Mere markant ny Hyundai i20

Foto Malene Raith

Hyundai er klar med den nye 3. generation af en af deres mest solgte modeller i Europa, B-segmentbilen i20. Og det er ikke så lidt, der er sket med den nye vogn. Traditionen tro er den nye generation på ny groet en smule og blevet lidt længere, lidt bredere omend lidt lavere, men med øget akselafstand. Designet er naturligvis også nyt og markant med integrerede forlygter i grillen, et lysbånd fra lygte til lygte på bagenden, og mulighed for sort tag, hvis man vil øge det dynamiske præg.

Indvendig er det nu muligt at tilvælge lækre features, som normalt kendes fra større og dyrere vogne såsom 10,25″ digital instrumentering, en 10,25″ infotainmentskærm med trådløst Apple Carplay, blåt ambientlys i kabinen, Bose lydsystem samt sikkerhedssystemer som adaptiv cruisecontrol, der via navigationen tager forbehold for f.eks. sving,  aktiv blindspot, som kan bremse hjulet, hvis man er på vej over i noget samt venstresvingsassistance.

Men måske vigtigst i disse tider, så kommer der også lidt strøm under motorhjelmen på i20. Indstigningsmodellen er en forbedret 1.2 liters benzinmotor med 84 hestekræfter og fem manuelle gear, så er der en helt ny 1.0 liters benzinmotor med 100 hestekræfter og enten 6 manuelle gear eller automatisk 7 trins DCT – en virkelig komfortabel og velkørende motor, da vi testkører den i København – og så er der altså en ny 1.0 48V mildhybrid med 100 hestekræfter med coastingfunktion, hvor benzinmotoren slukker, når man ruller ved jævn fart.

Køber man den samme motor i N-Line versionen, bliver den lige tunet med 20 ekstra heste. Og ja, til foråret 2021 kommer der naturligvis også en  1.6 liters i20 N med vilde 204 hestekræfter og seks manuelle gear.

Den nye Hyundai i20 er allerede lanceret i Danmark, prisen starter på kr. 150.000,-

Se den nye i20 i vores Instastory via linket herunder:

https://www.instagram.com/stories/highlights/17873976628979624/

Author: Malene Raith

Share This Post On