2020s største charmetrold, Honda e

Den er faktisk så charmerende, at jeg allerede faldt for den i 2019. Der mødte jeg nemlig Hondas første fuldt elektriske vogn, Honda e, for første gang ved Geneve Motor Show, hvor jeg sendte den danske pressemand et skeptisk blik, da han fortalte, at den spøjse lille vogn foran mig skam ikke var en konceptbil. Den var noget nær produktionsklar. Med digitale sidespejle und alles. Argh, mon ikke, slutresultatet ville blive en smule mere nedtonet? Det blev det så ikke, Honda e landede i Danmark midt i Coronaforåret og er utvivlsomt den mest charmerende – og upraktiske – lille elbil på markedet lige nu.

Er du fast læser, ved du, at jeg ikke er tilhænger af de outrerede elbiler med et påtrængende udseende. Som om de partout skal skille sig ud med sært og småklodset design, der råber elbil, i stedet for bare at være en vogn med en anden type motor end de gængse. Honda e er undtagelsen.

Og du kommer ikke til at høre mig sige et ondt ord om designet, selvom den lille særegne vogn i allerhøjeste grad skiller sig så meget ud, at man stort set ikke kan parkere nogen steder uden at tiltrække en interesseret fanskare. Og det er ikke kun fordi, at testbilen er skriggul. Det anderledes steampunkdesign ligner bare på ingen måde noget, man har set før, men er en afbalanceret blanding af gamle dyder, som det flade gulv ved forsæderne, de bløde morfarsæder og de træagtige paneler, og den nyeste nye teknologi som de digitale sidespejle, et fullsize digitalt instrumentbord og et spaceship-agtigt ydre med afrundede kanter, minimerede digitale sidespejle, indfældelige dørhåndtag og en flad front uden grill.

Faktisk er der en lille smule forlæns-baglæns over det ydre design, fordi for- og baglygter ikke bare er ens, de er også parallelt placerede i en sort ramme. Men det er det indvendige design, der for alvor gør mig blød i knæene. Som nævnt er der sæderne og “træpanelerne” (plastik), der sammen med uldstoffet og syningerne i dørene, giver mig fornemmelsen af at sætte mig ind i en hyggelig stue. Og så selvfølgelig også det lodrette instrumentbord med alle skærmene – ja selv bakspejlet er digitalt, men kan selvfølgelig slås over på også blot at være et almindeligt spejl. Bag rattet har jeg digital instrumentering efterfulgt af de to store farverige 12,3″ infotainmentskærme med navigation, bilinfo og små sjove overraskelser.

“Hvorfor står der akvarium,” spørger sønnen, og jeg når ikke at efterlade ham alene i bilen i fem minutter, før jeg kommer tilbage til svømmende fisk og grønne planter. Åh, manner, hvor er det fedt. Kan man leve uden? Sagtens, men vil man have det alligevel? You bet.

Aller yderst i begge sider sidder så billedet fra de digitale sidespejle, en teknologi, som jeg decideret ikke brød mig om på Audi e-Tron. Men på Honda e fungerer de faktisk helt, som de skal. Måske fordi billedet ikke vises fladt på dørkarmen, men i kørselsretningen som man er vant til, nu bare inde i kabinen i stedet for lidt længere ude.

Selvom jeg er langbenet, har jeg fint med plads bag det iøvrigt herligt store runde retro-agtige rat, og den rummelige fornemmelse forøges af den åbne plads foran midterkonsollen mellem forsæderne (med en hyggelig lille stoflomme til mobilen).

Af andre gode detaljer kan nævnes retro volumendrejeknappen, der stikker op af instrumentbordet og den flade midterkonsol med trykknapperne til automatgearet. Det passer bare sammen altsammen.

Hvad der er af rummelighed på forsæderne, finder man så ikke i resten af vognen, men her er da plads til to børn på sofabagsædet, som iøvrigt er nemt at komme til, fordi Honda e er udstyret med fire døre, og så kan man da have lidt hverdagsindkøb og et par skoletasker med i bagagerummet. Som egoistbil er det rigeligt, men som funktionel familiebil bliver det nok noget presset. Det skal i så fald være bil nummer to.

Dørhåndtagene til bagdørene sidder skjult i enden af vinduesrammen, hvorimod de som sagt springer ud af fordørene, så snart man låser op. Og som om det ikke er gadgetlækkert nok, så tænder vognen også samtidig, så jeg bare skal sætte mig ind og sætte i gang på Driveknappen (de første par gange får jeg naturligvis trykket sluk, fordi jeg vil trykke start). Det er komfort kogt ind til benet, men inden min begejstring tager for meget over, er der er dog en meget væsentlig faktor, som bringer mig ned på jorden igen: rækkevidden.

Honda e fås i to udgaver, den der blot hedder Honda e med 136 hestekræfter, og så denne her testbil Honda e Advance med 154 hestekræfter, lidt mere ekstraudstyr og en rækkevidde på op til 220 kilometer. Og faktisk er der ifølge vognen 240 kilometer på måleren, da jeg sætter mig ind, men turen hjem fra forhandleren i den anden ende af København går på motorvej rundt om byen, og det æder allerede 100 kilometer af rækkevidden. Nej, jeg kører ikke sparekørsel på motorvejen, og jeg kunne også bare være kørt på tværs af byen med 50 km/t, men det ændrer ikke ved, at jeg nok engang må konstatere, at elbiler ikke fungerer uden at man har sin egen ladeboks. Sætter jeg den direkte hjem i stikket, vil vognen jo have 240 friske kilometer klar til mig hver dag, og så meget kører jeg alligevel ikke i dagligdagen.

Og den lange tur til Jylland, Bornholm eller Sydfrankrig vil jeg alligevel stadig ikke tage i en elbil. Den slags skal man bruge en brændstofvogn til. Med mindre man selvfølgelig synes, det hyggeligere at slappe af og drikke kaffe på ladestationer i stedet for at komme hurtigt hjem til familien. For nok kan Honda e oplades ved en hurtiglader (det er IKKE dem ved supermarkedet) til 80 procent på omkring 35 min. men hjemme eller ved de almindelige offentlige ladestandere vil en fuld opladning typisk tage helt op til 11 timer. Men har man den wallboks derhjemme, er jeg altså stor og varm fortaler for de mindre batterier. For kører man alligevel mest ærindekørsler i byen, til skolen og til jobbet hver dag, er rækkevidden rigelig, og der er ingen grund til at sætte så stort et CO2 aftryk på miljøet, som et stort batteri allerede har sat, inden du får nøglen udleveret. Lille batteri = bedre for miljøet.

Med det på plads er Honda e en fornøjelse at køre i. Jeg elsker det simple ved blot at trykke D eller R i midterkonsollen for at køre forlæns eller baglæns, og køremodes til energibesparende programmer kan vælges på en vippeknap ved siden af. Da jeg er færdig med det friske tempo på motorvejen, slår jeg over i det mest energiopsamlende mode, så jeg kan komme længst muligt på den resterende strøm. Vognen bremser nu pænt meget op, når jeg slipper speederen, og sender energien herfra tilbage i batteriet. Det gør ikke bare rækkevidden holdbar, tilregnelig og sejlivet (og virker berolingende på rækkeviddeskræk), det gør det også muligt at køre og bremse via speederen alene.

Honda e er baghjultrukket, elmotoren ligger foran, og det er en stor fornøjelse at suse af sted i den velafbalancerede kække vogn, der klarer 0 – 100 km/t på 8,3 sekunder. Kabinen er desuden så behageligt støjdæmpet, at jeg irriteret må lukke vinduet, da en mand på motorcykel holder i tomgang ved siden af mig i krydset. Næh, den slags støj gider man da ikke have i sin hyggelige stue og velkørende stue.

Men stuen er ikke for alle. For Honda e kommer nemlig også med et pænt stort prisskilt på kr. 277.000,- og knap kr. 300.000,- for testbilen. Af samme grund kan jeg heller ikke opponere mod det sjove design. For Honda e minder mere om et luksus eksperiment end et forsøg på at belære omverdenen om, hvor god man er, når man kører grønt. Lad andre om at lave billige og mindre veldesignede elbiler til masserne. Denne her er for feinschmeckerne, som ikke nødvendigvis er engageret i at redde isbjørnene, men simpelthen bare ikke kan stå for originaliteten, der gennemsyrer den lille bil. Det afspejles i prisen, den manglende praktik og nuvel, designet. Og som sagt: har du din egen ladeboks, er 200 daglige kilometer rigeligt. Men har du ikke, er det unægtelig stadig noget rod og irriterende tidsspilde, at skulle postnummeret rundt for at shoppe og vente på rækkevidde, og så er elbiler, kort sagt, ikke noget for dig. Eller mig.

Author: Malene Raith

Share This Post On