Elegant familie, Peugeot 508 SW

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

Suk, ja. Så står jeg jo altså nok engang foran den nye Peugeot 508. Årgh hvad?! Tænker du måske, nu igen! Jep. Nu igen. For modsat forgængeren er jeg stadig ikke er blevet træt af at kigge på den nye franske vogn, der, som jeg står her på en lun vinterdag ved Atlanterhavets kyst, kun lige har sat hjul på dansk asfalt.

Og bare rolig. Hvis du tager et skridt til siden, vil du kunne se, at det da også er en anden og måske den vigtigste variant af firmabilen, som jeg denne gang er rejst sydpå for at teste, nemlig den nye 508 SW.

Nok er bilkunderne ifølge statistikkerne blevet rigtig glade for de høje SUV’er og terrænlignende livsstilsbiler, men efter et fald forrige år er firmabilssegmentet faktisk også i stigning. Det udgør pt. lige under 10 procent af markedet, og helt uinteressant er det i denne sammenhæng heller ikke at vide, at 75 procent af disse er stationcars. Derfor er 508 SW en vigtig variant for Peugeot, og derfor har de inviteret til testkørsel her i Cascais, Portugal.

Og det er altså rart for en gangs skyld, at sætte sig bag rattet på en vogn, der ligger forholdsvis lavt på vejen. Nuvel, nok minder det mig om, at jeg skal se at få trænet de dersens lårmuskler, når jeg ikke bare kan glide ud og ind af vognen, men det er også helt på sin plads.

For hvad jeg ikke får i højden, får jeg til gengæld i aerodynamisk design, og stationcar udgaven (som SW jo betyder) er naturligvis ingen undtagelse.

Lad ikke rummeligheden snyde dig. For 508 SW er stort set lige så lang (er du pernitten, skal du selvfølgelig vide, at den 3 cm længere) som sedanen, har samme højde og en smule mere vægt. Undervognen er blevet fintunet lidt derefter, men ellers er vognene meget ens. Altså på nær rummeligheden og et bagagerum, der, når bagsæderne lægges ned, har plads til 1780 liter mælk. Værsgo og skyl.

Jeg har jo tidligere skamrost designet på den nye Peugeot 508 med stor respekt for, at Peugeot sendte den ligegyldige forgænger i skraldespanden og startede helt fra bunden med den nye. Som altså har elementer i sig fra både fortiden i form af Peugeot 504 og den nuværende modelfamilie. Og på sin vis er SW udgaven fuldstændig bare det: en stationcar udgave af 508 sedan. Kigger man på profilen er der ikke rigtig noget revolutionerende her, men så er der lige bagenden.

Nu er jeg jo en uforbeholden sedan- og coupéfan, der ikke rigtig kan se det sexede i stationcars generelt. Det er en fiks ide ved jeg godt, men ikke desto mindre skriger vogntypen i min optik af praktik, schäferhund og børneflok på bekostning af strømlinet design og aerodynamik. Det sagt, må jeg give mig ind imellem. Og det gælder også for Peugeot 508 SW. For måske er profilen liidt anonym, men bagenden sidder til gengæld, oh la laa, lige i skabet.

Sedanen er selvfølgelig uden sammenligning min favorit med sit knivskarpe Grand Coupé/Fastback look, men den praktiske familiepakker her har nu dæleme også fået sig en pænt velformet bagende. Med eget særpræg, men stadig tro mod Peugeots nye modelfamilie inklusiv det sorte panel og nye LED-baglygter.

Og kabinen er ikke bare lækker på grund af det cool og gennemdesignede nye i-Cockpit, som Peugeot kalder instrumentbordet, men også fordi materialerne fra dør til dør er i høj kvalitet. Igen fornemmer man, at bunden er vendt i vejret i forhold til forgængeren og gennemtænkt ned til mindste detalje. Argh, altså … det vil sige lige på nær en ting.

For nok har den nye Peugeot 508 SW naturligvis fået det, som man meget gerne vil have i en firmabil, der somme tider kører lange ture. Nemlig en adaptiv fartpilot, der kombineret med vognbaneassistent, gør vognen semiselvkørende. En sand lise på den lange kedelige motorvej, som gør turen meget mere behagelig og tilbagelænet. Men, jeg har nævnt det tidligere i forbindelse med testkørsel af sedanen, så ser jeg frem til at bruge systemet, når Peugeot engang får rykket funktionen op på rattet, så jeg ikke, som nu, skal sidde og famle med en rodepind bag det. Nough’ said.

Den migselv kørende version er skam altså også en rigelig behagelig oplevelse med det nemme 8 trins automatgear, og at det er en ekstra rummelig bil, mærker jeg intet til på bjergvejene langs kysten her i Portugal. Peugeot 508 SW føles absolut lige så dynamisk og komfortabel som sedanen, naturligvis afhængig af motortype.

Den nye stationcar kommer med de samme motorer som sedanen, altså 3 dieselvarianter og 2 benzin, og tillad mig lige at slå et slag for diesel. For ud over at dieselmotorer bare har et bedre moment (kraft på et godt tidspunkt), så kan de køre op til 27 kilometer på literen, hvorimod gennemsnittet blot er op til 18,5 for benzinvarianterne. Altså en væsentlig forskel i brændstofforbrug i et segment, hvor bilen som oftest skal på længere ture i firmaregi.

Derudover synes jeg faktisk at dieselvariationerne kører bedst. Mindste motor med 130 hestekræfter gør det rigtig godt og fint til husbehov, den er i sagens natur ikke voldsomt hurtigt ude af startboksen på motorvejen, men er man ingen fartdjævel, kan den sagtens opfylde alle behov. Og ellers kan man shoppe mere ballade og dynamik i form af 160 og 180 hestekræfter.

Men er man benzinfan er motoren med 180 hestekræfter også både dynamisk og behagelig, hvorimod man nok lige skal huske at testkøre motoren med 225 hestekræfter en ekstra gang. Med mindre man altså godt kan lide selv at skifte gear med peddleshiftet på rattet. Det er nemlig som om, at den har for meget kraft i forhold til automatgearet, som, i hvert fald når man går op og ned i fart på snoede bjergveje, ofte lægger sig i det forkerte gear. Måske er det bare mig, men det irriterer mig altså at høre på.

Men det er jo ikke anderledes end hos sedanen, så er man til Peugeot, firmabil og stationcar, vil man absolut ikke blive skuffet over den nye 508 SW, som med sin velskabte bagende også giver alle andre bilister noget pænt at kigge på, når de holder bagved i køen på vej til arbejde.

Peugeot 508 SW kommer til Danmark i løbet af foråret, priserne ligger ikke helt fast, men forvent at SW kommer til at koste ca. kr. 20.000 mere end sedanen (der har en startpris på kr. 299.990,-).

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On