Foto Malene Raith og Nicolas Zwickel
“Og de tre 508 kører bagerst i rækkefølgen: blå, hvid og rød …” Peugeots internationale pressechef kigger udfordrende på os, inden han gestikulerer, som kun franskmænd kan gøre, når de skal understrege fransk logik, “fordi vi er i Frankrig!”
Jeg trækker lidt på smilebåndet ad den franske stolthed og entusiasme, men som dagen skrider frem, begynder det mere og mere at gå op for mig, hvad han mener. For nok ligner det her som udgangspunkt en helt almindelig roadtrip i nye som gamle bilmodeller gennem det østfranske landskab. Men det skal snart vise sig at være meget mere end det. Nemlig både en vandring gennem Peugeots mere end 200 år lange historie og et indblik ind i den franske folkesjæl.
Jeg befinder på værkstedet bag Musée de l’Aventure Peugeot i den lille by franske Sochaux ikke langt fra grænsen til Schweiz, hvor Peugeot som sagt har inviteret på roadtrip i et lineup af ikke helt tilfældigt udvalgte vogne.
“Venligst vær forsigtige og indret Jeres kørsel efter bilerne,” får vi at vide, inden nøglerne udleveres til de seks vogne. Dagens kortege består ikke kun af de tre nye Peugeot 508, men også af tre ældre modeller: Peugeot 504 Sedan GL fra 1974, Peugeot 504 Cabriolet V6 fra 1977 og en Peugeot 504 Coupé fra 1983.
Og der er naturligvis mening med galskaben. For ud over at Peugeot 504 er en direkte forfader til firmabilen Peugeot 508, så er flere designmæssige features fra 504 Coupé ført direkte videre i den helt moderne model. Såsom at modelnummeret igen står på fronten af motorhjelmen og den elegante dynamiske linjeføring. Og faktisk er det meningen, at den klassiske Coupé fremover skal ligge til grund for designet på de nye firmabiler fra Peugeot. Kan du se sammenhængen med kortegen nu?
Byen Sochaux, som vi er i lige nu, rummer ikke bare det store Peugeot museum og en enorm PSA (selskabet, der ejer Peugeot, Citroën, DS og Opel) fabrik, den er også hjertet i hele Peugeots historie. Hele området er gennemsyret af den franske industrigigant, men fortællingen om virksomheden Peugeot tog faktisk sin begyndelse et andet sted ikke så langt herfra. Derfor kører vi i samlet trop de ti kilometer gennem Jurabjergenes bugtede landskab til Terre Blanche, Hérimoncourt. Jeg lægger ud i den ældste Peugeot, den hvide 504 Sedan GL, med det store runde tynde rat, fire manuelle gear, der glider overraskende nemt, bløde dybe veloursæder, en slatten sikkerhedssele, nul airbags, nul servo og tonsvis af charme, der truer med at slå mig ihjel i de skarpe sving, hvis jeg ikke lægger hele min vægt på både bremse og rat.
Det var her, at familien Peugeot i 1833 grundlagde Terre Blanche stålfabrikken, som lavede alle mulige ting i jern, såsom fjedre til ure, savklinger, kjole- og korsagestivere til modeindustrien og værktøj. De gamle bygninger rummer i dag Peugeots arkiver, helt nøjagtigt 8 kilometer dokumenter, hvis man stiller dem ved siden af hinanden. Og nu får du lige lidt nørderi, arkivet består blandt andet af 4,5 millioner print, 1 million billeder og 5000 film, som ti mand arbejder på højtryk med at kategorisere, konservere og overføre til digitale servere. Omgivet at den nyeste teknologi indenfor brandsikkerhed.
Ud over det originale købsdokument af grunden fra 1810 for medens 10.000 Franc, underskrevet af Jean-Pierre Peugeot, kan man såmænd i de mange rum med kasser, filmspoler, videobånd, fotos, bøger og diplomer, også støde på sjove genstande som for eksempel en platte fra 1988, hvor Peugeot 405 blev kåret til Årets Bil i Danmark.
Stedet er en uvurdelig skat, som ikke bare dokumenterer automobilets udvikling, men også fortæller historien om menneskerne bag. For eksempel kan man læse en ansøgning fra en kvinde, der i 1880 søger job på fabrikken sammen med sine “fire stærke døtre,” eller et klagebrev fra en vred hustru til en af arbejderne, der i 1890 er dødtræt af at få en fuld mand hjem hver aften, fordi der bliver drukket over 100 liter vin om dagen på fabrikken. Mon Dieu! Så bliver det vist ikke mere fransk.
Men det er ikke kun print og papir, man finder i Terre Blanche. En af de store haller rummer nemlig også Peugeot Museets reserver. Biler fra gulv til loft i alle aldre og udgaver. Personbiler, racerbiler, konceptbiler, reklamebiler, veteranbiler, filmbiler (vi har vel alle set “Taxi”), politibiler, ja, alverdens Peugeot’er i mere eller mindre god stand. Det er her muset i Sochaux går hen, når de skal skifte ud i udstillingen. 650 stykker står der på hylderne, nogle er købt, for eksempel rallybilerne for at forhindre, at de bliver spredt ud over hele verden, andre er blevet doneret til museet, som så sætter dem i stand hen ad vejen.
Også moderne biler finder vej til hylderne for at blive gemt til fremtiden.
Men lad os lige gå lidt tibage i tiden igen. For en anden væsentlig milepæl finder vi i 1858. Her søgte Emile Peugeot nemlig om at bruge løven som varetegn, men ikke for at sætte den på en vogn. Næh, sagde man Peugeot dengang, sagde man jo kværn. Nej, ikke knallert eller motorcykel, men naturligvis kaffe- og peberkværne. Det blev nemlig hovedomdrejningspunktet for virksomheden, da den i 1840 kastede sig over produktionen af disse. En produktion, der ligesom bilerne, stadig er i fuld sving den dag i dag. Det skal vi selvfølgelig også kigge lidt nærmere på.
Jeg sætter mig derfor bag rattet på næste vogn i kortegen, Peugeot 504 Cabriolet V6 fra 1977, og triller med vind i håret den noget mere sporty og agile lyseblå bil med det lille trærat i retning af Peugeot Saveurs. Jeg har stadig kun fire gear at drøne af sted gennem, men til gengæld en rullesikkerhedssele omend kun til forsædepassagerer, og elektriske sideruder (styret fra midten af instrumentbordet). Stadig nul servo, stadig voldsomt overstyrende i sving, stadig centralt askebæger og bløde franske sæder, nu i læder, som jeg synker dybt ned i, og ualmindelig tilfredsstillende at cruise gennem solskinnet i.
Peugeot Saveurs producerer også andet køkkenudstyr såsom knive, keramiske fade og proptrækkere. Den slags har Peugeot såmænd forsøgt sig med i forskellige afstøbninger gennem årene med mere eller mindre held, men kerneproduktet forbliver det oprindelige: Salt- og Peberkværne.
Og de bliver udviklet, produceret og malet lige her på fabrikken i byen Quingey. Men hvor det i gamle dage var over 1000 mand, der producerede omkring 750.000 kværne om året i Terre Blanche, foretages produktionen i dag stort set af robotter, der former træet og kværnens indre dele i metal, inden de samles og kvalitettjekkes. To millioner stykker klarer de, endda, så vidt vides, helt uden hverken indtagelse af vin eller klagebreve fra ægtefæller.
Turen går nu tilbage til museet i Sochaux, bag rattet på den mintgrønne Peugeot 504 Coupé, og nu er der sket en her del. Jeg har ikke bare fået flere hestekræfter, her er fem gear, mange flere knapper, jeg kan trykke på og servo. Ahh. Altså nok er det både sjovt og charmerende at køre de velholdte gamle vogne rundt her i solskinnet i deres hjemstavn, men hverken sikkerhed eller komfort egner sig til en moderne hverdag. Altså måske på nær de dejlige bløde franske sofasæder. Men ellers vil jeg nu stadig til enhver tid vælge den blå, hvide eller røde 508’er.
Som jeg parkerer på pladsen foran museet, er jeg tilbage ved udgangspunktet og den sidste vigtige del af Peugeots historie: automobilet. Eller det vil sige, det startede faktisk med to hjul.
For kort efter verdensudstillingen i Paris i 1881 blev cyklen nemlig en stor succes, og Jean-Pierres barnebarn, Armand Peugeot, som femten år tidligere var blevet involveret i selskabet, begyndte derfor at udvikle flere slags. Blandt andet Grand Bi, som vi bedre kender som væltepeteren. Men han stoppede ikke der, og i 1889 præsenterede han Type 1 i Paris, en dampdrevet lille bil eller snarere tre hjulet cykel.
Den blev dog ikke den store succes, da dampmotoren var meget upålidelig, men heldigvis mødte han Gottlieb Daimler ved udstillingen. Det resulterede i, at der i 1891 kom Type 3, en lille bil med Daimlers forbrændingsmotor i. Og det satte gang i det hele.
I 1896 kom den første Peugeot motor med 4 – 12 hestekræfter, men grundet usikkerhed om fremtiden blev firmaet splittet op i to selskaber. Man var nemlig bange for, at de dersens automobiler blot var en døgnflue, der ville forsvinde igen.
Armand Peugeot lavede derfor Société des Automobiles Peugeot, hvor han fortsatte bilproduktionen. I arkiverne kan man finde et brev, hvor han beskriver sin klippefaste tro på automobilets fremtid. Han fik ret. I 1910 var køretøjets success indiskutabel, og selskaberne forenede sig igen.
I 1913 kom så milepælen Bébé (baby) Peugeot voiturette, som ikke bare var den første Peugeot produceret i over 3000 eksemplarer, den lille søde blå vogn markerer også punktet, hvor automobilet blev mere økonomisk i drift end rigtige heste. Den kunne nemlig gøre to hestes arbejde til samme driftomkostning som en. Nu var bilen ikke længere en fjollet luksus, den blev et arbejdsredskab og en del af hverdagen.
Herefter voksede vognene i størrelse i nogenlunde takt med bilernes succes, i 1930 begyndte Peugeot med 201 Berline sin nuværende nummereringsform og 1935 kom den første Peugeot 402. En enorm kasse med 55 hestekræfter, tre gear og en topfart på 120 kilometer i timen.
Der blev også eksperimenteret med strøm langt forud for sin tid form af en lille hvid trehjulet elbil fra 1941, der kunne køre hele 36 kilometer i timen. For at sætte tingene i relief og måske give en forståelse af, at udvikling ikke kun handler om bilerne, men også dem, der skal købe dem, så er vi nu endelig klar her i 2019 til at tage imod Peugeots første rigtige serieproducerede elbil, Peugeot 208 e.
Jeg vil hurtigt også nævne motorsporten, som tæller alt fra Dakar Rally til det franske 24 timers ræs i Le Mans, der gennem årtier har begejstret den franske nation.
Peugeots historie er som sagt over to hundrede år og mere end 8 kilometer lang. Det hele startede ved familiens vindmølle i Hérimoncourt, men Peugeot navnet blev for alvor cementeret ind i historien, da det visionære barnebarn, Armand Peugeot, satte sin lid til automobilets fremtid midt i en brydningstid, hvor industrialiseringen var på sit højeste, og menneskets formåen pludselig tog fart.
Han døde i 1915, men nåede at se verden tage bilen til sig. Og det har ikke bare haft betydning for hele den vestfranske region, men også for Frankrig og nuvel, vel også lidt dig og mig. For gå lige ud og tjek efter. Har du ikke en løve i din indkørsel, er der nemlig stor sandsynlighed for, at du har en i dit køkken.
