Morten, Malene og Jeep Cherokee

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

Det kan godt være, at den opdaterede Jeep Cherokee er udstyret med et mindre vred af nye sikkerhedsassistenter og systemer. Blandt dem automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, men heldigvis ikke kvæggenkendelse.

For hele vognen er lige nu omgivet af en større flok nyklippede får, der myldrer frem og tilbage på den smalle grusvej her i de sicilianske bjerge, og hvis vi ikke skal tilbringe hele dagen på samme sted er der kun en ting at gøre: køre. Så det gør jeg. Ganske langsomt til jeg når fårehyrden, der jager flokken væk, mens han med et stort smil siger en hel masse. Nu er mit italienske ordforråd ikke enormt og var faktisk allerede brugt op, da jeg rullede ruden ned med et kækt “Buongiorno,” men Morten fanger, at vi en anden gang bare skal give mere gas. Så flytter dyrene sig selvfølgelig, ikke? Klart. For det er faktisk generelt bare sådan man kører bil her på øen.

Hvor er vi?

Vi befinder os på den sydlige del af Sicilien, sydvest for Catanien, hvor Jeep har inviteret til testkørsel af den nye opdaterede Jeep Cherokee. Middelhavets største ø, der har omkring 5 millioner indbyggere, er dels kendt for sin aktive vulkan, Etna, som ligger pakket ind i regn og tåge lidt nord for os, dels for sin skønhed og dels for hovedbyen Palermo, der unægtelig runger lidt af mafioso.

Det var da også her i slutningen af 1800-tallet, at mafiaen opstod, men ud over de hensynsløse vanvidsbilister, der er fløjtende ligeglade med fartgrænser, fuldt optrukkede linjer og andres liv, er det nu ikke noget, vi bemærker.

Hovedbeskæftigelsen på øen er turisme, men også landbrug, og det er altså det, vi står midt i lige nu. Nok kan de lange sandstrande mod syd virke lokkende på en solfuld dag som i dag med 30 graders varme, men jeg finder nu altså bare Sicilien aller smukkest længere inde i landet. Oppe i bjergene midt mellem stengærder, hoppende græshopper og fritgående får og langt væk fra de spændte Speedos om alt for solbrunet kød.

Nuvel, nok er vejene ikke asfalterede, men fulde af huller med mudder og vand fra gårdagens regnvejr, men så meget desto bedre, at vi befinder os i en Jeep Cherokee.

Hvad kører vi i?

Den middelstore SUVs historie går helt tilbage til 1974, hvor den første Cherokee SJ blev lanceret, som en praktisk vogn til de aktive udendørsfolk med familie.

I 2010 forsvandt Jeep helt fra det danske marked, men vendte heldigvis så tilbage i 2014 med nye modeller heriblandt også den seneste femte generation Cherokee. Siden er markedet for SUV’er jo som bekendte kun gået fremad, og nu er det altså tid til, at Cherokee får en lille opfrisker.

Hvad er nyt?

Blandt andet er forlygterne gjort bredere fra at være en markant smal stribe på toppen af motorhjelmen til at blive et integreret LED- og kørelys, og de større lygter flytter unægtelig frontens udtryk væk fra forgængerens lidt spidse sammentrykte design. Der er også fjernet lidt krom, kommet nye tågelygter til og og nye LED-lygter bagpå. Måske ikke det store, men alligevel nydeligt og fornyende.

Indvendigt er der kommet nye materialer på både sæder og instrumentbord, ej, heller det vilde omend det da upper da en smule, infotainmentsystemet er blevet forbedret og kan fås med en 8,4” skærm med Apple Carplay. Der er som sagt masser af sikkerhedsassistenter såsom adaptiv cruisecontrol, skiltegenkendelse (ligegyldigt på Sicilien, folk kører det, de vil),  og så er bagagerummet blevet “ryddet” lidt op, hvilket skulle give plads til 70 ekstra liter mælk deromme.

Køreegenskaberne er desuden optimeret med blandt andet forbedret affjedring, under motorhjelmen er samtlige motorer blevet mere effektive, og så kommer alle modeller med en 9-trins automatgearkasse, hvilket er nyt på den forhjulstrukne Cherokee.

Den store nyhed er dog den nye kraftfulde 2.0 liters benzinmotor med hele 270 hestekræfter, men den er bare endnu ikke klar til testkørslen her på Sicilien, så Morten og jeg kører diesel med henholdsvis fire- eller forhjulstræk.

Hvad synes Morten?

Jeep har lavet SUV’er længe før næsten alle andre, og jeg kan kun komme i tanke om et andet stort og globalt mærke, der på samme måde altid har fokuseret på firehjulstræk og høje biler, og det er Land Rover. Så jeg synes, vi kan kræve af Jeep, som er en del af den store Fiat-Chrysler-sammenslutning, at bilerne sidder lige i skabet. De har trods alt øvet sig rigtig længe. De kommer også fremover til at øve sig, for mens der er charme fra top til bund i den lille Renegade, den luksuriøse Grand Cherokee og den ikoniske Wrangler, så sidder Compass og denne Cherokee som et par svage led i kæden. Jeg er på samme tid både glad for og ærgerlig over, at amerikanerne har af-radikaliseret sin mellemstore SUV med et mere ”passende” design, for Cherokee var simpelthen for underlig til at virke attraktiv for mere end kun de største Jeep-fans. Men nu ser Cherokee bare renskuret og almindelig ud – den er nu den kedeligste Jeep.

Der er heldigvis mere balance bag rattet, i hvert fald når det kommer til motoren og køreegenskaberne. Dieselmotoren trækker godt og ret så støjsvagt, og selv om automatgearet træææækker tiden med lange skift, så passer det meget af tiden godt til de godmodige, tunge køreegenskaber, hvor komforten stod foran dynamikken i køen, da der blev delt roller ud.

Når det så kommer til komforten i kabinen og omkring førersædet, så ville jeg virkelig ønske, Jeep havde taget sig sammen og puttet helt ny indhold ind: det hele ser stadig billigt og rodet ud, og det er en falliterklæring, når man gerne vil konkurrere med BMW X3. Og det vil Jeep gerne, at Cherokee gør. Det kommer den også til på prisen, som vil lægge sig tæt på 800.000 kr., men den taber på næsten alle andre måder til den nye X3. Næsten, for Jeeps image er fedt, og bare det at navnet Jeep er blevet synonymt med terrænduelige firehjulstrækkere, siger noget om mærket.

Hvad synes Malene?

Jeg har et blødt punkt for store amerikanske SUV’er, som jeg bare finder mere appellerende at bevæge mig af sted i end de små biler, vi ellers har en tendens til at tosse rundt i herhjemme. Det stammer nok fra min første tur til Californien for mange år siden, hvor jeg blev dybt fascineret af, at alle pludrede rundt i store V8’ere. Glem mini- og mikrobiler her var alt højt og firkantet, og den fascination sidder stadig i mig, når jeg hopper ind i Jeep Cherokee. Og det behøver ikke være så super finpoleret, så længe der er en radio, aircon, bløde sæder og tonsvis af plads, er de vigtigste flueben jo sat. Groft sagt.

Det er jo dybt forankret i Jeeps DNA, at vognen skal være rå, kraftfuld og frem for alt brugbar til at gøre det tunge arbejde, også selvom det måske bare er at hente børn fra skole. Og Jeep Cherokee af alle kan faktisk tillade sig at dyrke det brugbare og komfortable frem for det super dynamiske, hvorimod de tyske konkurrenter ikke kan tillade sig andet end at have det hele.

Jeeps roughness er selvfølgelig kærlighed på godt og ondt. Jeg giver Morten ret i, at det er lidt intetsigende styretøj, der sidder på den nye Cherokee, undervognen kunne også sagtens strammes lidt mere op – selvom vi kører på skørt dårlige sicilianske veje – og dieselmotoren være lidt mindre støjende. Det sagt, er den nye Cherokee faktisk glimrende støjsvag og fri for vindstøj, når vi kommer op i fart på motorvejen, hvor belægningen er af nogenlunde kvalitet, og det gør oplevelsen behagelig og komfortabel cruiseagtig. Og omvendt er jeg ikke bange for at høvle gennem et vandhul på den hullede grusvej, også selvom det er en forhjulstrukket udgave, jeg befinder mig i, for altså … det er jo en Jeep! De skal og kan selvfølgelig klare det.

Jeg elsker det lidt bøffede, men samtidig også klassisk SUV design med den bidske grill, og så gør de nye store forlygter uden tvivl vognen nemmere at sluge for flere end forgængerens noget smalle og sammenknebne lygter. Nye praktiske features som kapselfri tankning får klart også tommelfingeren op af mig, jep, ikke flere benzinlugtefingre, så jo, jeg er godt tilfreds med de nye opdateringer på Cherokee. Også selvom jeg hverken ejer trailer, mark eller hest.

Den nye opdaterede Jeep Cherokee bliver lanceret i Danmark til marts 2019 med både en 2.2 liters dieselmotor med 195 hestekræfter, samt en 2.0 liters benzinmotor med 270 hestekræfter.

Få lidt ekstra bonusinformation om Sicilien, Jeep og italienske trafikkanter i Autopiloternes podcast fra turen.

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On