En elbil til alle, Hyundai Kona Electric

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned tryk her!

Foto Malene Raith

Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Og jeg må klart indrømme, at jeg, til min egen forbløffelse, på relativ kort tid er begyndt at ændre holdning. For hvor jeg i januar glad udtalte, at en elbil ikke stod øverst på listen, når der skal købes ny bil, er jeg pludselig blevet meget mere åben overfor de elektrificerede vogne. Og det er sådan set ikke fordi, at jeg ikke har kørt en her del gennem årene, som motorjournalist tester man trods alt firehjulet indenfor rimelighedens rammer, men det er bare som om, at udviklingen og bilerne endelig er nået et punkt, hvor det giver mere mening for mig. Ikke mindst efter at jeg har testkørt den nye Hyundai Kona Electric.

Hyundai Kona er en såkaldt crossover, altså en rummelig vogn i overskuelig størrelse med god frihøjde og cool beskyttelsesskærme rundt omkring, som nok i virkeligheden egner sig bedst til at se godt ud i byen end til at virke som terrængående arbejdshest på landet. Den havde verdenspremiere i 2017 og nu er den altså kommet i en fuldt elektrisk variant.

Og det går den så absolut ikke stille med dørene med. Altså jo, den er naturligvis lydløs som elbiler jo er, men designet er mildt sagt noget mere outreret end den almindelige Kona, som er iøjenfaldende nok i sig selv. Og det kan altså godt være lidt svært at sluge for mig, som er tilhænger af, at elbiler ikke bør skille sig ud. Ligesom der jo heller ikke er designmæssige forskelle på benzin- og dieselvarianter. Det virker sådan lidt helligt på mig, men nuvel, det er selvfølgelig en smagssag. Præcis ligesom resten af designet på Kona Electric, som sagt på en pæn måde, i hvert fald får den til at stå ud i trafikken.

Til gengæld er oplevelsen anderledes positiv for mig, som jeg sætter mig bag rattet.

Som værende en crossover befinder jeg mig forholdvist højt placeret i sædet i Kona Electric, hvilket giver et godt overblik over trafikken, pladsen herinde er rigtig fin, og så er der lige det dejlige overskuelige instrumentbord. Helt rent med store sølvknapper til de væsentligste funktioner, en let betjent infotainmentskærm, som jeg fluks spejler min telefon på og den digitale instrumentering bag rattet, hvor jeg kan følge batteriets rækkevidde, og hvorledes strømmen bevæger mellem batteri og hjul.

Allermest elsker jeg dog, at gearvælgeren er væk i midterkonsollen og erstattet af fire knapper til automatgearet (som elbiler jo altid har): D, R, P og N. Ikke mere noget med at skulle køre gennem de andre gear for at komme til Drive. Bare tryk på det du vil have, fedt! Jo, jo, naturligvis er jeg stødt på den slags før, nemlig i den nye Jaguar I-Pace, men måske præcis derfor finder jeg det en ekstra luksus at have i Kona Electric, som jo trods alt er udstyret med et noget lavere prisskilt.

Al min elbilrutine til trods, har jeg altså stadig en vis frygt for det der med rækkevidden på de lange distancer. Naturligvis er der sket meget de senere år med både batterierne, og måden man måler rækkevidden på, de nye WLTP tal skulle være mere pålidelige end de gamle, og ifølge dem burde Kona Electric med det store batteri klare 449 kilometer. Men altså …  Jeg er alligevel skeptisk.

For der er ofte så mange “men’er” forbundet med beregningerne af elbilernes rækkevidde, at jeg af bitter erfaring ved, at min kørestil unægtelig vil afføde en kortere rækkevidde. Hvor kort ved jeg bare endnu ikke, og derfor beslutter jeg mig for, at teste både vogn og nerver ved at køre Kona Electric på en længere tur til Varberg lige syd for Gøteborg. Så min elbilsskræk enten kan blive be- eller afkræftet.

Ifølge Google er der små 200 kilometer derop og rækkevidden på den fuldt opladede vogn lige over 400 kilometer. Det skal nok gå godt. I hvert fald den ene vej, men der bliver brug for at lade, for at komme tilbage.

Hvis man vil have det optimale ud af en elbil, kan man gøre flere ting. Lade være med at skrue for meget op for varmen, undgå for mange vilde accelerationer og generelt lade være med at køre længe på motorvej. Jeg gør det hele. Jeg insisterer nemlig på, at en elbil skal bruges som en brændstofbil og tænder derfor sædevarmen, sætter klimaanlægget på 24 grader, man er vel en frossenpind, og navigationen til motorvejen op gennem Sverige. Til gengæld vælger jeg dog, at gøre det i Øko-køremode. En elbil er alligevel altid frisk i accelerationen.

Jeg spejler min telefon og finder en god podcast, sætter den nuvel, ikke helt ligetil, men gode adaptive fartpilot på rattet (hvor en sådan hører hjemme) til de svenske fartgrænser på 110 og 120 km/t, og nyder herefter den harmoniske kørsel hele vejen mod nord. Alting virker som det skal, vognen er relativt god støjisoleret omend man jo altid kan høre vind- og dækstøj på motorvejen, og kørslen er komfortabel og dejligt stressfri.

Som jeg nærmer mig målet, har jeg brugt 300 kilometer af min rækkevidde. Det er jo altså 100 mere end der reelt er herop, men igen – jeg har heller ikke holdt mig tilbage med hverken fart, accelerationer eller elektricitet i kabinen. Alligevel har jeg hjertet lidt i halsen. For hvad nu hvis der ikke er en ladestander, når jeg kommer frem? Eller hvad hvis stikkene ikke passer? Og har jeg rækkevidde nok til at finde et andet sted at lade? Afstandene mellem byerne kan trods alt være ret store her i Sverige. Heldigvis får jeg øje på ladestanderne ved hotellet i Varberg. Tesla, står der. What? OMG! Hvad nu? Min puls går op igen.

“Og andre elbiler,” står der heldigvis med småt ved den ene af de tre ladestandere. Pyyyyh! Og iøvrigt godt, at der ikke er andre, der er i elbil i dag. Jeg vipper klappen op på fronten og sætter stikket i. Vupti. Endnu en skræk er ubegrundet. Det er jo super let, det her. For god ordens skyld tjekker jeg, at vognen lader, inden jeg låser vognen med ro i sindet. Okay. 9 timer og tyve minutter står der godt nok i displayet, inden den er fuldt ladet igen, men det gør ikke spor, når man alligevel skal overnatte.

Og næste morgen kommer jeg ud til 425 kilometer på batteriet igen, så jeg med ro i sindet kan trille hjem mod Danmark. Turen hjem foregår lige så behageligt og afstressende som dagen før, igen har jeg omkring 100 kilometer tilbage i rækkevidde, da jeg arriverer ved udgangspunktet på dansk jord, men her oplever jeg så noget andet. For som jeg fortsætter min hverdag i byen, fungerer rækkevidden meget bedre. Her kan jeg nemlig somme tider køre 3 kilometer uden at bruge en eneste, og så er det altså at det hele begynder at give rigtig god mening.

For jeg kører jo ikke til Sverige hver dag. Der kører jeg rundt i og omkring København, så her kommer jeg ikke til at mangle noget som helst i form af rækkevidde. Og hvor jeg med min brændstofbil altid skal tanke med jævne mellemrum, vil jeg med en ladestander i indkørslen (og en sådan følger med vognen), slippe for den slags. Det vil være fuld tank, hver morgen.

“Mor! Bilen synger … ?!” udbryder min søn som jeg manøvrerer rundt på parkeringspladsen. Nemlig. Elbiler er naturligvis altid lydløse, når der ikke er en forbrændingsmotor til at buldre, men Kona Electric sender også en lille summende lyd gennem luften, når man triller langsomt rundt samt en lille forsigtig advarselslyd, når man bakker. Så syvsovere høfligt bliver gjort opmærksom på dens tilstedeværelse. Til gengæld er hornet virkelig fesent. Glem at nogen bliver advaret af det. Bare glem at bruge det, det er nærmest ydmygende.

Som pendler kan det måske stadig være svært med en elbil, hvis man ikke kan lade ved sin arbejdsplads og tilbagelægger mere end 300 kilometer om dagen. Men for alle andre os andre er den oplagt. Og med en startpris på kr. 285.000,- (med det “lille” batteri med 289 kilometer) gør Kona Electric altså elbilen til et realistisk alternativ for helt almindelige familier, der har brug for plads til børn og bagage i dagligdagen og ture på landet i weekenden. Imponerende. Jeg er ved at være overbevist. Elbilen er kommet for at blive.

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On