Nissans dristige dreng er blevet voksen

Foto Malene Raith

“Jeg synes faktisk, at den er blevet pænere med de nye forlygter,” er der en kollega, der forsigtigt påpeger ved kaffepausen, og jeg nikker både kage- og samtykkende. Helt enig.

Nissan Juke er jo ellers en vogn, der i høj grad har opdelt folk i for og imod, men med den nye anden generation er jeg ret overbevist om, at piben får en anden lyd. For selvom Nissans dristige dreng stadig er markant og sin helt egen, er designet nu blevet meget mere harmonisk, velafbalanceret og modent.

Meget kan man sige om Nissan Juke, men det er ikke en vogn, der går ubemærket hen. Den lille særegne crossover har siden den satte hjul på asfalten for første gang i 2010 fået enten de bedste eller værste følelser frem i folk, men overset er den aldrig blevet. Dels på grund af sit markante design, men faktisk også fordi modeltypen dengang ikke var samme hverdagskost, som det er i dag.

Ifølge Nissan skabte de nemlig med Juke den første vogn i det lille crossover segment, der ifølge Nissan sidenhen er vokset med hele 24 konkurrenter. Ti år og en million solgte eksemplarer i Europa senere, er tiden nu altså inde til et generationsskifte.

Og det er naturligvis derfor, at jeg befinder mig i et vinterpræget Spanien, lidt udenfor Barcelona, hvor Nissan har inviteret til international testkørsel af anden generation Juke mellem oliventræer og falmede vinmarker.

Taler man Juke, taler man naturligvis først og fremmest design, og heldigvis er markante kendetegn bevaret på den nye kompakte crossover, såsom den coupélignende taglinje og de voluminøse former, men fronten er ny. Og det klæder den. De markante runde lygter er blandt andet blevet større med ny tjekket lyssignatur, forlygterne ovenover er blevet til smalle LED-striber, der smukt glider over i den brede kromkant og sammen med store grill gør det unægtelig den nye Juke mere stram og mindre rodet at se på. Og de store beskyttelseskanter over hjulkasserne og 19” fælgene, ikke bare ser godt ud, de er prikken over i’et, der gør designet harmonisk.

Nissan Juke er bygget på samme platform som fætrene Renault Clio og Captur, og blevet en lille smule bredere end forgængeren, noget længere, en lille bitte smule højere, men måske vigtigst, er akselafstanden væsentligt forøget. Og det kommer som bekendt rummeligheden til gode.

I kabinen er der derfor ikke bare kommet mere plads på bagsædet, der er også kommet hele 20 procent mere plads i bagagerummet. Instrumentbordet er blevet forkælet med blødere materialer og flere funktioner har nu fået en fysisk knap i stedet for en digital, så det er mere intuitivt og lettere at finde dem i hverdagen. Sikkerhedssystemerne har også fået en ordentlig opgradering, så man nu kan få features såsom skiltegenkendelse, trafik bag vognen advarsel og Nissans adaptive fartpilotsystem: ProPilot.

Såkaldt connectivity er også vigtigt for Nissan, og det er derfor nu muligt at være online via abonnement i sin Juke samt være forbundet til sin bil via en app, der kan låse den op eller tænde lyset på en mørk parkeringsplads, foruden fortælle, hvor bilen holder parkeret, hvad dæktrykket er, og hvor meget der er tilbage på tanken.

Og selvfølgelig er det da også stadig muligt at style sin Juke i forskellige to-toners farvekombinationer på karosseri, tag, spejle og interiør, omend nu dog i begrænset omfang. Belært af Nissan Micra, hvor stylingseventyret tog en lille smule overhånd, er det derfor nu “kun” muligt at vælge imellem 20 farvekombinationer.

Motorprogrammet er drønnemt. For der er ind til videre kun en motor, en 3 cylindret 1.0 liters benzinmotor med 117 hestekræfter og enten 6 manuelle gear eller en 7-trins DCT (dobbeltkoblings) gearkasse. I forhold til forgængeren gør det, ifølge Nissan, den nye Juke ikke bare 15 procent hurtigere og klarer 0 – 100 på 10,4 sekunder, men nedsætter også Co2 udledningen med 30 procent.

Jeg sætter mig først bag rattet på udgaven med det nye DCT- automatgear, og det fungerer som udgangspunkt mægtig fint, som vi kører ud af Barcelonas forstæder og ud i stangtrafikken på motorvejen. Undervejs afprøver vi ikke bare det adaptive ProPilot system ved at trykke på den grønne knap på rattet, så vognen selv holder afstand til forankørende og holder sig mellem linjere, vi tester også lige Bosehøjttalerne i nakkestøtterne, som nemlig nu også fås til passagersædet. Begge dele er godkendt.

Bilen er udstyret med køreprogrammerne Eco, Standard og Sport, og det er unægtelig rart at styretøj og speederrespons strammer lidt til i sidstnævnte. Den nye Juke er blevet lidt stivere, hvilket man mærker, som vi kommer ud på de snoede veje i bjergene. Her ligger Juke behageligt i svingene, til gengæld begynder automatgearet at drille mig lidt ved enten at skifte for sent op eller ned. Vognen er, som noget nyt, udstyret med paddleshift på rattet, så jeg selv kan vælge gearet, men selv her, synes jeg, at skiftene går for langsomt.

Så fungerer de seks manuelle gear altså meget bedre for mig. De glider nemt, smooth og giver en lidt mere kontant dynamisk oplevelse, hvor automatgearet mere er til tilbagelænet cruising. Om man er til det ene eller det andet er naturligvis en smagssag, men Nissan forventer dog selv, at de fleste vil vælge deres Juke med automatgear (til kr. 18.000,- ekstra). For det er trods alt en urban crossover det her, storbyjunglen er dens domæne, og her er det unægtelig rarest at køre i køerne og mellem lyskrydsene i ro og mag uden hele tiden at skulle skifte gear.

Og selvom den nye Nissan Juke er blevet strammet grundigt op i designet, har den stadig kant og sit eget look, men bare på en mere velafbalanceret og måske også selvsikker måde nu. Og det synes jeg unægtelig klæder den nye kompakte crossover fra Nissan tillige med de behagelige køreegenskaber og cool nye teknologi.

Nissan Juke koster fra kr. 201.590,-

Author: Malene Raith

Share This Post On