Skarp lille pakke, Mazda3

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

Jeg har aldrig lagt skjul på, at design vægter en del, når jeg kigger på biler. Naturligvis er køreegenskaber vigtige, man betaler trods alt pænt meget for det, der driver en vogn frem, men kan man få begge dele, gør det jo ikke noget, at motoren er pakket pænt ind, vel?

Og derfor har det “lille” japanske mærke Mazda da også længe haft en høj stjerne hos mig. Faktisk lige siden jeg kørte min første tur i en MX-5 i forrige årtusinde. Designet gik straks i hjertet, hvilket kort efter blev overgået af vognens sjove kontante køreegenskaber. Nuvel, nok er vognen, jeg i dag har sat mig ind i, ikke en lille sporty roadster, alligevel lever den nye Mazda3 mere end op til forventningerne. Og ikke bare på grund af design og køreglæde, men også på grund af al udstyret, som er standard.

Første generation af den lille familiebil så dagens lys tilbage i 2003, siden har den solgt i over 1 million eksemplarer i Europa, og med den nye Mazda3 er vi nu oppe på fjerde generation. Den er bygget på en helt ny platform, som fremover skal danne basis for flere nye modeller, og har blandt andet fået øget akselafstanden en smule, masser af teknik og så selvfølgelig: nyt design.

Mazdas designmantra handler om at skabe dynamisk formgivning og elegance ud fra så få virkemidler som muligt. En slags skæren ind til benet i søgen efter den rene og ultimative linje. Og det fungerer rigtig godt på Mazda3, der har store rene flader uden vilde buk, knæk og kromlister, men bare bugter sig ubesværet i solskinnet. Levende og bevægelig selvom den holder stille.

Det er den friske 5-dørs hatchback version af Mazda3, som jeg har kastet mig over. Sedanversionen er netop også kommet på dansk asfalt, og hånden på hjertet er jeg mest fan af sedaner. Fordi jeg bare mere er til flade end runde bagender. Som man siger. Men det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og praktiske behov, og når først man sidder bag rattet er det andre ting, der falder i øjnene.

Som det  elegante instrumentbord med den lille korte og kontante gearstang, det brede armlæn og store tykke rat. Mazdas “Jinba Ittai” slogan, hest og rytter forenet, begynder allerede her, når man sætter sig godt til rette, trykker start og ser et head-up display tone frem. På forruden vel at mærke, og ikke på en plastikplade.

Det er såmænd standard sammen med den nøglefri start, foruden en anden væsentlig køreoptimering: adaptiv fartpilot. Der følger også andre lækkerier som navigation med, regnsensor, Apple CarPlay, sædevarme, opvarmede indfældelige sidespejle, vognbane assistent og meget mere. Jeg kan nemt komme i tanke om flere premiumbiler til den dobbelte pris, der ikke har den slags med i prisen.

Dog er der noget udstyr på denne her mellem udgave (Sky) af Mazda3, som jeg kører i, jeg meget hurtigt bliver glad for. Bakkameraet med advarsel om trafik bag vognen er nemlig en nydelse på travle parkeringspladser i byen eller ved indkøbcentre, hvor fodgængere og cyklister bevæger sig ind bag bakkende biler, som have de et dødsønske.

Og må jeg ikke glemme den nøglefri adgang (ekstraudstyr). Altså den med nøglen, som ikke behøver komme op af tasken. Den er genial! Vognen låses automatisk, når jeg går væk fra vognen og åbner automatisk, når jeg nærmer mig. Det bliver jeg fluks afhængig af. Ingen tryk nogen steder, bare ind i bilen. Nuvel, måske i den lavpraktisk ende, men djævlen ligger jo som ofte i detaljen.

Det er en fire cylinderet 2.0 Skyactive-G benzinmotor med 122 hestekræfter og seks manuelle gear, der ligger under hjelmen, og den gør det både dynamisk og kvikt ved bykørsel og på landevejen. Gearene glider ubesværet og nemt, og Mazda3 ligger stabilt og behageligt på vejen. Ikke mindst takket være Mazdas G Vectoring Control system, som i korte træk sørger for en optimal vægtfordeling i sving (så man ikke kastes rundt i sædet).

Værd at vide er også, at vognen er udstyret med et mild hybrid system, altså et lille assisterende batteri, der ikke mærkes ved kørsel, men er med til at give et fint brændstofforbrug på 15,9 på literen – efter de nye mere korrektvisende WLTP regler naturligvis.

Indrømmet. Jeg kunne godt leve med liidt hurtigere acceleration end 0 – 100 på 10,4 sekunder. For når jeg spiller smart på motorvejen i den lille skarpe vogn og forsøger at speede væk fra bagvedkørende, opdager jeg nemlig, at de fleste faktisk kan hænge på. Øv altså. Selvfølgelig et spørgsmål om temperament, og til os med de store armbevægelser er der da også en helt ny kraftigere Skyactive-X motor på vej til efteråret.

Men som sagt er det ikke noget, jeg mærker i min dagligdag i byen. Her er det tværtimod nydelsen af al det lækre standardudstyr, den komfortable køreoplevelse og  det indre som ydre design, der dominerer den nye Mazda3.

Jovist, er her også plads til praktiske ting som to børn på bagsædet og de daglige indkøb i bagagerummet i den nye vogn fra Mazda, som ikke bare lever op til Jinba Ittai, men som faktisk også er en ret fin hest at blive forenet med, ikke?

Den nye Mazda3 koster fra kr. 255.000,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On