Solen skinner på de voldsomt rige, Bentley Bacalar

Måske kunne du godt tænke dig at spare sammen til den, for flot ser den jo ud. Men selv hvis din far hedder Jeff og engang startede en boghandel på nettet, vil du stadig ikke kunne få fingre i den specialbyggede nye Bentley. For de 12 udgaver af den nye eksklusive topløse Bentley Bacalar er faktisk allerede i følge rygtet solgt på forhånd, og det endda inden de overhovedet er blevet bygget.

Bentley Bacalar er specieltdesignet hele vejen igennem fra det særlige Flying B logo i bronze på fronten til den særlig Bacalar grafik på bagenden, og kun dørhåndtagene stammer fra en eksisterende vogn, nemlig Bentley Continental (nemmere nøglefri adgang).

Og ja, Bacalar er ægte topløs, som i at den intet tag har, og så har luksus solskinscruiseren naturligvis også kun plads til to i kabinen.

Der er super sjældent bæredygtigt “riverwood” på instrumentbordet, skabt af 5000 år gammelt træ fundet i tørvemoser, søer og floder i East Anglia, England.

Sæder og hovedstøtter er lavet af naturlig uldstof, mens de tykke Wilton vævede tæpper er lavet af ren uld.

Under hjelmen gemmer Bacalar på en 6.0 liters W12 twin turbo motor med 650 hestekræfter, som sammen med den 8-trins automatiske dobbeltkoblingsgearkasse får den store flyder på de imponerende 22″ fælge til at rykke fra 0 til 100 km/t på 3,5 sekunder – med en topfart på 322 km/t.

Prisen på Bentley Bacalar er vanvittige 1.5 millioner pund, som du så kan gange med dagens kurs på kr. 8.57, og efterfølgende forsøge ikke at besvime ved tanken om den danske skat der skal oven i. Men hey, så følger der naturligvis også et matchende kuffertsæt med vognen.

Author: Malene Raith

Share This Post On