Foto Malene Raith
Det er Aston Martins første af slagsen, som netop sat fire hjul på dansk jord, da der var Danmarkspremiere på den nye store direkte konkurrent til Bentley Bentayga og Lamborghini Urus: Aston Martin DBX.
Vi er kommet langt siden Porsche brød med de slaviske sportsvognstraditioner og byggede deres første SUV, Cayenne, i 2002 med ramaskrig til følge fra de fleste motorjournalister. Kunderne derimod tog hurtigt den store sporty firehjulstrækker til sig, og de senere år er selv supersportsvognsfabrikanterne begyndt at bygge de lynhurtige, men samtidig meget mere brugbare superSUVer. Og det har faktisk vist sig så god en forretning, at der ifølge rygtet sågar skulle være en SUV på vej fra Koenigsegg.
Aston Martin, der har bygget eksklusive baghjulstrukne sportsvogne i 107 år, er naturligvis af samme grund med på vognen og har brudt traditionen med lanceringen af deres første vogn nogensinde med firehjulstræk, den brutale SUV: DBX.
Den nye super SUV, der bygges i Wales, har en 4-liters V8 twin-turbo Daimlermotor med 550 hestekræfter, der kan trække den store vogn fra 0 – 100 på 4,5 sekunder og en topfart lige under 300 km/t.
Designet er umiskendeligt Aston Martin på fronten, der er udstyret med det til dato største logo på en Aston Martin, rammeløse coupéagtige døre og en Vantage inspireret bagende. Mindre synlig er den effektive luftundervogn i syv niveauer til alt fra Sport+ kørsel til off road, alverdens sikkerheds- og køreassistentprogrammer og nuvel, et to meter langt panorama soltag.
Aston Martin har selv luftet muligheden for en kommende V12’er, men den ligger i så fald ude i en udefineret fremtid.
Skulle du være fristet, er det sådan set bare om at skrive checken ud på et beløb, der starter på kr. 3.710.000,-