Citroën C3 & C5 Aircross

Foto Malene Raith

Den er solgt i mere end 24.000 eksemplarer siden introduktionen i Danmark 2016, den har kvindetække som ingen anden Citroën, og så er den friske lille C3 netop blevet opgraderet.

Citroën har efter eget udsagn vundet det tabte tilbage efter Coronaforåret, der satte bilsalget i stå, og erobret en markedsandel på syv procent. Så høj en andel af det danske bilsalg har de aldrig haft før, og så har de endda netop sendt to nye biler ud i efteråret: den lille faceliftede C3 og en ny plug-in hybridvariation af C5 Aircross.

Citroën C3 er blevet lidt mere barsk og stringent med ny front med LED-forlygter som standard, nye markante linjer og nye airbumps – de berømte signaturluftpuder på siden. Desuden er det også muligt af give sin lille darling et personligt præg med hele 97 forskellige designkombinationer og farver på tag, airbumps mm. Også indvendigt er der kommet to ekstra kabinedesigns med nye farver, materialer og komfort sæder. De fås med i to benzinvarianter med 83 eller 110 hestekræfter, samt en dieselvariant med 100 hestekræfter.

Den større C5 Aircross plug-in hybrid kommer som udgangpunkt i et pænt højt udstyrsniveau til en pris, der frem til årsskiftet – og forhåbentlig også efter – gør den yderst attraktiv. Den er udstyret med en 1.6 liters benzinmotor med 180 hestekræfter, der kombineret med el motoren giver vognen 225 friske hestekræfter. Den starter herligt lydløst på strøm, og en testtur ned ad Strandvejen forløber behageligt stille og ustressende på ren strøm. Batteriets rækkevidde er op til 61 km eller til man træder mere til på speederen. Så starter brændstofmotoren roligt og uden at gøre væsen af sig.

Via køreprogrammer kan jeg også spare på, eller effektivt køre strøm tilbage på batteriet. Det hele kan følges på den digitale instrumentering, og de fede sofasæder gør kabinen til en komfortabel og hyggelig stue.

Citroën C3 koster fra kr. 120.000,- og C5 Aircross PHEV fra kr. 320.000,- Begge biler er handlen nu – se dem i den lille film fra testkørslen herunder:

Author: Malene Raith

Share This Post On