Tilbage til rødderne, ny Citroën C4 hatchback

Citroën har i de senere år langsomt bevæget sig tilbage mod de gode gamle rødder fra 1970-80’erne, hvor CX’eren var stjernemodellen over dem alle, men nu har de så taget et større skridt i samme retning med afsløringen af deres helt nye Citroën C4 hatchback.

“Citroën at its best”, kalder de det selv, og når man selv er vokset op med bl.a. CX Pallas og CX GTi Turbo, er det svært at være uenig. Først blev den karakteristiske undervogn genindført i moderne udgave med de såkaldte progressive hydrauliske puder i støddæmperne, som gør vognene utroligt behagelige og komfortable at køre, og nu får den nye C4 hatchback så også flere af de kendetegnende aerodynamiske former tilbage i sit design.

For naturligvis skal C4 ikke bare blende ind og ligne de andre. En Citroën skal stå ud med sit helt eget særpræg, det blev cementeret med C4 Cactus, og have sin helt egen let genkendelige profil i trafikken, det gælder naturligvis også for den nye C4.

Kendere vil kunne se det flydende CX design i den nye vogn med det lange dynamiske karosseri og smalle taglinje, men den har også fået det for øjeblikket så populære SUV udtryk med skærme over hjulkasserne, en smule frihøjde og store hjul samt en lille hilsen til de nyere modeller med et lille air bump i den brede plastikkant langs siden. Og så er der naturligvis lygtesignaturen.

De skarpe smalle LED-forlygter giver ikke bare C4 et unikt udtryk og leger lidt med logoets chevron, de er også begge en elegant lysende forlængelse af de dobbelte krombarer på grillen.

Samme effekt ses på bagenden, hvor lyset desuden strækkes om hjørnet og lidt hen ad siden.

Komfort er som sagt i højsædet, når man snakker Citroën, og C4 får derfor bløde sofasæder skabt af et særligt skum, som lukker sig beskyttende om en, og rummelighedsfornemmelsen uppes af det smalle instrumentbord med rene flader og detaljer i krom og high gloss samt en 10″ HD touchskærm.

Her er masser af lys med panorama soltag og en ny supersmart skuffe til apparater såsom iPads, som man kan placere dem på eller bare gemme dem nede i.

C4 får naturligvis også al den nyeste selvkørende teknologi og ikke mindst: frit valg af drivlinjerne benzin, diesel og fuldt elektrisk.

Sidstnævnte, den såkaldte ë-C4, skulle ifølge Citroën blive en ekstra komfortabel oplevelse at bevæge sig gennem trafikken i med sin lydløse elektriske kørsel, den har 136 hestekræfter, en WLTP rækkevidde på 350 kilometer samt mulighed for at kunne lade ved lynladere, og derved være i stand til at få 100 kilometer på batteriet på 10 minutter. Den elektriske vogn får nogle lidt anderledes aerodynamiske fælge samt blå detaljer på kofangerne.

Motorprogrammet på den almindelige C4 hatchback tillige med priserne er endnu ikke afsløret.

Den nye C4 hatchback forventes på asfalt ved udgangen af 2020.

Author: Malene Raith

Share This Post On