. Altså vogntypen, der både har en elektrisk drivlinje med batteri, der skal oplades med ledning, og en benzindrivlinje, der skal tankes.

Vogntypen kan altså køre på både strøm og brændstof, og det er der adskillige fordele ved. Den åbenlyse er, at man kan køre meget langt på literen, hvilket i A 250 e’s tilfælde er lige knap 91 km/literen WLTP, hvis man altså er verdensmester i sparekørsel. Det er jeg så ikke.

Og så kan man desuden også vælge at køre sin A 250 e som en ren elbil, ved for eksempel bykørsel, hvilket vognen qua sin størrelse velsagtens bruges en hel del til, med en rækkevidde på batteriet på op til hele 69 lydløse kilometer. Igen nu kun hvis man kører som en artig temperamentforladt spejder, og igen ikke noget jeg, selv hvis jeg anstrengte mig, ville kunne gøre. Men stadig nok til at hente ungerne fra skole og købe lidt ind på vejen hjem, hvis man sørger for at lade hver aften. Og bare rolig, brændstofmotoren tager jo over, når batteriet er ved at være fladt.

Men det bedste ved en plug-in hybrid er nu, når man lader de to motorer, den 4 cylindrede 1,3 liters benzinmotor med 160 hestekræfter og elmotoren med de 102, der kombineret giver vognen hele 218 hestekræfter (regnestykket er konpliceret), arbejde sammen. Vognen starter som udgangspunkt altid lydløst på strøm, og først når jeg træder lidt mere til på speederen, sætter benzinmotoren, afhængigt af batteriniveau, i gang.

Det giver unægtelig bare komforten endnu et nøk op med den suveræne stille kørsel, og jeg kan ovenikøbet nyde godt af den elektriske acceleration på 0 – 100 km/t på 6,6 sekunder, hvis jeg lige vil lave en frisk overhaling. Det koster selvfølgelig så på strømmenniveauet.

Testbilen er udstyret med AMG designlinje, der blandt andet giver den mere spiffe kromdetaljer i grillen, på bagenden mm. foruden komfortable sportssæder og det dejlige fede læderrat.

Dertil kommer Pluspakken med lækkerier som Keyless Go (som jeg er storfan af – aldrig mere nøglen op af tasken), den store skærm med 10,25″ digital instrumentskærm. Også det blå ambientlys får selv en regnvejrsdag til at føles eksklusiv. Naturligvis noget, der gør den mindste Mercedes til et rigtigt lille luksusdyr, omend også til en samlet pris på kr. 75.000,-

MBUX med 10,25″ mediadisplayet, hvor jeg kan følge med i energistrømmene i motoren, og se hvad der trækker hvornår, og hvor meget der opsamles af overskydende energi fra rullen og bremsen, samt bakkamera, p-sensorer og indfældelige spejle er til gengæld standard.

Uanset hvor meget man ønsker at spendere på ekstraudstyr til sin A 250 e, ændrer nu ikke ved, hvor behageligt stressfrit det er at trille rundt i hverdagen i en dæmpet plug-in hybrid. Jovist, har den power nok til at flytte sig i en fart, men bedst er vognen nu at nyde kørslen i. I smooth, komfortabel og tilbagelænet kørestil.

Batteriet i er placeret bagagerummet, hvilket har kostet ti liter, men er til gengæld så smukt udført, at de færreste vil bemærke meget andet end det kabel, man også lige skal huske at have med deromme. For jo, det er skam en fin benzinmotor, der sidder i vognen, men plug-in hybrider skal altså lades hver dag. Så husk at investere i en ladeboks, hvis du da ikke allerede har adgang til en på din arbejdsplads.

På den måde har du nemlig hver dag en elbil til de korte distancer, en ualmindelig vellykket hybrid på de lidt længere og mere blandede distancer, og en frisk brændstofvogn til de lange ture på motorvejen.

Mercedes-Benz A 250e fra Kr. 390.699,-

Author: Malene Raith

Share This Post On