Fin lille SUV til det hele, Skoda Kamiq

Foto: Malene Raith

Det var faktisk min kollega, der gjorde mig opmærksom på det, inden jeg overhovedet havde fået udleveret nøglerne til den røde vogn. Derfor skal jeg ikke kunne sige, om jeg selv ville have bemærket det, eller om jeg bare ville have levet lykkeligt videre med illusionen intakt.

Til gengæld ved jeg, at det ikke ændrer på min tilfredshed over følelsen bag både rattet og i kabinen på den nye lille kompakte SUV, Skoda Kamiq.

Hvad det er, jeg pludselig lægger mærke til, vender jeg tilbage til. For i 2016 skete der for alvor noget skelsættende hos Skoda (og nuvel, alle de andre bilmærker i Volkswagen Group), da den første ud af tre nye SUV’er blev sendt på gaden: nemlig den største bukkebruse, bjørnen Skoda Kodiaq. Med vilje hopper jeg let og elegant over Skodas egentlige første SUV-forsøg, den lidt aparte afskyelige snemand Skoda Yeti fra 2009. Lad os sige det sådan: det nok var meget godt, at de begyndte forfra med nyt design på de efterfølgende tre nye SUV’er. Yetis størrelsesmæssige efterfølger blev den mellemste bror Karoq, der fulgte efter i 2017, hvis navn er inspireret af Kodiak-øhavets indianske befolkning og en historie om pil, bil og sammentrækninger af ord (som måske nok i sidste ende mest er af smilebåndet).

Mindste medlem af den tjekkiske treenighed, som jeg nu har sat mig ind i, blev så introduceret i 2019 og kom på det danske marked i begyndelsen af 2020. Skoda Kamiq er en miniSUV i Polo-størrelse (eller rettere i VW T-Cross størrelse, der så er baseret på en VW Polo) og opkaldt efter grønlandsk sko. Som vist nok passer til enhver lejlighed … eller noget. Hmm, nogen trænger vist til nyt blod i marketingafdelingen.

Budskabet er selvfølgelig, at Kamiq er en fin lille familie “all rounder,” og det kan jeg med det samme afsløre, at det er den så absolut. Designet er roligt afbalanceret med de nye Skodafeatures såsom de smalle LED-forlygter, den brede mørke grill og Škoda på bagenden i stedet for logo, som får vognen til at fremstå som en velskabt storby SUV.

Og den slags er jeg tilhænger af. For ud over at det er nemt at komme ud og ind af bilen, som også gør adgangen til bagsæderne og eventuelle børn deromme mere uproblematisk, er jeg også glad for at sidde forholdsvis højt bag rattet i en rummelig kabine. Der i denne her version, er udstyret med en cool digital instrumentering og 9,2″ stort infotainmentsystem med bakkamera og navigation. Nok er det ekstraudstyr, men det i høj grad værd at overveje, da det unægtelig lige bringer Kamiq et trin op ad skalaen. Her er hård plast hist og pist, men ud over at det på sin vis er helt acceptabelt i denne her type vogn, der jo trods alt skal bruges til “aktiv livsstil,” er det ikke noget man lægger mærke til i den nydelige og velindrettede kabine.

Jeg har dog en enkelt anke. For nuvel, nok er min iPhone er ikke spritny, den har faktisk snart tre år på bagen, men det gør, at den hverken oplades med den trådløse oplader foran midterkonsollen eller med de nye små USB-C stik, som er alternativet. En lækker feature for gadgetfreaks, irriterende for os, der er lidt bagud.Men det er altså også det eneste jeg kan sætte fingeren på. Overhovedet.

Og så er her selvfølgelig også de sjove praktiske Skodakendetegn såsom paraplyen i døren og isskraberen i benzindækslet.

Sønnen sidder med god plads til benene på bagsædet og kan sagtens have to kammerater med deromme, og bagagerummet har ud over indkøbene også fin plads til fodboldtøjet og skoletaskerne (400 liter). Vi vælger dog i stedet at sætte vores weekendkufferter ind i stedet og tage et smut til Sverige.

For nok er Kamiq en såkaldt citySUV, altså ikke vogn med firhjulstræk eller andre specielle terrængående evner, men blot en rummelig vogn til folk i byen, der kan lide at sidde højt, hvilket gør den både nem og overskuelig at manøvrere rundt i bytrafikken. Men faktisk er den også rigtig god på længere stræk. Kamiq er nemlig dejlig støjdæmpet, kører stabilt med en vognbaneassist, der er diskret og behagelig, og med den adaptive cruisecontrol slået til er det en fornøjelse, at køre på langtur på motorvejen. Nu er det så også den store 1.5 liters benzinmotor med 150 hestekræfter som ligger under hjelmen, og det giver selvfølgelig lidt ekstra kraft, hvis jeg lige vil lave en hurtig overhaling, og det velfungerende 7-trins DSG automatgear opper selvfølgelig også komforten. Nuvel, bilen kan så også lave lidt hjulspind på stedet, hvis jeg er lidt for ivrig på gassen, når jeg vil først over lyskrydset, men det lever jeg med.

Skoda Kamiq er en velskabt lille familie SUV til dem, der kan lide det praktiske, men også sporty/aktive image, der følger med at køre rundt i en sådan. Den ser skarp ud og kører godt, og derfor kan jeg mest bare trække på skuldrene, da jeg får øje på det. At Kamiq egentlig ikke rager meget højere op eller fylder enormt meget mere i indkørslen end min mikrobil. Altså jo, den er naturligvis større, men slet ikke så stor, som jeg selv føler, at det flotte vogntøj er, når jeg sidder bag rattet. Måske er det forhøjede sæde og formen med til at give mig en illusion af noget større, men hey, det er vel fint nok. Og kan da derfor heller ikke ødelægge min tilfredshed over den fine nye Kamiq, som faktisk passer fornemt til enhver lejlighed i hverdagen.

Author: Malene Raith

Share This Post On