Elegant i byen og barsk i terrænet, Volvo V60 Cross Country

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

“Hold nu op, hvor er den flot. Volvo er så sandelig blevet premium, ikke?” udbryder manden, der tilfældigvis lige skal med over og kigge nærmere på vognen. Jeg smiler skævt. For det er unægtelig svært at være uenig med ham, men så er det jo altså heller ingen hemmelighed, at Volvo er godt i gang med at flytte fra sig fra lærerværelset ind på direktionsgangen. I både pris og design.

Og navnlig sidstnævnte sidder simpelthen lige i skabet på denne her Volvo V60, ikke bare fordi den som udgangspunkt er elegant i dimensionerne, men fordi den også er den terrængående topmodel V60 Cross Country.

At folk i den grad har taget de nye toner fra Volvo til sig, taler salgstallene i sig selv for. Siden første vogn i den nye svensk/kinesiske firmakonstruktion, den store firehjulstrækker Volvo XC90, kom på markedet i 2014 har Volvo nemlig ikke lavet andet end at overgå sig selv. Rekordår har fulgt rekordår inklusiv 2018, hvor Volvo sendte 642.253 friskbyggede vogne på gaden. Med et driftsresultat på godt 10 milliarder kroner. Succes i ordets fornemmeste forstand.

Hvad angår Volvo V60, så blev første generation “den mindre” stationcar præsenteret for verden i 2010. Efterfølgende fik den en opgradering i 2014, og i 2018 indtog anden generation så endelig sin længe ventede plads i lineuppet blandt medlemmerne i den nye designfamilie.

Nu skrev jeg mindre, men bare rolig, V60 er altså stadig en rummelig familiebil. For godt nok er den en kortere lillebror til V90, men akselafstanden er kun 7 cm mindre, hvilket er længere end Volvo V70, der nu er blevet trukket ud af produktion.

Og anden generation V60 står skarpere end nogensinde, fronten er gjort større og bredere, og linjerne langs den lange kabine er så rene, at det er en fornøjelse at kigge på. Men på Cross Country er det hele så lige blevet lidt federe, og virkemidlerne yderligere forstærket af det opgraderede design. De kendetegnende “Thors Hammer” forlygter er på V60 trukket en smule ud mod grillen for at få den til at fremstå bredere, men det virker bare ekstra godt på V60 Cross Country, fordi vognen dels har den elegante gnistrede grill, og dels er hævet 6 cm. Og så er der de gedigne beskyttelsesskærme, som hverken ser eller føles som en billig gang plast, der er limet på i forsøg på et off road look, men indgår helt stilrent og elegant i vognens linjer. Man er ikke i tvivl om, at her ikke bare er “looks”, men faktisk også dur til noget i terrænnet. Men det vender jeg tilbage til.

Interiøret er det samme som på V60 med det såkaldte “drivtømmer” på instrumentbordet med kromlinjen nedenunder, de vertikale luftdyser og den store 9″ infotainmentskærm. Så er der de fantastiske komfortable sæder, som er som skabt til de lange skandinavere, nuvel, selvom det ventilerede nappalæder ikke er standard, og startknap, rulleknap til køremodes og automatgearet er en signatur, der findes i hele den nye designfamilie.

Naturligvis er vognen udstyret med de nyeste sikkerhedssystemer såsom vognbaneadvarsel, skilteaflæsning og automatisk nødbremse, der registerer trafik, fodgængere og ja, ja, de dersens elge. Vognbaneassistenten, den “selvkørende” funktion som sørger for, at vognen holder sig mellem striberne, er forbedret, så den ikke bare bruger radar og kamera til at orientere sig, men også navigationen, så den ved, når et sving er på vej. Alsammen del af en sikkerhedspakke.

Som sagt ser V60 Cross Country ikke bare ud, som den gør, fordi det er den lækre topmodel. Der er mening med navnet, beskyttelsesskærmene, frihøjden og naturligvis ej at foreglemme: firehjulstrækket.

Nok sidder jeg ikke højt og skuer ud over trafikken, som i en SUV, og jeg kan heller ikke bare drøne bilen væk fra vejen og ud i skoven. Men jeg kan trække min hestetrailer hen over græsmarken (op til 2000 kg på krogen) eller min båd ned ad den bulede grusvej til den lille havn. Og så kan jeg altså, som jeg gjorde ved en testkørsel i vinter i Nordsverige, uden slinger i valsen køre sikkert ud ad sneklædte veje, hen over frosne søer eller forsigtigt ned ad stejle bakker med Hilldescent slået til. Vognen stod ikke bare solidt på de hvide landeveje, den var også utroligt let at fornemme og holde styr på på det isglatte underlag.

Men der er bare ikke voldsomt meget sne at spotte, som jeg mageligt tilbagelænet ruller af sted i dansk stangtrafik med den effektive adaptive fartpilot slået til (ikke standard). Det er en D4 (firecylindret diesel), som ligger under hjelmen med 190 hestekræfter, altså en klassisk populær motor, og den gør det både komfortabelt og godt. Det er ikke motorvejens hurtigste, men det er heller ikke det, som det handler om i en Cross Country vogn. Til gengæld kan den køre mellem 15 – 17 kilometer på literen, og tager firehjulstrækket med i betragtning er det faktisk så pænt, at den sagtens kan overvejes som pendlerbil. Hvis man altså har en hest eller en båd. Eller bor i Nordsverige om vinteren. For ellers kan man jo reelt “nøjes” med at tage en almindelig Volvo V60, ikke?

Nuvel, jeg skal naturligvis være den sidste til at sige, at udseende ikke tæller, og som jeg står her og fortæller om vognen, ved jeg også, at der nok skal være mere end en person, der vælger en V60 Cross Country alene fordi, de vil have den skarpeste vogn i lineuppet. Og har råd til en knivskarp firmabil med plads til familien.

At den samtidig er enubestrideligt en gedigen arbejdshest, der kan køre gennem terræn og trække tunge ting med på krogen, er selvfølgelig også rart. Om ikke andet, så til skiferien i uge 7.

Volvo V60 Cross Country koster fra kr. 614.980,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On