Nyt gear til VW Polo

Foto Malene Raith

Det er tre år siden, at den nuværende generation Volkswagen Polo kom på gaden og et facelift må jo af samme grund unægtelig lure i horisonten. Men det er nu ikke derfor, at jeg har sat mig bag rattet på den her Polo i den friske blå farve. Vognen er nemlig stadig den samme, bare med nogle spændende nye muligheder under hjelmen og i stylingen. Nemlig en ny kraftigere benzinmotor, mulighed for automatisk dobbeltkoblingsgearkasse (DSG) og så kan du nu også iklæde din Polo et skarpt R-Line trim.

Første generation VW Polo kom på markedet i 1975, dengang der ikke var noget, der hed mikrobiler. Vognen var en praktisk lille billig Volkswagen, en såkaldt super mini med spartansk udstyr, som var fiks til daglige gøremål i byen eller en køretur til sommerhuset.

Sådan er det ikke mere. For mini er ikke bare blevet overgået af mikro som det mindste segment, Polo er også vokset stødt gennem generationerne, og den nu sjette er ingen undtagelse. Den blev lanceret herhjemme i 2017 og er knap 7 cm bredere og 8 cm længere end forgængeren

Akselafstanden er naturligvis også øget, hvilket gør, at Polo i dag, 45 år senere, er blevet så rummelig, at det nu er muligt også at tage mindst to passagerer med på bagsædet på den lange køretur. Som i en rigtig lille familiebil, og det har naturligvis også gjort Polo til en meget populær vogn herhjemme.

Nok er den blå Volkswagen altså ikke så lille længere, men den er ej heller spartansk udstyret, altså indenfor rimelighedens rammer, og det er de nye tiltag på testbilen med til at understrege.

Har man kørt Polo GTi ved man, at det er som at tage en underholdende tur i rutchebanen at bukke hjørner og fræse rundt i den friske bil, og tendensen til at Polo skulle være en “konebil” er for længst blevet sat til skamme. Derfor er det naturligvis også helt på sin plads nu at kunne style vognen i frisk R-Line udstyr med det diskrete R-Line på grillen, emblemerne på siden, kromdetaljer og labre 17″ fælge.

Trimmet ses også diskret i kabinen med kromlogo nederst på rattet foruden de hvide stikninger hist og pist. Midterkonsollen er præget af 8″ infotainmentskærmen med Apple CarPlay, P-sensorerne vises også her, så man kan parkere bumper-to-bumper, p-kamera kan tilkøbes for dem, der ikke kan finde på andet at bruge pengene til, og navigationen kan desuden sendes over i testbilens digitale instrumenter, så jeg ikke behøver dreje hovedet.

Kortet kan dog ikke vises på begge skærme på en gang, men nu er det her jo heller ikke en dyr Audi eller en Passat. At man overhovedet kan få det til vognen er fedt, netop fordi det her altså stadig er en VW Polo.

Men selvom jeg altid er glad for lidt skarp styling, så er det nu den friske 1.5 liters TSI motor med 150 hestekræfter, der løber med min opmærksomhed. For den gør unægtelig den lille vogn til en sjov oplevelse at bevæge sig rundt i både hverdagtrafikken og på de lidt længere ture. Den er hurtig på accelerationen og en lille smule hårdere i undervognen uden at det trækker fra i komforten. Tværtimod. Bevares, jeg er absolut fan af store komfortable flydere, men når jeg omvendt sætter mig bag rattet på en lille dynamisk opgraderet vogn, er den lidt strammere oplevelse præcis det, jeg forventer at få.

Polo 1,5 har desuden et nyt virkelig velfungerende og smooth 7-trins DSG-automatgear, og sammen med den friske motor gør det unægtelig vognen underholdende at åle sig gennem byen i eller lige runde et hurtigt hjørne. Men også på en længere tur på motorvejen er vognen behagelig, fordi den ved jævn fart slår to af cylindrene fra og derved ikke bare sparer brændstof, men også bliver behagelig støjsvag.

Derudover har testbilen køremodes som ekstraudstyr, som kan gøre den til en ekstra sporty oplevelse for feinsmeckerne, mens den adaptive fartpilot med “stop and go”, som gør den kedelige eftermiddagskø til en meget mere udholdelig hverdagslidelse, er standard med R-Line.

GTI fans vil nok ikke gå på kompromis, men alle andre, der kan lide en dynamisk lille familiebil, vil ikke blive skuffede. Jovist, man skal naturligvis lidt mere til lommerne, hvis man vil have fingrene i den nye Polo 1,5 TSI DSG R-Line, til gengæld får man altså også både friskere design, mere komfort og en rigtig sporty vogn, der forbedrer både den kedelige hverdag og sætter lidt mere gang i fritiden.

VW Polo 1,5 TSI DSG R-Line koster fra kr. 262.696,-

VW Polo koster fra kr. 170.000,-

Author: Malene Raith

Share This Post On