Ny Subaru BRZ

Foto Subaru

Endelig en nyhed som kan få alle fartglade banditter op af sofaen. Subaru har nemlig netop lanceret en ny 2022 generation af gaderæseren Subaru BRZ.

Vognen, som i samarbejde med Toyota kom til verden i 2012, har ellers haft en usikker fremtid efter Subaru for tre år siden meldte ud, at de ville stoppe produktionen af deres anden festlige gaderallyvogn WRX STi. Bilmarkedet er sidenhen blevet overskyllet med elektrificerede bilmodeller, og der er blevet bemærkelsesværdigt længere imellem lanceringer af sjove rendyrkede brændstofbiler. I hvert fald af dem, der er til at betale.

Om det er Toyotas direktør, Akio Toyoda, som står ved sit slogan: “No more boring cars”, og derfor har givet en ny generation GT86 (som vognen hedder i Toyota regi) luft under vingerne, vides ikke, til gengæld kan vi glæde os over, at en anden generation BRZ nu er et faktum og dermed også på sigt en ny GT86.

Ifølge Subaru er den nye BRZ blevet endnu mere gennemarbejdet, forfinet og klargjort til sjov i svingene med forbedret vægtfordeling, et endnu lavere tyngdepunkt, 15 procent mere moment, 50 procent forbedret stivhed, 18″ fælge og en helt ny 2.4 liters boxermotor med 228 hestekræfter. Jep, mere saft, kraft og ballade.

Indvendigt venter der en helt ny kabine, som vanen tro er meget kørerorienteret og fokuseret på kørerfunktionalisme med alupedaler, en seks trins manuelt gearkasse eller automatgearkasse med paddleshift på rattet, samt store knapper til de vigtige funktioner såsom det forbedrede trackmode. Glem trykfølsomhed og ambientlys i 117 nuancer.

Desværre vides det endnu ikke, om Subaru tager bilen til Danmark endsige Europa endnu, men selvom bilen ikke er det, så er håbet lysegrønt.

Author: Malene Raith

Share This Post On