Hold på hat og briller, Alfa Romeo Stelvio Q

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

“Og så har den jo firkløveret på siden …” jeg peger indforstået og løfter det ene øjenbryn.

“Oh!” udbryder manden respektfuldt og rykker tættere på. Normalt antager jeg ikke at nysgerrige, der bliver lokket til, når jeg fotograferer biler på havnekajen, er velbevandrede i bilsymboler. Men herren her med den ruhårede gravhund er selv både Alfa Romeo kender og ejer, og så er der altså ingen grund til at spilde unødige ord på forklaringer. Det italienske bilmærke skaber nemlig nok firehjulede transportmidler, men for rigtige fans handler det om så meget andet. Nemlig sjæl, hjerte og ikke mindst det, som det grønne symbol på siden af den røde Stelvio diskret understreger: Dynamik.

Og det er med vilje, at det er med stort D, for du kan bide spids på, at denne her Alfa Romeo Stelvio Q er dynamisk. Q er forkortelsen af Quadrifoglio, som betyder firekløver på … si, si, italiensk, og det er lig med ekstra mange hestekræfter. Det lille grønne lykkesymbol er nemlig en hyldest til racerkøreren Ugo Sivocci, og har fulgt Alfa Romeo siden 1923, hvor han malede det på sin Alfa Romeo, for herefter at endelig at vinde det berømte Targa Florio løb efter en lang række anden pladser.

I dag står der Q på Alfa Romeos ekstreme biler, (tidligere var det QV), mens de højt ydende omkring 250 hestekræfter får et V (for Velocce). Og jeg vil ikke pakke det ind. Denne her vogn er med sine 510 hestekræfter ganske enkelt insane!

Og, fedt nok, er det regnvejr, da jeg henter den. Tro mig, så sætter man ikke vognen i hverken dynamisk eller racing køremode, ej heller selvom den har både firehjulstræk og vinterdæk.

Stelvio er en relativt ny model hos Alfa Romeo. Den havde verdenspremiere på Los Angeles Auto Show i november 2016 og er mærkets allerførste SUV.

Markedet for høje rummelige vogne er jo altså i rivende udvikling, salgskurverne går næsten lodret opad, og enhver bilproducent med respekt for at tjene penge, har naturligvis mindst en SUV eller Crossover i modelfamilien. Nu altså også Alfa Romeo, der har udvidet programmet med en premium bil til “familien med aktiv livsstil”. Og alle os andre, der kan lide at foregive at have en sådan.

Designet er vellykket hele vejen igennem, de lange smalle forlygter og den store nye Alfa grill, som også pryder Giulia, giver Stelvio en elegant og småvred front, og bare rolig, selvom her er både frihøjde og masser af plads inden smukke kabine med træpaneler, er dynamikken ikke mindre vild med et Q på bagsmækken.

Stelvio fås udelukkende med 8-trins automatgear og de enorme paddleshift på rattet, som jeg stadig får filtret fingrene ind i, når jeg skal blinke, giver i Q udgaven noget mere mening. For det her brag af et lyn gør sig godt på en bane. Så godt at den faktisk har rekorden på Nürburgring, som den hurtigste SUV i serieproduktion. Badabom.

Vognen er selvfølgelig også udstyret med Alfa Romeos DNA knap, der dog på Q modellen hedder DNA Pro, og køreprogrammerne hedder D som i Dynamic, N for Natural (vi kunne også kalde det normal komfort) og A for, nej ikke All Weather, men Avanceret Effektivitet. Som nu altså stadig giver bedst vejgreb i dårligt vejr, men også har en bedre brændstoføkonomi.

Men altså … med et snit på op til 11,2 kilometer på literen, kan man vist kaste en hvid pind efter den voldsomme miljøbevidsthed, og bare sætte vognen i den sidste indstilling: Race. Som udover den forbedrede speederrespons, strammere undervogn og hurtigere gearskift som jeg allerede får i Dynamic, også de-aktiverer ESC, maximerer ydeevnen og får Stelvio til at buldre vredt fra de onde dobbelte afgangsrør. Oh yeah, se, den slags aktiv livsstil er jeg storfan af. Det er en hæsblæsende nydelse, at blive trykket tilbage i sædet, når Stelvio Q sætter fra og sender endorfiner direkte i blodbanen.

Det bliver selvfølgelig også med familien på sidelinjen, da det nok mest er føreren af vognen, der får det største kick ud af den kraftfulde 2,9 liters v6 motor, der flytter SUV’en fra 0 til 100 kilometer i timen på blot 3,8 sekunder. Og selvom man er i fuld fart, har vognen skam stadig masser at give af til hurtige overhalinger med knald og brag i kølvandet.

Altså lige til regnen kommer igen, og det pludselig bliver faretruende nemt at køre sidelæns. Vupti, tilbage i A. Der virker som Ritalin på de vilde heste, der straks falder til ro og fredeligt og komfortabelt kører ind mod byen igen.

Jeg har ikke haft mulighed for at køre Stelvio Q på en bane, hvor den egentlig mest fortjener at strække ud. For den er vanvittig underholdende, knivskarp og lynhurtig. Men måske mest om sommeren, tænker jeg, på en tør autobahn med fri fart. Det fugtige danske vintervejr sætter nemlig sine begrænsninger for, hvor ofte jeg kan tillade mig at køre den voldsomme bøf i Dynamic eller Race.

Nuvel. Prisen gør det selvfølgelig også. For med Quadrifoglio på siden koster vognen altså kr. 1.648.000,- hvilket ikke ligefrem er et greb i lommen. Men hey, så får man altså også det hele med i udstyr. Skærer man ned på hestespandet kan man få sig en Stelvio fra kr. 596.000,- For en diesel med 190 hestekræfter. Men så følger lykkesymbolet jo altså ikke med.

Uanset om man har råd til den eller ej, er Stelvio Q en vigtig brændemærkning af Alfa Romeo, der med den første SUV i deres 108 år lange historie ikke bare lever op til forventningerne, men også stikker af fra dem med firkløveremblemet. Og det er den slags, der minder Alfa fans, som herren på havnen, om, hvorfor det nu lige er, at de holder så meget af det her italienske mærke. Det er sjælen, det er hjertet, men mest af alt er det også det vildeste sydlandske temperament.

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On