Hævneren fra Tjekkiet, Skoda Kodiaq RS

Foto Malene Raith

Det var engang helt utænkeligt. At jeg nogensinde skulle komme til at kigge beundrende på en bil fra et østland. Nuvel, jeg var meget ung under den kolde krig, men tilhørte altså alligevel dem, der hellere ville have et atommissil i min baghave end en russer i mit køkken. Som man sagde dengang under Reagan. Østblokken var fjenden og bilerne derfra temmelig elendige. Og det er ikke en overdrivelse.

Heldigvis er der løbet rigtig meget vand under broen siden 1980’erne, årtusindet er et andet og grænserne blevet rykket. I både bogstavelig og overført betydning. Det er nu efterhånden 20 år siden, at det tjekkiske mærke fik holdbare motorer, da det kom på Volkswagen Groups hænder, og i dag står jeg så og oprigtigt nyder synet af en Skoda: den beasty og hurtige Skoda Kodiaq RS.

Ja, ja, jeg er selvfølgelig en gammel hund, der er alt for længe om at lære nye tricks, men jeg observerer nu alligevel adskillige andre mennesker, der ser ud til at få samme “aha oplevelse” som jeg, da de ser den skarpe blå vogn. Flere skal lige hen forbi og se, hvad det egentligt er for en bandit, der står og troner på parkeringspladsen og hånden på hjertet, så er det jo normalt ikke lige det, man oplever mest af, når man kører Skoda.

Men spørger du mig, fik Skoda fat i den lange ende designmæssigt, da de bevægede sig ind i SUV segmentet. Det skete helt nøjagtig i 2016, hvor vognen, som jeg befinder mig i, den første og største af deres nuværende SUV’er, Kodiaq, blev lanceret. En rummelig mellemstørrelse SUV med plads til en tredje sæderække skabt på Volkswagens MQB-platform, som den deler med både VW Tiguan og Seats flagskip Terraco, opkaldt efter en stor canadisk bjørn fra et område af samme navn: Kodiak.

SUV’en er selvsagt Skodas største model, men udgaven, som jeg befinder mig i, udmærker sig desuden ved at være topmodellen og den både dyreste og hurtigste Skoda ever. For der står RS på bagenden af vognen, og det betyder ikke bare skarpere design, men også permanent firehjulstræk og en 2 liters dieselmotor med 240 hestekræfter under motorhjelmen.

Og det er unægtelig en positiv oplevelse at vække den grumpy firecylindrede bjørn og brumme af sted ned ad gaden. Sportslyden skabes mekanisk i de store afgangsrør på bagenden og virker bare ekstra fed, fordi det så absolut ikke er en lyd, jeg nogensinde har forbundet med Skoda. Før nu. Men Kodiaq RS er ikke bare lyd alene, topmodellen har også køreegenskaber, som jeg kender dem fra de andre sportslige modeller fra den tyske ejer.

Jo, jo, jeg bliver altid træt, når Skodaejere påstår, at det i virkeligheden er en Volkswagen, de kører rundt i. For det er det ikke, og der har altid været billig plast, kedeligere design og andre punkter, som har retfærdiggjort det billigere prisskilt på det tjekkiske emblem. Men Skoda Kodiaq RS er en anden snak, nuvel, også med hensyn til prisskiltet, men det vender jeg tilbage til.

Ud over det kantede bistre design, 20″ alufælge og den aggressive motorlyd, har Kodiaq RS en super rummelig kabine med blandt andet komfortable alcantara sportssæder med røde stikninger, multifunktionssportsrat i læder, et elegant digitalt cockpit, ambientbelysning og USB stik til bagsæderne. Med andre ord, det ser brandgodt ud. Og så er traditionelle Skodadyder, såsom isskraber i brændstofdækslet, paraplyholder i døren og praktiske løsninger i bagagerummet, naturligvis stadig bibeholdt.

Jeg forbinder diesel med lange køreture, så derfor beslutter jeg at tage Kodiaq RS med på en smuttur fra København til Jylland. Ikke at det her er en oplagt pendlerbil. I hvert fald ikke, hvis man gerne vil køre brændstoføkonomisk.

Store biler med store hurtige motorer er jo i sagens natur meget tørstige, 12,7 kilometer på literen kører denne her officielt, men ikke med mig bag rattet. For det er jo en hurtig tjekkisk fætter det her, der klarer 0 – 100 på 6,9 sekunder med en topfart på 220 km/t, og det er en fornøjelse, at brøle gennem de syv trin i automatgearkassen ud ad motorvejen og gennem svingene på landevejen. Kodiaq RS er nem at tæmme med et præcist styretøj, en solid placering på asfalten og en nok stram, men aldrig ukomfortabel undervogn.

Jeg kun en eneste anke, som jeg for alvor lægger mærke til på min tur tværs hen over landet. For uanset hvilket køremode jeg sætter i, kan jeg ikke få bjørnen til at dæmpe sig, og efter et par timers kørsel er jeg så småt ved at blive bims af den konstante brummen. Jovist, skal en dynamisk RS model da have fed lyd, og det har Kodiaq så absolut også. Men jeg mangler en knap, der kan sende bjørnen i hi, når jeg bare vil cruise. Sæderne, komforten og køreegenskaberne er nemlig perfekte til den slags i timer, og med den megen plads kan man sågar tage hele familien med.

Og så var der prisskiltet. Startprisen på Kadiaq RS hedder kr. 665.000,- og den lægger nok lidt afstand til Skodas kernekunde. Til gengæld appellerer vognen til sådan en som mig. Ikke fordi, jeg har råd til den, men fordi at en Skoda af denne kaliber unægtelig er med til at brande det tjekkiske mærke, tage livet af de sidste sejlivede fordomme, og bringe et beundrende smil frem hos skeptikerne, der engang ville have svoret, at det ikke kunne ske.

Author: Malene Raith

Share This Post On