Nedtonet vildskab i Volvo V60 T8

Foto Malene Raith

Jeg er kommet i Københavns Havn gennem de sidste femten år og taget i titusindevis af billeder af biler. Det har været fantastisk at sidde på havnekajen og dingle med benene som eneste menneske på molen ud over den tanker, der var i gang med at losse bulk lidt længere henne, og nyde solskinnet, miljøet og freden med den pulsende storby lige ved siden af.

Men den tid er nu forbi. Gammelt må vige for nyt og jeg har på tætteste hold fulgt med i, hvordan forfaldent gammel industri er revet ned på havnen og erstattet med poleret boligbyggeri med store vinduer ud mod havet. Surt at miste min oase, men godt for stort set alle andre.

Præcis på samme måde går det med udviklingen af biler. V8 er så godt som lagt på hylden til fordel for ny teknologi, og på nær nostalgien, er det altså ikke en skidt ting. Og da slet ikke, når vognen hedder Volvo V60 T8.

Jeg har efterhånden skrevet en hel del om Volvos velformede nye stationcar V60, som jeg kørt i både solskin i Barcelona og minus 28 grader i Nordsverige i den barske V60 CrossCountry udgave. Er der virkelig mere at sige om vognen? Ja, det er der. For nu er den nemlig tilgængelig med Volvos T8 Twin Engine, en Plug-in Hybrid, og det er ikke bare en vogn, der flyder lydløst og komfortabelt ned ad gaden, den kan også flyve fra 0 – 100 km/t på blot 4,9 sekunder.

Lad mig lige hurtigt ridse op, hvad den nye V60 lige er for en fætter. Anden generation V60 er skabt på samme platform som stort set hele den nye modelfamilie – XC40 undtaget – og er godt nok en kortere lillebror til V90, men har faktisk kun 7 cm mindre akselafstand. Altså rigtig meget plads i kabinen. Men endnu mere interessant er, at den nye V60 faktisk har længere akselafstand end den oprindelige herregårdsvogn V70, der som bekendt så også er blevet lagt i graven.

Fronten er gjort større og bredere, og linjerne langs den lange kabine er så rene, med den markante linje fra for- til baglygte, at den “lille” stationcar virker utrolig velformet. Den er som om, at designet bare passer lidt bedre i proportionerne på V60 end på storebror V90. Baglygterne kender man stort set fra V90, tillige med Thors hammer i forlygterne, der til forskel fra SUV broren XC60, ikke har fået trukket spidsen fra lygten helt ind i grillen. Nu ved du, hvad du skal kigge efter i trafikken.

Instrumentbordet ligner til forveksling det i XC60 med det såkaldte med den lange kromlinje, de vertikale luftdyser og naturligvis den store 9″ infotainmentskærm. Foruden de fantastiske komfortable sæder, som man bare altid sidder godt i.

Startknap, rulleknap til køremodes og automatgearet er en familiesignatur, og så lever Volvo op til sit sikkerhedsimage med sikkerhedssystemer såsom automatisk nødbremse, der registerer trafik, fodgængere og sågar elge. Behageligt ekstra sikkerhedsudstyr er desuden Volvos IntelliSafe til små kr. 25.000,- med vognbaneassistent, advarsel om trafik bag vognen (når man bakker) samt 360 graders bakkamera, som viser vognen og alt rundt om den i fugleperspektiv. Den slags er jeg blevet fælt afhængig af, og særligt i stationcars, der trods alt har en lang bagende.

Plug-in Hybriden Volvo V60 T8 har en 4 cylindret benzinmotor under hjelmen med hele 303 hestekræfter, som oven i købet får følgeskab af yderligere 87 stykker fra elmotoren, der er placeret på bagakslen. Oh yeah, den vogn kan flytte sig!

Topfarten er begrænset til 250 km/t, det kører jeg selvfølgelig ikke, men jeg har ingen problemer med at rykke fra det hele på motorvejen. Speederen reagerer prompte, og det er en sand fornøjelse at se folks overraskelse, når den ellers så flinke og nedtonede svenske familiebil viser tænder.

Men måske mindst lige så vigtigt: til forskel fra almindelige hybrider, hvor batteriet samler energien op under kørslen, kan en Plug-in Hybrid lades ved at ladestander eller ladeboks, og det gør V60 T8 i stand til at køre op til 50 kilometer på ren el. Nuvel, afhængig af kørestil naturligvis, og giver jeg gas på motorvejen, bliver strømmen hurtigt brugt, og så ædes der i sagens natur benzin på den knap så pæne måde.

Nok tager det ikke mere en to en halv time at fylde batteriet op igen ved en ladeboks, men alligevel. Næh, den potente vogn giver selvfølgelig allermest mening, når jeg kører pænt i byen. Den helt lydløse start og kørsel på el øger komforten i vognen, og når benzinmotoren sætter ind ved lidt højere hastighed, gør den det diskret og elegant, mens jeg flyder gennem de 8 trin i automatgearet. På denne her måde kan jeg køre på strøm i byområder, kombineret strøm og brændstof på landevejen og lidt på motorvejen, og få en brændstoføkonomi på omkring 40 – 47 kilometer på literen.

Jo, da, jeg kan da også bare køre på brændstof. Men det fjerner unægtelig bare noget smoothness fra den komfortable vogn, erfarer jeg, da det lidt for hurtigt lykkes mig at tømme batteriet, og lydbilledet derfor udelukkende er præget af den lidt grovere firecylindrede motor. Og så er der jo heller ikke rigtig nogen grund til at købe en vogn med to motorer, hvis man kun bruger den ene, vel?

Volvo V60 T8 koster fra kr. 741.000,-

Author: Malene Raith

Share This Post On