Når BMW bliver X3M

Foto Malene Raith

Stor bidsk front, sort grill og svulstige luftindtag. Jeg indrømmer blankt, at jeg kan lide, hvad jeg ser fra start, også selvom SUV’en foran mig egentlig ikke flager med, hvor voldsom en køremaskine den rent faktisk er. Men det ændrer sig så, lige så snart jeg sætter sig bag rattet på den luksuriøse BMW X3 M og trykker start.

I forhold til det bøffede omend stadig konservative ydre er både kabine og lydbillede nemlig anderledes indiskret. Præcis som jeg forventer og elsker det ved BMWs M- modeller. Men der er også noget andet, som jeg normalt værdsætter ved de suveræne sportsvogne fra BMW, der måske ikke helt spiller så godt for mig.

M modellerne er som bekendt BMWs ubestridte overklasse. Flagskibene, som naturligvis bygges i sin helt egen eksklusive afdeling, langt væk fra bilerne til masserne. M står, som du nok ved, for Motorsport, og den slags tager man ikke let på hos BMW. Dynamik har altid været det bayerske bilmærkes kernekompetance, og jeg står stadig ved min påstand om, at jeg bag rattet vil kunne genkende en BMW med bind for øjnene. Og det gør jo altså en M-model til noget nær den ultimative sportsvognoplevelse.

BMW X3 er en mellemklasse SUV med plads til hele familien, som kom til verden i 2003. Den er, ikke overraskende, bygget på samme platform som BMW 3-serien, og det er nu 3. generation, som har fået en specialiseret M-behandling. Som sagt ser BMW X3 M noget bister ud, men man skal alligevel være kender for at bemærke M-signaturerne såsom den sorte grill, de elegante 21″ alufælge, de fire flabede udstødningsrør samt det diskrete stribede M-logo på front, side og bagsmæk. Helt og aldeles underspillet. Hvilket jeg så ikke kan sige om kabinen.

Herinde skorter det nemlig ikke på lækkert gear, kulfiberdetaljer og dynamiske referencer. De blå og røde farver fra M-logoet går igen på stikningerne på midterkonsol, instrumentbord og det helt fantastiske tykke rat i fed læder. Her finder man også de klassiske røde M1 og M2 præferenceknapper, som kan indstille køregenskaberne til to individuelle kørestile. Kørestil- og modes vender jeg tilbage til, for mens jeg er ved det rat, vil jeg naturligvis fluks skamrose BMWs nemme og intuitive adaptive fartpilot. Det kan flere premiumvogne lære af. Ingen nævnt, ingen glemt.

Et tryk på den lille knap i venstre side af rattet, så er den sat. Bum. Med et nyt tryk starter også vognbaneassistenten, og så kan jeg bare læne mig tilbage og nyde kørslen. Evt. afstand til forankørende ændres på en knap nedenunder og en lille vippeknap kan sætte farten yderligere op eller ned. Sådan bør alle selvkørende systemer være.

Ud over at jeg på de røde knapper på rattet kan lynindstille mine personlige kørepreferencer, kan jeg sætte rat og undervogn i Comfort, Sport og Sport+ via klikknapperne i midterkonsollen, samt vælge køremodes fra Efficient over Sport til Sport+.

Den nye avancerede gearknop til den automatiske 8-trins M Steptronic gearkasse er et kapitel for sig. Umiddelbart er jeg tilfreds, fordi jeg nemt kan sætte i Drive uden at skulle i Neutral først, men senere erfarer jeg, at jeg så bare i stedet kommer til at sætte den fast i Neutral, når jeg skal bakke. Men flot ser gearskifteren unægtelig ud og på toppen kan jeg iøvrigt styre omdrejningerne med et tryk på en knap, så jeg lige kan lave en hurtig overhaling på motorvejen. Hvis man har lyst. Jeg mangler nu aldrig moment, ej heller når jeg kører i Efficiency-mode.

Jeg sidder meget komfortabelt i det behageligt omsluttende sportssæde, og heroppe bag rattet forekommer vognen unægtelig mere voluminøs, end den syner udefra. Det kan godt være, at det er en mellemklasse SUV det her, men den høje siddeposition og den behagelige udsigt over trafikken, får mig faktisk til at føle, at det er en lagt større model, jeg befinder mig i.

BMW X3 M er udstyret med en seks cylindret 3 liters benzinmotor med 480 hestekræfter, der kan trække vognen fra 0 – 100 km/t på blot 4,2 sekunder. Jep, der er smæk for skillingen, og selvom jeg altid vil savne V8-lyd i en hurtig bil, så brummer X3 M alligevel bistert, når jeg lige giver den lidt at leve af. Samtidig er det intet problem af køre bilen fornuftigt i byen. Jeg kan nemlig bare skifte køremode, så den ikke behøver være hurtig på aftrækkeren hele tiden. Lyden kan også dæmpes en lille smule ved at trykke sportsudstødning fra, men rumle gør den hele tiden. Kabinen er dog så godt støjisoleret, at jeg for alvor først bemærker, hvor meget udstødningen i virkeligheden larmer, da jeg åbner vinduet. Ikke overdrevet, bare dynamisk og vredt. Til gengæld generer noget andet mig, som jeg normalt er ok med i sportsvogne.

Det kan godt være det mørke vintervejr, som gør mig ekstra touchy, men jeg synes, at undervognen er for hård. Rolig, jeg ved godt, at alt er sportsoptimeret i en M-model, at det er hele ideen med den, og på en sedan kan man da også langt lettere tolerere det. Der er siddepositionen nemlig mere tilbagelænet, når man flyver af sted med bagdelen tæt på asfalten. Men heroppe på tronen i SUV’en forplanter bump sig op ad rygsøjlen til hovedet, fordi jeg sidder mere ret op og ned. En forventelig adfærd i Sport og Sport+ måske, men i længden irriterende i Comfort mode. For jeg kan faktisk ikke mærke forskel på, om undervognen er sat i det ene eller det andet mode. Den er bare stenhård hele tiden, og de drøn, det giver, når jeg kører hen over ujævnheder i asfalten eller skal passere over en cykelsti ind på en vej, er lidt trættende. Når nu resten af X3 M så glimrende kan nedtones og bruges i byen, ville det være at foretrække, at Comfort faktisk var lige præcis det. Men igen måske er det bare mig, der er sensitiv, og måske vil M entusiasterne slet ikke lægge mærke til det. For det er trods alt de eminente dynamiske køreegenskaber, der er i centrum.

Nok bliver jeg heller aldrig fan af automatisk start/stop funktion (og det gælder alle biler generelt), som nok kan slås fra, men altid tænder igen, til gengæld er jeg anderledes tilfreds med, at sportsudstødningen gør det samme. Slås til som udgangspunkt. Hæh, fedt. For det er som sagt jo ikke en hvilken som helst bil det her.

Jovist er her masser af plads til både hoved og knæ på bagsædet, men det får du altså også i en helt almindelig X3 uden M. Så nej, man køber naturligvis ikke en M-model for at dække et praktisk behov, men fordi man bevidst går efter den ypperligste topmodel. Et sublimt stykke håndværk til feinschmeckerne, der værdsætter den underspillede overlegenhed, den eksklusive kabine og nuvel, hårde undervogn.

BMW X3 M koster kr. 1.636.778,-

BMW X3 koster fra kr. 645.660,-

Author: Malene Raith

Share This Post On