Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned tryk her!
Foto Malene Raith og Ford
“Kom nu, gas, gas, gas …!” Hepper Morten Bek og jeg i kor af kollegaen foran os, men han kan ikke høre det. Manøvren er dødsdømt uden momentum, og øjeblikket efter sidder manden da også fast i det bløde sand.
Det er nu ellers ikke fordi, vi er ude i en vogn, der ikke kan klare forholdene. Den nye Ford Ranger Raptor æder sig tværtimod grådigt gennem blødt som stenet sand, forcerer hullede, stenede veje i høj fart og kravler utrættelig over nærmest alt, der har med terræn at gøre. Det eneste den bare kræver er, at chaufføren har modet til det.
Hvor er vi?
Vi befinder os i den vestlige del af Marokko, helt nøjagtig i de enorme sandklitter ved Atlanterhavet lige syd for den smukke gamle kystby Essaouira. Området er kendt for sin produktion af arganolie, som ikke bare den vestlige skønhedsbranche er vild med, men også de lokale geder, der kravler op i træerne og spiser frugterne. Ged i træ er derfor ikke et usædvanligt syn på disse egne, mulddyrene, æslerne og kamelerne holder sig dog for såvidt mest til jorden. Langs kysten breder kilometervis af øde sandstrande sig, flankeret af havet på den ene side, og stenet og sandet ørken på den anden. Og det gør unægtelig området perfekt til test af Fords nye brutale pickup.
Hvad kører vi i?
Ford Ranger Raptor er en ny, ond terrængående variation af Fords eneste pickup i Europa, Ford Ranger, der er i stand til, og faktisk allerbedst kan lide, at køre gennem et udfordrende miljø. Reptilnavnet har Raptor lånt fra dens endnu større slægtning, som dog kun triller rundt på de amerikanske veje, den enorme pickup F-150, men faktisk er Ranger Raptor oprindelig udviklet i og til det australske marked.
Udover at landet er enormt, har Australien nemlig også et ekstremt terræn i deres outback, og det kræver noget ganske særligt af vogntøjet. Inspirationen til køreegenskaberne er til gengæld fundet i Mexico, nærmere bestemt Baja California, og det berømte ørkenræs for terrængående vogne, Baja. Og det går ikke bare vognen egnet til køre gennem vanskeligt terræn, den kan også gøre det i fuld fart.
Hvad er nyt?
Ranger Raptor er bredere, højere og længere end den i forvejen over fem meter lange Ranger, den har endnu mere frihøjde, 30 procent mere vandring i affjedringen og en øget både indgangs- og afgangshøjde. Med andre ord kan den køre over højere forhindringer, tage imod hårdere stød og køre både ned og op i stejlere vinkler og højere fart.
Designmæssigt har Raptor blandt andet også en brutal ny grill, større beskyttelsesskærme, nye kofangere og et stort, bredt trinbræt. Chassiset er ekstra forstærket, Raptor har fået skivebremser også til baghjulene, og undersiden er desuden beklædt med plader i højstyrkestål. Og så må vi ikke glemme de vilde 33” dæk lavet til at køre på sten, klipper, mudder og sand. Altsammen er med til at give vognen en vægt på ca. 2,5 ton.
Til at trække den er Ranger Raptor udstyret med en 2.0 liters EcoBlue dieselmotor med 213 hestekræfter og et ti trins automatgear, som Ford-fans kender fra den nye Mustang. Naturligvis kan vognen sættes til enten at trække på bagenden eller køre med firehjulstræk i enten høj eller lav gearing, så den kan ræse ud ad de stenede veje eller vandre roligt over store sten og klippestykker. Og så er Raptor udstyret med seks køreprogrammer til enten sand/mudder, sne/græs/småsten, sport, sten, normal eller altså ræs i sand og stenet terræn: Baja.
Hvad synes Morten?
“Der er Ranger, og så er der Ranger Raptor. Begge er klodsede, store og brutale at se på, men hvor Ranger er den rolige og kedelige Dr. Jekyll, så er Ranger Raptor den bestialske og brutale Mr. Hyde. De er som nat og dag. Alt det de to modeller deler af dårligdomme, skyldes at Ranger bare er en gammel bil. Rattet er stort som da vi første gang så airbags brede sig i starten af 90’erne, kabinen følger meget godt det samme tema, og så vrider karrosseriet sig gerne oven på den stive chassisramme. Det er mere held end egentlig forstand, at man kommer gennem et sving i en nogenlunde fornuftig bane, for styretøjet er lettere end i en Fiat Panda, en bybil cirka halvt så stor. Og så er der motoren. Ranger har en endnu en femcylindret dieselmotor på 3,2 liter med 200 hk, Ranger Raptor en ny 2-liters diesel med 213 hk og højere drejningsmoment. Hverken den ene eller den anden motor er tæt på at være en trussel mod en VW Amarok med V6-motor. Tilstrækkelige er de, ikke mere.
Men når asfalten slutter, og det helt grove terræn, så stygt og råt som det næsten ikke findes i Danmark, begynder, så bliver Ranger Raptor til noget helt enestående i sin klasse – glem Nissan Navara, Toyota Hilux, Mercedes-Benz X-Klasse og VW Amarok. Ranger Raptor er den store bil med lad, jeg ville bruge til at rejse jorden rundt i, hvis jeg var tvunget til at lege Jorden Brænder, og jorden faktisk var asfalt. Jeg ved godt, mange andre pickups og firehjulstrækkere kan udstyres med store fjedre, ballon-terrændæk, forstærkninger over det hele og alt muligt andet. Men det er unikt i Europa, at det kan leveres i en samlet pakke, der triller af samlebåndet med fuld garanti. Garanti for at det holder, garanti for at det er gennemprøvet. Affjedringen gør det muligt at køre forunderligt hurtigt over stenbunker og lave flyvehop på stranden i Marokko, uden at støddæmperne går i bund eller forenden rammer den anden side af sandet med et brag. Jeg har efterhånden kørt meget off-road, og Ranger Raptor er en af de vildeste oplevelser, jeg nogensinde har haft.”
Hvad synes Malene?
“Jeg må indrømme, at pickup trucks ikke er mit største erfaringsfelt, jeg har testet Ford Ranger samt en hel del firehjulstrækkere i terræn. Ingen af dem kommer i nærheden af det, som Ranger Raptor kan. Det er jo fantastisk at opleve, hvordan karosseriet falder mere til ro, når man kører til på den hullede og stenede grusvej, fremfor at køre forsigtig. Affjedringen arbejder helt fantastisk her, men også som vi dykker ned ad stejle sandklitter eller hopper op over dem, kan man stole på vognens evner. Okay Ranger Raptor gynger og danser, som vi kører ud ad en klippevej mod stranden, men alene det, at den kan er skørt at opleve – der er nemlig tale om reelle store sten, af typen som jeg hverken ville kunne løfte eller rokke på, som vi kører hen over. I roligt tempo naturligvis og med gearingen i Low, men alligevel …!
Og så er jeg jo vild med Raptors “take-no-prisoners” design, det høje, brede og bøffede look. Selvtillid i tonsvis, og selvfølgelig også en nødvendighed for at kunne gebærde sig i hårdt terræn. Mest af alt minder Ranger Raptor mig om en Paris-Dakar ræser i junior udgave. Og det virker faktisk lidt befriende politisk ukorrekt i vores del af verden, hvor alle taler (men ikke køber) om elbiler. Det er bare fedt, at man kan stå på det store solide trinbræt og glane ud over alt, at man skal hoppe for at nå ned på jorden fra sædet, og at vognen kan tage så mange tæsk i terrænet uden at få en skramme. Men parker den natten over i København, så skal den da nok få det.
Ingen steder i Danmark giver det her køretøj mening, slet ikke i byen og på motorvejen ville jeg hele skulle passe på ikke at komme til at køre hen over de andre i køerne. Selvfølgelig er der masser af vibrationer og dækstøj fra de onde 33″ dæk på asfalten, ingen vild dynamik i de 213 heste til at flytte de 2,5 tons ud ad motorvejen, og nuvel, nok har vi da grusveje herhjemme, men de er på ingen måde krævende nok i forhold til hvad denne her ørkenløber kan. Men altså, tænk lige over det igen. For hverken en Ferrari, eller Mustang for den sags skyld, bliver heller aldrig rigtig brugt til det, de er udviklet til. Eller størstedelen af Range Roverne i hovedstadsområdet, så det er jo lidt det samme. Pickup truckenes Ferrari.
For nogen er vognen bare et transportmiddel eller et arbejdsredskab. Men er man glad for biler, vil man gerne signalere noget med køretøjet, og måske også har et arbejde, hvor man somme tider kommer udenfor alfarvej og samtidig også har brug for at kyle store ting på ladet, kan jeg sagtens forestille mig, at Ranger Raptor er interessant. Der er gang i hjulene i øjeblikket, der bygges til og bygges nyt alle vegne, så selvfølgelig må der også være kunder til en blæret praktisk arbejdsvogn på gule plader. Jo, jo, Ranger Raptor er utvivlsomt i sit es i den australske Outback, men det skal man da også have lov til at være (så længe man ikke er pendler) bag rattet på den brutale vogn i Danmark. Og måske bare fordi man kan.”
Ford Ranger Raptor koster kr. 373.400,- og vil kun kunne købes i et udstyrsniveau og på enten gule- eller papegøjeplader, altså uden bagsæder, når den lander i Danmark til september.
Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned tryk her!