Sjov og umulig kælebil, Smart EQ fortwo Cabrio

Foto Malene Raith

Den er lille, underholdende og helt umulig ikke at falde pladask for. Og derfor føles det nærmest også uanstændigt ikke bare at skrive en lang lyserød kærlighedserklæring om Smart EQ fortwo Cabrio. For den lille orange vogn er ikke bare en cabriolet, den er også elektrisk og hele den opskrift indeholder unægtelig dejlige ingredienser, der er øger livsglæden. På papiret.

For lige præcis den kombination er desværre også med til at give den lille kælevogn nogle vanskeligheder, som bare ikke er til at komme udenom. Også selvom det lidt føles som at skælde ud på et barn.

Mikrobiler er jo i sagens natur små, men denne her overgår de fleste ved at være en miniudgave af en med sine blot 2 meter og 69 centimeter. Farvel til bagsæde, men det ligger ligesom i navnet, til fordel for helt fin plads til to på forreste og eneste række. Og lige så skæg som bilen er udefra, i lige så godt humør bliver man, når man ser det, på denne udgave, orange stofbeklædte instrumentbord med luftdyserne der popper op.

Urene har altid været specielle i en Smart, omdrejningstæller sidder på venstre side bag rattet, foran mig kan jeg se den fart, jeg skyder, og på infotainmentskærmen kan jeg, ud over navigation, følge med i, hvorledes bilen fordeler/opsamler energi.

Smart fortwos karrosseri er lavet i plastik, men den lille vogn har en såkaldt ”safety cell” lavet af bjælker i højstyrke stål, der beskytter kabinen i tilfælde af kollision.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig udsat bag rattet på så lille en bil ved tanken om motorveje og ukoncentrerede lastbilschauffører. Derfor beslutter jeg hurtigt at holde mig fra den slags. Også selvom den rappe lille vogn ingen udfordringer har med fart. Tværtimod, det lille orange lyn kan med sine 82 hestekræfter skyde af sted, når jeg træder på speederen, topfarten er 130 km/t, men det skal jeg bare ikke køre.

“Se søn …” Jeg har parkeret et stykke ude fra kantstenen, da jeg har ridse-fælge-skræk. Alligevel er det intet problem lige at svinge vognen rundt om sig selv i en kæk uvending, der unægtelig får en tre-punkts-vending til at virke soo yesterday. Jeg elsker det! Kunne køre rundt om mig selv i timer, hvis der altså ikke var lidt for meget hundehvalp over at gøre den slags. Motoren ligger nemlig bagi, og det giver den lille vogn mulighed for at kunne dreje forhjulene ekstra meget. Men det vidste du sikkert godt.

Men så er vi også nødt til at runde det ærgerlige. For der er nemlig en anden ikke uvæsentlig grund til at holde sig til den langsommere bytrafik: rækkevidden.

Selvom det unægtelig fyrer op under cutenessfaktoren at gøre Smart EQ fortwo Cabrio både åben og elektrisk, går de to ingredienser bare ikke hånd i hånd, når temperaturen er under 20 grader. For da jeg åbner taget for at blive dus med himlens fugle, flyver rækkevidden med ud. Fordi jeg selvfølgelig også er nødt til at tænde for varmen. Nåh, øv. Ikke fedt.

Man kan selvfølgelig sige sig selv, at der ikke er plads til et tungt batteri på bette bil. Smart EQ fortwo Cabrio har derfor blot en WLTP rækkevidde på 124 kilometer og 108, da jeg henter den. Derfor lukker jeg fluks taget igen og slukker for varmen, mens minderne pludselig vælter ind. Fra fortiden og de allerførste elbiler, hvor jeg altid frøs, mens jeg sad med blikket stift rettet mod batteriniveauet og beregnede en plan B, hvis jeg nu ikke kunne nå frem til ladestanderen efter plan A. Argh!!

Det næste, der så sker, er, at ruderne dugger til.

Nåh. Den slags kalder til handling. Nok har jeg kun kørt mindre ture i byen, og havde jeg haft en ladeboks derhjemme, ville det naturligvis hjælpe, for det her batteri skal lades mindst en gang om dagen. Og selvom der ligger et “mormorkabel” blandt de tre kabler, der fylder i det lille bagagerum, er jeg for nyligt blevet belært om, at det kun må bruges i nødsituationer. Det kan nemlig forårsage brand, hvis mine elinstallationer ikke er gearet til det.

Heldigvis er der ladestationer ved supermarkedet længere nede ad gaden, så mon ikke det går? Men det gør det ikke. De, viser det sig, tilhører et andet selskab, så jeg skal pludselig til at bruge endnu mere af min rækkevidde på at trille den lille Smart ud af kommunen og til DTU i Lyngby for at lade. Nuvel, her går det så ok hurtigt.

Jeg sætter mig til at arbejde i en time, inden jeg kommer tilbage til en fuldt ladet vogn. Tror jeg. Nuvel. Det er selvfølgelig ikke vognens skyld, men ladestanderen er i stykker, og jeg har nu kun 19 km tilbage. Må køre i Lyngby Storcenter, finde en ny og tilbringe en time i indkøbscenteret, inden jeg igen har lidt over 100 kilometer tilbage.

Jovist, ville jeg nok vænne mig til det, hvis jeg havde vognen i min dagligdag. Men den manglende ensretning af ladestik, ladehastighed og ikke mindst udbydere, gør det stadig uoverskueligt. Og stikker en kæp i hjulet på alle, som ikke har mulighed for en ladeboks i hjemmet.

En brændstofbil kan tankes på alle stationer. Med flere typer betalingsmiddel. Man kører bare ind, når man mener det er tid. For elbiler er det stadig et puslespil, og når rækkevidden er så kort som på den lille kække bybil her, er det ganske enkelt umuligt.

Til gengæld må man give den lille bil, at når den siger, at den har 19 kilometer tilbage, så er der vitterlig 19 kilometer. Den går ikke lige pludselig død.

Men selvom Smart EQ fortwo Cabrio er sjov, og det altid er dejligt at køre med taget åbent i København om sommeren, jeg kan simpelthen ikke se målgruppen. Første trøstetanke er, at jeg vel kunne bruge den i dagligdagen. Som bil nummer to til indkøb, møder i byen og afhentning af barn. Og der er det jo. Barn. Ikke børn. Ergo, ikke til folk med familie. Studerende, der også færdes i byen, har hverken råd til bilen eller en indkørsel med ladeboks. Og derfor ender Smart EQ fortwo Cabrio lidt et paradox for mig.

Smart EQ fortwo Cabrio koster fra kr. 178.598,- (uden sædevarme, navigation eller farvepakke).

Author: Malene Raith

Share This Post On