Opdateret charmetrold, Mazda2

Foto Malene Raith

Normalt er farven på en bil ikke noget, jeg plejer at beskæftige mig meget med. Det er jo en smagssag, og min mening er derfor ikke vanvittig relevant. Men altså … ingen regler uden undtagelser, og den er lige her: Mazdas røde speciallakering Soul Red Crystal. Den særlige farve leger nemlig med lys og skygge, hvilket får linjerne i designet til at stå markant frem på de rødmalede modeller, og det ser unægteligt bare pænt skarpt.

Og måske i særlig grad på den nye Mazda2, der ligner en sand lille bybombe, som den står og glitrer i solen foran mig. Naturligvis også godt hjulpet på vej af det nye facelift, som den populære hatchback lige har fået.

Mazda2 så dagens lys første gang i 2003, 2. generation kom allerede fire år efter, men herefter skulle vi faktisk helt frem til 2015, før 3. generation stod klar. Den havde til gengæld nu fået Mazdas nye såkaldte “Kodo” design, og det var noget danskerne kunne lide. Nu er vi jo generelt glade for små biler i det her land, og den lille skarpe minibil blev da også Mazdas bedst sælgende model herhjemme. Og med fem år på bagen er det altså blevet tid til en opgradering.

Siden 2015 er Kodo filosofien nemlig blevet videreudviklet, og hvor det før var naturens linjer, er det nu klassisk japansk æstetik, der er inspirationen. “Less is more,” hedder det sig og handler om at trække fra i stedet for at tilføre, for på den måde ende med helt rene og enkle linjer. Og det ses særligt på fronten af den nye Mazda2.

Her er grillen blevet større med sort “hønsenet”, positionslysene er fjernet fra den forenklede kofanger, og LED-forlygterne er helt runde, smallere og smukt understreget af den store kromliste. Bagenden er ligeledes ryddet for overflødige detaljer, glattet ud og naturligvis også tildelt nye LED-baglygter. Ikke voldsomt meget, men absolut virkningsfuldt.

Kabinen har aldrig været et rod i en Mazda, og den ligner da også sig selv til forveksling med de integrerede luftdyser, det sorte instrumentbord i fine materialer og infotainmentskærmen under forruden. Forenklet og overskueligt med den velkendte drejeknap til styring af skærmen i midterkonsollen. Både sæder og rat nye, foruden muligheden Apple CarPlay (fra SKY versionen).

Her er også kommet bakkamera, baksensorer, der registrerer trafik bag bilen, og en behagelig vognbaneassistent, og selvom det nævnte ikke er standard, er Mazda2 veludrustet som udgangspunkt med fartpilot, nøglefri start og en opgraderet automatisk nødbremse, der kan se fodgængere.

Og så har den observante læser (med falkeblik) måske også lagt mærke til noget anderledes ved gearknoppen.

Mazda2 har nemlig fået ny gearkasse og nu fået seks manuelle trin, automatgear behøver man ikke længere at overveje, for det er ikke muligt, og man skal ej heller lægge hovedet i blød for at vælge motor. Den kække hatchback fås nemlig nu kun med en 1.5 liters Skyactiv mildhybrid benzinmotor med 90 hestekræfter. Mildhybrid betyder jo, at den er udstyret med et lille batteri, som opsamler overskydende energi fra kørsel og opbremsning, der bruges på at assistere motoren. Man kan ikke køre på ren el i en mildhybrid, men det giver naturligvis en bedre brændstoføkonomi, og frygt ej. Det er ikke på trods af friskheden.

For Mazda2 kører på en gang absolut både kækt og komfortabelt. Siddepositionen tager udgangpunkt i Mazdas “hest og rytter” filosofi, for en sådan har de også, og for ikke at køre for længe ud af den tråd, kan jeg kort sige, at 185 cm sidder rigtig godt placeret bag rattet. Motoren har masser af moment til at lave en hurtig overhaling i byen, og så er jeg fan af Mazdas korte gearstang og nemme manuelle gear. Dog erfarer jeg hurtigt, at jeg ikke skal sætte i det “nye” sjette gear lige med det samme, da det først har rigtigt fat ved højere hastigheder. Som i: udenfor byen på motorvejen, hvor det til gengæld er perfekt at cruise med en rolig motor.

Mazda2 er som sagt en minibil, altså nummeret større end en mikrobil med mere plads til ben på bagsædet og hverdagsindkøb i bagagerummet, og det gør den naturligvis til en oplagt hverdagsbil for den lille familie.

Man er venner med den fra starten, fordi den er intuitiv og let kørt, der er ikke meget fikumdik (det ord bruges slet ikke nok), bare smukt design og komfortabel kørsel. Og nuvel, så er der jo altså også lige den speciallak der … som får vognen til at stå ud i trafikken, og gør mig glad, hver gang jeg kigger på den.

Mazda2 koster fra kr. 159.000,-

Soul Red Crystal speciallak koster kr. 7.000,-

 

 

 

Author: Malene Raith

Share This Post On