Topmodel toppet af, Alfa Romeo Giulia V Ti

Foto Malene Raith

Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for Alfa Romeo i almindelighed og deres nyest tilkomne familiemedlem, Giulia, i særdeleshed. Af samme grund blev det  naturligvis nok engang til et stort et ja tak til at teste vognen, selvom jeg egentlig allerede har kørt adskillelige variationer, sågar i dyb sne på et norsk fjeld. Men når nu den elegante firmabil kan fås i et nyt topudstyrsniveau, Ti, forkortelse for Turismo Internazionale, skal man jo være et ufølsomt skarn, for ikke lige at bukke et par hjørner i den varmblodede italiener igen, ikke?

Der findes ikke mange bilmærker, der i så høj en grad vækker følelser som Alfa Romeo. Sloganet for den italienske bilproducent er da også ”La maccanica delle emozioni,” og ord som passion og sjæl står side om side med specifikationerne på Alfa Romeos hjemmeside. Den slags kan selvfølgelig nemt fejes det til side som marketing og reklamestunt og ville nok også virke lidt skævt, hvis det for eksempel var Toyota, der gjorde det samme. Men nu er det jo Italien, (Alfa) Romeo og Giulias hjemland, og så er kærlighed og store armbevægelser bare en naturlig del af kulturen. Lige fra mad til biler.

Og tro mig, ægte Alfa fans kører ikke bare et transportmiddel, men lille stykke italiensk folkesjæl, når de sidder bag rattet. At noget måske rasler eller går i stykker, er mindre overraskende end på for eksempel en tysk bil, og sammen med det iltre temperament og spruttende væsen gør det bare vognen mere personlig. På den konto synes jeg dog, at Giulia stikker lidt ud. Eller måske rettere: mindre ud.

Den første Alfa Romeo Giulia så faktisk allerede dagens lys tilbage i 1962. Vognen var dengang, præcis som i dag, en meget vigtig vogn for Alfa Romeo, og den blev produceret i mere end 1 million eksemplarer frem til 1977. Det var en af de første masseproducerede biler, hvor man kombinerede en højt ydende motor med en letvægtssedan, og det gjorde det til en meget dynamisk og levende vogn.

I dag producerer Alfa Romeo den baghjulstrukne sedan, som endelig blev relanceret i 2016, på en fabrik udenfor Rom.

Dynamik har altid været et kendetegn for Alfa Romeo, Giulia er selvfølgelig ingen undtagelse, men vil man have racerfølelse, er det vognen med Quadrifoglio, det lille firekløver, på siden, man skal gå efter. Q står i dag kun på Alfa Romeos ekstreme biler, (tidligere var det QV), mens de højtydende omkring 250 hestekræfter får et V (for Veloce). Testbilen, jeg har sat mig bag rattet i, er en Veloce med en 2.0 liters turbobenzinmotor, 280 hestekræfter, Q4 på bagsmækken for firehjulstræk og temperament nok til at trække vognen fra 0 – 100 km/t på 5,2 sekunder.

Ti-stylingen forskønner vognen med den smukke front med kulfiber rundt om det markante V-gitter samt på sidespejlene, blærede 19″ alufælge, Xenon- og kurvelys, og så er der desuden på denne vogn kulfiber på sideskørter og spoiler, men det er yderligere ekstraudstyr.

Indvendig er kabinen enkel og elegant med kulfiberdetaljer, behageligt støttende sportssæder i læder og alcantara (en personlig favorit), et elegant læderbetrukket instrumentbord m.m. Jeg trykker start på den røde knap på det store læderrat, vipper 8-trins automatgearet på den glitrende kulfiber midterkonsol i Drive og triller kækt ned på motorvejen.

Og direkte ind i et enormt skybrud. Oh well, det kan godt være, at vognen har en topfart på 240 km/t, men lige i dette tilfælde er jeg mere glad for DNA drejeknappen: Alfa Romeos køremodes, der naturligvis gør vognen levende i Dynamic, mere komfortabel i Natural, men allervigtigst lige nu, kan sættes i Advanced Efficiency, der nok sparer på brændstof, men også sætter gang i hjælpesystemerne, når underlaget er glat.

Giulia Veloce har fire cylindre og gør ikke samme voldsomme væsen ud af sig i lydbilledet, som for eksempel en Q-model. Bevares, der kan skam komme lyd fra de dobbelte afgangrør på bagenden, når man giver gas i Dynamic, men generelt er vognen mere diskret og afdæmpet. En dynamisk firmabil, der komfortabelt flyder gennem trinene i automatgearkassen, men naturligvis også kan skiftes manuelt med aluminium paddleshifts på rattet. Køreegenskaberne og det præcise styretøj er som altid en nydelse, uanset om man spænder undervogn og speederrespons op til sjov gennem sving og over bakketoppe, eller bare vil cruise komfortabelt af sted ud mod solnedgangen (på den anden side af skybruddet). Man kan sagtens gøre det al sammen uden, men med den nye, nuvel bekostelige, Ti-udstyrspakke bliver både looks og komfort unægteligt toppet lidt mere af. Og det er altid vigtigt for dem, der ikke vil gå ned på udstyr.

Alfa Romeo Giulia Veloce Ti koster fra kr. 749.000,-

Alfa Romeo Giulia fås fra kr. 449.000,-

Author: Malene Raith

Share This Post On