Ny Maserati MC 20

Foto Malene Raith

Nok er det en protype på billedet, men produktionen af den nye superbil Maserati MC 20 er skam allerede i fuld gang.

Den gudesmukke bil bygges i Modena, Italien, og er udstyret med en helt ny 3.0 liters V6 motor, der sender 630 hestekræfter i asfalten med baghjulene ved 730 Nm, så de under 1500 kilo kan flyve fra 0 – 100 km/t på blot 2,9 sekunder.

Vognen har også fået elegante sommerfuglevinge døre og næsten plads til en weekendkuffert i det bagerste bagagerum på 100 liter samt lidt ekstra i bagagerummet foran på 50 liter. Man behøver ej heller at hugge en hæl og klippe en tå for at kunne sidde bag rattet, 185 cm har rigelig med plads. Prototypen er desuden ekviperet med en kulfiberpakke til 38.000 Euro, ønsker du ikke den slags letsvægtspjat er pianolak standard. Så ved du det.

Og du kan bare bestille alle dem, du vil have. Maserati MC 20 kommer nemlig ikke i begrænset antal, omend fabrikken dog ikke forventer at bygge mere end mellem 200 – 400 om året.

MC 20 bliver leveret til de første danske kunder allerede i marts i år, i slut 2021 kommer den så også i en fuld elektrisk version og på et senere tidspunkt som cabriolet.

Prisen starter på omkring 1,3 millioner kroner uden afgift.

https://www.youtube.com/watch?v=dnSm868ohR4

Author: Malene Raith

Share This Post On