Drop ladeboksen og kør trådløst på brint, Hyundai Nexo

Foto Malene Raith

“Åårgh, wow, det er den flotteste bil nogensinde! Sådan en jeg vil have, når jeg bliver voksen!” Udbryder min søn begejstret, som han sætter sig ind på passagersædet. Og nej, det er ikke fordi den gyldne Hyundai Nexo er en brintbil, eller fordi den kører lydløst på strøm. Det er noget ganske andet, der fluks sender ham op i det røde felt af glæde, men lige på det punkt, deler jeg ikke helt hans entusiasme. Det gør jeg til gengæld på rigtig mange andre punkter.

For jeg bliver mere og mere glad for brintbiler, for hver gang jeg kører en. For det er ikke bare en elbil, der giver god mening, det er også den, som vil være mest tilgængelig for alle uanset kørselsbehov og bopæl. Når altså de logistiske problemer en dag er løst.

Jo, jo, tanken om elbiler er smuk, og håbet er da også lysegrønt. Men når man køber en elbil, skal der altså trækkes ledning og bygges ladeboks. Og alle dem, der bor i lejlighed i byen uden mulighed for at få egen boks, kan ikke være med. Desuden skal folk stå stille i mindst 30 min. af gangen, når de vil krydse landet. Og så er det jeg tænker: hvis man virkelig ønsker at rykke folk væk fra fossile brændstofvogne, bør man vel ikke gøre tingene mere besværlige, men som minimum tilbyde dem status quo, ikke?

Altså vogne, som stort set bruges på samme måde, som vi gør i dag, men bare udleder meget mindre. Sig goddag til brintbilen.

Og det er derfor Hyundai Nexo begejstrer mig så meget. Nok er jeg ikke miljøfanatiker, men at fjerne forureningen fra bybilledet, kan jeg unægtelig kun være fan af. At det samlede CO2 aftryk for en brintbil pt. måske er højere med en brændselscelle under hjelmen, at der er et energitab, inden brinten rammer tanken samt flere endnu ikke løste udfordringer, forholder jeg mig ikke til lige nu. Det her handler ene og alene om convenience for forbrugerne, en trådløs løsning, som både fjerner det begrænsende kabel om anklen, og giver renere luft i nærmiljøet.

Jeg har 470 kilometer i brinttanken (666 kilometer, når den er fuldt tanket), da jeg sætter mig bag rattet i Nexo, men i og for sig er det ligegyldigt. For rækkeviddeskræk er elimineret med en brintbil. Som sagt tillige med kabler, ladestandere og ladetid. Nexo tankes nemlig omtrent på samme måde som en brændstofvogn, og det tager såmænd også nogenlunde lige så lang tid. Altså skal jeg bare søge mod en tankstation, når lampen begynder at lyse, præcis som jeg er vant til. Desværre kun i princippet, men det vender jeg tilbage til.

Jeg skal ikke trætte dig med en alt for teknisk gennemgang af, hvordan en brintbil fungerer, men blot fortælle at den i korte træk indeholder et par topsikrede tanke med brint, en brændselscelle og en elmotor. Når brint (H) møder ilt (O) i brændselcellen, bliver det ikke bare til vand (H2O), der skabes også strøm i processen. Den bliver ledt videre til elmotoren, som driver vognen frem på nøjagtig samme lydløse måde som en elbil. Restproduktet er altså vand, og det er sågar rent vand. Som vognen skiller sig af med, når man parkerer.

“Åh, det skal blive sjovt at parkere i p-kælderen!” siger sønnen forventningsfuldt. Øhm?! Jeg fanger ikke først, hvad han mener, men når dårligt at sætte i Park, før han er ude af vognen og omme ved bagenden. Selvfølgelig for at se Nexo lade vandet. Meeen til hans skuffelse er det nu mest damp og et par enkelte vanddråber, den lukker ud. Ikke noget voldsomt. Til gengæld lyder Nexo lidt som en håndstøvsuger i de 20 – 30 sekunder processen tager.

Nexo er faktisk Hyundais anden brintbil, den første hed ix35, men den var sådan set en ombygget Hyundai Tucson. SUV’en, som jeg sidder i nu er helt nyudviklet og alene skabt som brintbil. Måske er det derfor, at den virker så gennemdesignet.

Nuvel, Nexo ER markant og skiller sig ud i bybilledet, og den slags har jeg da også harceleret mod gennem årene, men lige i dette tilfælde synes jeg, at det er helt på sin plads. Den smilende åbne front (der kan lede ilt ind til brændselscellen) med den cool lysstribe, som forbinder de spidse smalle lygter, ser virkelig skarp ud sammen med de indfældelige dørhåndtag, som reagerer hurtigt, når jeg nærmer mig med nøglen i lommen. En lise når hænderne er fulde af indkøbposer. Og fordi jeg bare kan gøre, som jeg plejer helt uden skelen til rækkevidde eller batteristørrelse, kan jeg med ro i sindet tænde for både klimaanlæg, varme i rat og varme i sæde. Hvis jeg altså kan finde de rigtige knapper.

Mon Dieu, aldrig har jeg set så mange knapper samlet på et sted udenfor et flycockpit. Og det er selvfølgelig også den store knapfyldte midterkonsol, der løber med den 9-årige pilfingers hjerte. På mig virker det til gengæld noget uoverskueligt, og jeg må til at begynde med opgive at finde ud af at slukke for radioen under kørsel. Faktisk tager det et par dage ikke at skulle nærstudere hver eneste knap, for at finde en funktion. Dog elsker jeg de store “gear”knapper. Ligesom en elbil, har vognen ikke en gearkasse, men sættes bare i Drive for fremdrift, R for bak osv. med fire fine knapper, så nemt og lige til.

En særlig feature er også, at sidekameraerne aktiveres og vises i instrumentbordet, når jeg blinker, hvilket hjælper med at få øje på eventuelle fodgængere og cyklister i den blinde vinkel.

Farten reguleres af, hvor hårdt jeg træder på speederen, og Nexo, som trods alt er en rummelig vogn med fin frihøjde, accelererer rigeligt rapt med sine 163 elektriske hestekræfter. Jeg sidder dejligt højt og overskuer trafikken, Nexo kører komfortabelt, støjfrit og behageligt, kommer i et højt udstyrsniveau fra start og ud over den overdimensionere midterkonsol kan jeg ikke sætte fingeren på noget negativt. Argh, det skulle da lige være den spacy månebilslyd, som den udsender ved lavere hastighed, men det handler jo om sikkerhed. Ellers spiller det hele på Hyundai Nexo. Hvis … jeg altså bor i nærheden af en brintstation. Og det er der desværre ikke mange, der gør.

Brintbiler er ikke nye i bybilledet, og da Toyota præsenterede deres første af slagsen, Mirai, i 2014, ville jublen ingen ende tage. Nu skulle der for alvor bygges flere brintstationer. Desværre gik planen i stå og i dag er der således kun 9 brintstationer i Danmark. Og det gør unægtelig den komfortable og åbenlyse bruger- og miljøvenlige vogn noget udfordret.

Og det er ikke bare ærgerligt, det er faktisk også noget uforståeligt. Fordi: med brint kan vi bruge de nuværende tankstationer, hvor folk både kan tanke, som de plejer, og køre helt emissionsfrit bagefter. Brinten kan produceres miljøvenligt på stedet ved at spalte vand (til brint og ilt – altså det modsatte af, hvad der sker i brændselscellen) med strøm fra vindmøller. Og dermed kan også overproduktionen fra møllerne lagres i form af brint. Jeg elsker alt ved det. Væk med kablerne, rækkeviddeskræk og ladetid, ind med bevægelsesfrihed og miljøvenlighed.

Men var der ikke noget med en brintstation, der eksploderede i Norge? Jo, men den var gammel og efter sigende konstrueret forkert. Hvilket den elbil, der futtede et helt parkeringshus af i en lufthavn i samme land, næppe var. Enkeltstående uheld findes overalt.

Det koster nogenlunde det samme at køre på brint som på benzin, og jeg kan sågar køre på ferie i sydfrankrig i min komfortable miljøvenlige bil, helt som jeg plejer uden at være tvunget til spise tankmad og gå på toilettet i timevis undervejs. Elbiler med kabler virker på den måde som en både klodset og begrænsende løsning i en verden, som bliver mere og mere trådløs. Hvor man sætter sparepærer i sine lamper og køber energimærke hvidevarer til hjemmet, for blot at blive opfordret til at sætte en hel bil i stikket. Derfor er den trådløse elbil, brintbilen, i min optik meget mere fornuftig og brugervenlig, hvis man virkelig ønsker, at alle – og ikke bare dem med egen indkørsel – skal have mulighed for at køre emissionsfrit i byerne. Og så kunne jeg også uden problemer køre min Nexo til Nexø, Nakskov og Nürburg på nøjagtig samme måde, som automobilet altid har gjort. Desværre altså bare ind til videre mere teori end virkelighed.

Hyundai Nexo koster fra kr. 599.995,-

Author: Malene Raith

Share This Post On