Sidste udkald for Mercedes-Benz GLA 200

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

For en gangs skyld er det ikke en spritny model, som jeg har sat mig bag rattet i. Altså, godt nok er denne her Mercedes-Benz GLA 200 den nyeste nuværende model på markedet, men næste generation er efterhånden så tæt på, at den næsten kan ånde den nuværende i nakken. Og derfor har Mercedes-Benz nu sendt en særlig udgave af GLA på gaden. Final Edition hedder den, og det klinger unægtelig meget af sidste omgang. Versionen er naturligvis også af samme grund spækket med udstyr, som skal være med til at gøre den aldrende model attraktiv.

GLA er en slags kompakt SUV, eller måske rettere en forhøjet udgave af Mercedes-Benz A-Klasse, der som bekendt er den mindste vogn i Mercedes-Benz modelfamilie. Den kom på markedet for første gang i 2014, tre år senere fik den traditionen tro et facelift, og nu er klokken altså ved at ringe ind for generationen. En ny er lige om hjørnet, eftersom den nye generation A-Klasse blev introduceret sidste år, og netop her i foråret efterfulgt af den nye CLA (coupé-versionen).

Men som den “aldrende” GLA står og glimter i morgensolen med sit krom og voluminøse front, synes jeg på ingen måde, at vognen ser bedaget ud. Designet holder utvivlsomt endnu, men er selvfølgelig også hjulpet godt på vej af den spiffe AMG styling, tagrælinger og 19″ AMG letmetalfælge, som følger med Final Edition versionen.

Men da jeg sætter mig ind i vognen og går i gang med at justere sædet, bliver jeg hurtigt mindet om, at GLA nok virker stor, men altså stadig hører til blandt Mercedes-Benz mindst vogne. For jeg støder simpelthen hovedet mod loftet. Det har jeg så i mit 185 cm lange liv aldrig prøvet før. Nok er der fin frihøjde på vognen, som gør ud og indstigning let, men taglinjen er flad.

Til gengæld har jeg plantet bagdelen i et lækkert sportssæde i kunstlæder med hvide stikninger, de er faktisk over det hele, placeret højre arm på det brede armlæn, og interiøret ser absolut stadig godt ud med de klassiske luftdyser, lister i kulfiberlook og kunstlæder på instrumentbordet.

Her er også en fin 8″ skærm med navigation og et glimrende bakkamera, her to zoners klimaanlæg og glimrende ure, og man skulle da være et skarn, hvis man ikke synes godt om den slags.

Der er dog en enkelt ting, som skærer mig i øjnene – og som jeg altid kommenterer, når jeg støder på det – og det er nummertasteturet i højre side af instrumentbordet. Man skal være kender for at vide at luftdyser, ure og skærm ser anderledes ud på de nye modeller, men de dersens ting, man kan trykke på, når man skal telefonere er omtrent så fede som en fastnettelefon. Set fra den positive side, så aner de unge selvfølgelig ikke, hvad det er.

Jeg trykker start, vipper pinden på rattet i Drive, og ruller en tur på landet. GLA 200 Final Edition har et 7-trins automatgear og en firecylindret benzinmotor med 156 hestekræfter, der klarer 0 – 100 på 8,1 sekunder, og det er helt fint. I sagens natur ikke en raket, men komfortabelt og behageligt.

Til gengæld er et brændstofforbrug på 12,7 kilometer på literen ikke super imponerende. Når man tænker på, at vognen trods alt ikke er voldsomt stor eller hører til blandt autobahnens hurtigste. Den slags bliver naturligvis mere optimeret og effektivt med den nye generation GLA, som til gengæld vil komme med mindre udstyr til en højere pris.

Er man typen, der gerne vil være først med alt, kan Mercedes-Benz GLA Final Edition naturigvis ikke friste. Og da slet ikke, hvis man allerede har været inde bag rattet på den nye A-Klasse, og set hvad der er i vente. Men er det mindre vigtigt at have de nyeste skærme og features i sin bil, så længe den er komfortabel, flot og køre behageligt, kan man altså lige nu få masser af ekstra lækker styling og udstyr med i en Mercedes-Benz GLA Final Edition. Generationen er ikke udskiftet endnu, men det er unægtelig ved at være sidste udkald.

Mercedes-Benz GLA Final Edition fås til kampagnepris fra kr. 418.000,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On