Det store principielle crush, Suzuki Jimny

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

Jeg må lægge mig faldt ned og indrømme, at denne her vogn har revet mig midt over. På den ene side knuselsker jeg den lille nye SUV, Suzuki Jimny, og på den anden giver den slet ikke mening for mig. Ikke fordi den ikke kan det, den skal, den lille firehjulstrækker er absolut en tapper og sej fætter i terrænet, men nu har vi jo bare ikke så mange vin- eller olivenmarker her til lands, at dens kernepotentiale kan udnyttes til fulde.

Hvilket jo så efterlader Suzuki Jimny som en livsstilsvogn. En bil, der ikke er skabt til byen, men alligevel kommer til at køre rundt her, fordi den simpelthen bare er så fed, at man får lyst til at eje den og ikke mindst: blive set i den.

“Se, den Jeep der …” overhører jeg en dreng sige på parkeringspladsen, og han er ikke den første. Flere udbryder noget tilsvarende og det image er jo noget, mange er vilde med i hovedstaden. At blive set i en funky, kantet og rå firehjulstrækker, som lugter af kreativ overklasse, mens man skrumler af sted med et højt brændstofforbrug og terrængående teknik, der aldrig kommer i brug på københavns asfalt. Men hvor størstedelen af de kantede kasser i dag har fået indbygget komfort netop for at imødekomme livsstilsegmentet, så giver Jimny ikke ved dørene. Vil du have firehjulstrækker, så får du det denundelyneme.

Derfor kan vognen da også beskrives med et ord: ærlig. Jimny er hverken luksuriøs eller går an som fiks familiebil til frisk-fyrs segmentet, men er en benhård og kontant lille arbejdshest, som er bedst egnet til at have stående på gården, ødegården eller sommerhuset på vestkysten. Så er du advaret.

Jow, jow, jeg var skam helt forelsket i Jimny på forhånd, for jeg faldt, overfladisk, som jeg jo er, fuldstændig for udseendet. Og det skuffer så absolut ikke, da jeg endelig står ansigt til ansigt med den gule firehjulstrækker med de korte udhæng, der ikke bare giver den sit særpræg, men også gør den mulig at få rundt i stejle områder. Yes baby, I’m bad, tænker jeg, hopper kækt op i vognen og smækker døren med et klonk.

Interiøret er selvfølgelig kantet og primitivt, som det skal være, ikke så meget dillerdaller, bare instrumenter pakket ind til at kunne tåle lidt af hvert, fire store knapper over midterkonsollen til blandt andet betjening af ruderne, klimaanlæg og et glimrende infotainmentsystem. Og ud over en lang gearskifter til de fem gear, er her skam også en stang til reduktionsgearet, så jeg kan kravle sikkert rundt i udfordrende terræn. Det er hverken muligt at justere sædet i højden eller trække rattet frem. Det kan skubbes op eller ned, resten må man justere frem og tilbage med sædet. Så langt så godt.

Jeg sætter nøglen i tændingen, drejer og starter vognen … og så går det op for mig.

Jimny er præcis, som den ser ud. Ærlig og primitiv. Den foregiver intet, men er, som den er. Gearskifteren ryster, der er nærmest ikke moment i første gear (fint nok i terræn, men nu er jeg i 2400), kan faktisk nøjes med bare at køre i andet, og motorlyden bringer minder frem fra dengang i begyndelsen af halvfemserne, hvor vennerne fik deres første brugte biler. Nåh, men det er vel det, man kalder autentisk, tænker jeg, og rumler videre væk fra Nørrebro, mens jeg skifter gear og manøvrer på livet løs, til jeg næsten har sved på panden.

Suzuki Jimny fås kun med en motor: en firecylindret 1.5 liter benzinmotor med 102 hestekræfter, og det sender den altså ikke over krydset som den første. Slet ikke, hvis man vil have sin hørelse intakt. Og det er det, der går op for mig: Jimny er ikke en vogn, man på noget tidspunkt slapper af bag rattet i. Den kræver fuld og konstant opmærksomhed af chaufføren, og jeg er helt træt efter den første køretur.

Men måske er jeg bare lige lovlig mageligt anlagt, så jeg prøver igen.

“Hold lige fast, nu drejer jeg ind over cykelstien,” advarer jeg. Jeg har smidt to voksne på bagsædet, og det er kun fair at advare dem om, hvor meget vognen vipper på ujævn asfalt eller ved sving ind over cykelstier. Det er godt i terrænet, men den bløde affjedring gør unægtelig også vognen temmelig dansevoren på ujævn asfalt eller bare hvis jeg bevæger mig en smule i vognen, men heldigvis er begge passagerer søstærke. Til gengæld volder det dem en del problemer at vikle sig ud fra bagsædet.

Faktisk … glem bare de der bagsæder. Læg dem ned og få et rigtigt  bagagerum i stedet, så du kan have mere med end to lodretpakkede indkøbsposer eller fire pakker køkkenruller.

Men hvordan kan jeg nu forsvare en egoistbil, når jeg ikke er single, der fri som fuglen kan gå all in på looks alene? Jeg vil jo altså så gerne bevare mit Jimny crush. Det kommer heldigvis, da jeg kører ud på en mudret og grusfyldt byggeplads. For hvor Jimny kan forekomme klodset på asfalten, er den fuldstændig tjekket i de rå omgivelser. Den kører sikkert over dybe huller, gennem vådt grus, op og ned ad skråninger og store vandpytter, og på intet tidspunkt er jeg bange for at sidde fast i det smattede underlag. Den graver sig nemt fri hver gang. Yes, flueben ved vaskeægte firehjulstrækker.

Selvom jeg gruer for det, tager jeg Jimny med en tur på motorvejen, og her bliver jeg tilfreds. For bilen kører faktisk ok stabilt, frisk og fint til i de fem gear og er faktisk meget mindre stressende her i femte gear end i byen, hvor jeg hele tiden skal skifte gear.

Og derfor ender jeg altså med at være fuldstændig i vildrede over den fine gule kasse. For lige så velegnet Jimny er til terræn, lige så uegnet er den til mine daglige kørebehov som byboer. Den passer utvivlsomt bedst på en stejl italiensk vinmark med bagenden fuld af trækasser med druer og Pavarotti for fuld udblæsning på anlægget. Og den tanke, slow living en lun eftermiddag i Toscana i Jimny, er jeg klart forelsket i. Så kan jeg drikke egen vin og skrive digte, mens solen går ned i bjergene.

Men skal jeg køre den gule snut i min hverdag med regnvejr og køkørsel, bliver det med et buskort ved siden af. Så jeg på stressede dage, kan blive transporteret uden for meget besvær. For jeg er simpelthen for forkælet eller i hvert fald ikke vintageramt nok til at orke det her hver dag. Til skolen, til møder, til Netto, til byen og til Jylland. Det er hug en fod eller klip alle tæerne, og der går, overraskende nok, grænsen alligevel. Mageligheden vinder over forfængeligheden, også selvom vognen prismæssigt absolut er til at komme i nærheden af.

Men er man nostalgiker, single/aleneforælder til et enkelt barn, evt. har en hverdagsvogn ved siden af eller ødegård i Sverige, vil man elske at eje den rå og arbejdsvillige vogn. Køreredskab er måske den mest korrekte betegnelse for den gedigne lille terrænæder pakket ind i en fin gul kasse. Og bare rolig, jeg elsker skam stadig alt ved Jimny. Nu bare mere af princip end praktik.

Suzuki Jimny koster fra kr. 230.000,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On