Velafbalanceret og dynamisk Volvo S60

Foto Malene Raith

Jeg må tage mig til hovedet. For hvornår hører det op? Siden Volvo introducerede deres banebrydende designlinje med den nye Volvo XC90 i 2014 har de spyttet den ene mere vellykkede vogn ud efter den anden. Smukke linjer, velskabte bagender og elegante interiørdetaljer, bliver man ikke snart immun? Eller løber tør for roser?

Tilsyneladende ikke. For selvom jeg som udgangspunkt havde besluttet at være skeptisk overfor Volvos nyeste sedan, herregårdsvognen er jo ligesom mere deres boldgade, smed jeg håndklædet i ringen i samme øjeblik, jeg stod overfor den røde Volvo S60. Og derfor følger her altså endnu en historie om endnu en knivskarp ny model fra Volvo, der sågar ikke bare ser drøngodt ud, den kører også både velafbalanceret og dynamisk.

Jeg har spekuleret meget over, hvad det egentlig er ved det svenske bilmærke, der rammer mig i hjertet. Ligger der mon noget svensk broderskabsstolthed bag, for vellykkede svenske ting er jo næsten danske, ikke? Eller taler det skandinaviske design generelt bare særligt meget til os nordboere? Er resten af verden mon ligeså imponeret? Jeg kan ikke helt finde ud af det. Til gengæld ved jeg, at Volvo lige nu rider på en bølge af succes.

2017 blev noteret som et rekordår for bilproducenten, men allerede året efter blev rekorden overgået, og som tingene ser ud lige nu, er også 2019 godt på vej til at blive et tredje et af slagsen. Ikke mindst på grund af det nye trumfkort foran mig: Volvo S60.

Jo, jo, selvfølgelig måtte den komme eftersom V60 blev lanceret sidste år, alligevel overrasker den mig som sagt. Trofaste læsere ved, at jeg har det lidt svært med stationscars. Er udpræget sedanfan. Altså lige til jeg mødte den nyeste Volvo V90. Den blev introduceret side om side med S90 i 2016, og for første nogensinde måtte jeg lægge mig fladt ned og indrømme, at en stationcarudgave bare var mere velskabt end sedanen. Der var efter min mening noget ved bagenden på S90, som enten ikke helt spillede eller måske bare fungerede bedre på V90.

Og derfor var jeg skeptisk ved tanken om S60. At det måtte blive en gentagelse. For den nye V60 har nemlig, efter min mening, en endnu mere vellykket formgivning end storebroren, og det kunne sedanen vel næppe kunne komme efter, eller hva’? Men … det kunne den så.

Måske er det størrelsen, der gør det. Præcis som på V60 er det som om, at designet fungerer endnu bedre på en mindre bil. Den spidse front med de fremadrettede linjer og Thors Hammer forlygterne, der er trukket en smule ud mod grillen, ser ikke bare dynamisk ud, det er også stilrent og smukt, og kabinens form forstærker det sporty udtryk.

De C-formede baglygter, som er trukket ud på siderne, de vandrette linjer og skrå afgangsrør (det en R-Design, det her) gør bagenden både let og formfuldendt. Wow, siger jeg bare, og at dømme på de mange beundrende blikke i trafikken, er jeg ikke alene.

Interiøret er luksuriøst og stramt med genkendeligheder som den store infotainmentskærm, drejestartknappen og rulleknappen i midterkonsollen til køreprogrammerne tillige med de komfortable R-Design sæder, der kan indstilles på alle mulige måder, så også lange skandinavere kan sidde godt på en tur tværs over landet.

Sønnike har fin plads på bagsædet, mens bagagerummet naturligvis er lidt mere begrænset. Det er ikke så ligetil at bikse store flyttekasser derind, men altså, hvis man kører med den slags ofte, kan man jo bare købe en V60 i stedet. Eller en trailer.

S60 bliver ikke bygget i Göteborg, men på Volvos spritnye fabrik i USA og kommer kun i benzin og plug-in hybrid variationer. Nu skrev jeg, at det her er en R-Design, hvilket jo betyder topmodel, men det er faktisk standard på S60. Det betyder også, at T5 indstigningsmodellen her har en 4 cylindret motor med hele 250 hestekræfter, der faktisk rykker vognen fra 0 – 100 km/t på blot 6,5 sekund. Den altså ikke bare ser sporty ud i den røde farve, den er det også. Og det bemærker jeg helt uden at have kigget på specifikationsarket først.

Som udgangspunkt kører S60 behageligt støjsvagt og komfortabelt, præcis som man ønsker det i en firmabil, den tilpas sporty i både styretøj og undervogn, og så spiller den 8-trins automatiske gearkasse ganske enkelt bare utroligt godt sammen med motoren. Det gør kørslen i både by og på landevej til en smooth, men også frisk fornøjelse. Specielt, når jeg skifter til det dynamiske køremode på motorvejen.

Men lige så fedt det er med en gedigen ny sportslig vogn fra Volvo, lige så uforståeligt er det for mig, at Volvo samtidig melder ud, at de vil begrænse alle nye modeller til at køre max. 180 km/t pr. 2020. Øhm hvad …?! Og samtidig lancere en S60 plug-in hybrid med 405 hestekræfter?! Argh, jeg havde nu altså tolket sloganet om at ingen pr. 2020 vil blive slået ihjel i en Volvo, som optimerede, intelligente og cool sikkerhedssystemer – ikke som en god gammeldags fartbegrænser.

Men så meget desto mere grund til at nyde Volvo S60 som den står her på taget af parkeringshuset i København og glimter rødt, vredt og lige så potent, som den er. Og selvom den måske i fremtiden bliver en lidt langsommere fætter på autobahnen, der må se sig overhalet af alle de andre vogne i segmentet, kan man ikke tage formfuldendtheden, elegancen og skønheden fra Volvos, nuvel i hvert fald pt., smukkeste sedan.

Volvo S60 koster fra kr. 652.980,-

Author: Malene Raith

Share This Post On