Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!
Foto PR
Citroën Berlingo. Alene navnet får allerede nu en hel del læsere til at se rødt. Uden tvivl nogen, der aldrig har siddet i en. Det er måske nok også den vogn som har delt flest folk i lovers & haters. Og hånden på hjertet, så har jeg da også selv hørt til blandt sidstnævnte, men bemærk jeg skriver i datid.
Bare rolig, det er ikke Citroëns marketingsafdeling, der har åbnet mine øjne for mulighederne i den store familiebil, men såmænd en 5-årig dreng, der tilfældigvis er min søn.
Da jeg testede forgængeren, gav han nemlig en Porsche 911 ejer fuldstændig stryg, da manden ville vise ham sin hurtige tyske vogn. For havde den måske bakkebord på bagsæderne? Havde den glidende bagdøre? Højt til loftet? Drengen demonstrede uimponeret et bjerg af features på Berlingoen, og så var den Porsche ligesom parkeret.
Det er i mellemtiden blevet tid til at sende en ny 3. generation Berlingo på gaden, og i den anledning er jeg nu taget Frankrig, hvor Citroën har inviteret til testkørsel af den store familiebil.
Over 1,7 millioner solgte Berlingoer er det blevet til, siden vognen første gang fik folk til at spytte blod i irritation i 1996, det er faktisk 10 procent af Citroëns samlede salg, og derfor er det selvfølgelig en vigtig bil for det franske mærke.
Den nye Berlingo er i høj grad blevet pænere og mere frisk at se på, blandt andet takket være det nye designudtryk, som forener den nuværende modelfamilie. For eksempel de smalle airbumps nederst langs siderne, de slanke forlygter og mulighederne for at personliggøre vognen med farvede lister hist og pist.
Forruden er blevet rykket lidt frem, hvilket giver vognen en mere klædelig høj og kort motorhjelm, og udhængene desuden gjort kortere. Ud over, at det er med til at gøre designet mere kompakt og nydeligt, giver det i følge Citroën – hold på hat og briller – plads til 100 liter mælk mere i bagagerummet i forhold til forgængeren.
Og præcis som alle dameblade påstår, så er det i høj grad det indre, der tæller. I hvert fald når man taler Berlingo.
Ingen andre vogne kommer nemlig i nærheden af være en gadgetmobil som en Berlingo. Yes, bakkebordene er her naturligvis stadig foruden hele 28 forskellige rum og pladser man kan lægge ting i. Der er rum under gulvene, hele to handskerum – det ene med køling – ved passagersædet, rum i loftet bag bagsæderne, lidt for små kopholdere i forruden, en ny modutop og så videre.
Modutop kalder Citroën panoramasoltaget med den brede hvide gennemsigtige plastikhylde, der løber midt i loftet. Her kan man kyle endnu mere dillerdaller op, lommetørklæder, tyggegummi, gamle madpakker, you name it, omend jeg på testturen kun nåede at have en uvelkommen flue med deroppe, som så ikke var til at få fat på for hylden.
Den nye Berlingo har også fået fine farverige nye sofasæder i stil med dem, der sidder i alle de nye Citroënmodeller, og de er i høj grad med til at øge fornemmelsen af kvalitet i kabinen.
Der er desuden kommet en fin ny 8” infotainmentskærm i det meget enkle no bullshit instrumentbord, foruden en head up display plade i farver, der fungerer super fint, og så er her et væld af sikkerhedssystemer såsom aktiv vognbaneassistent, der holder mig i banen, automatisk nødbremse, skiltegenkendelse og parkeringsassistent. Nyt er den elektriske p-bremse, og så er det muligt at tilvælge gripcontrol, så vognen kan køre gennem forskelligt let terræn, selvom den er forhjulstrukket.
Nok er Berlingo bred, men det er intet problem på en smal parkeringsplads, når der er glidende bagdøre, og med mindre man vil folde de individuelle fem eller syv sæder ned for at give plads til Shetlandsponyen i bagagerummet, særligt i den ekstra lange XL udgave, er der ingen grund til at åbne den store bagklap hele tiden. Man kan nemlig nøjes med at åbne bagruden. Bum. Nok om det.
Som jeg hopper ind på det høje sæde og trykker start, genkender jeg buschaufførfornemmelsen, som jeg får, når jeg sidder bag det store rat og den store rude. Det er jo en børnetransporter det her, og ikke en bil, der er bygget til at chaufføren skal køre selvfede soloture ud ad snoede landeveje.
For selvfølgelig vugger vognen i svingene. Den er høj og fyldig og ikke skabt til at køre sidelæns i kurver. Slet ikke, hvis man ikke bryder sig om lyden af ting, der rutcher rundt på hylder, i rum og bagsmæk. Det sagt så gør den 3 cylindrede benzinmotor med 110 hestekræfter det rigtig godt. Den føles overraskende frisk og solid og kan sagtens give gas. Ikke at det er særligt nødvendigt. For nej, jeg skal ikke først over krydset eller hurtigst ud på motorvejen i en familiecontainer.
Også dieselmotoren med 130 hestekræfters virker frisk, og den kører jeg sågar med et nyt 8-trins automatgear, som stadig har den velkendte gearvælgerknap i instrumentbordet. Men det er også det eneste, automatgearet har tilfælles med forgængeren. Det kører nemlig nu helt jævnt og glidende, så det er slut med at hænge oppe i forruden, hver gang den skifter, som man ellers gjorde før. Hurra!
Citroën Berlingo er simpelthen bare blevet bedre på alle fronter. Nuvel, nok er køreegenskaberne stadig i den bløde ende, men motorerne er mere friske, automatgearet tip top og designet pænere end nogensinde.
Så ja, Berlingo er stadig ingen 911, men har man børn, og mange af dem, er det faktisk en fordel.
Den nye Berlingo koster fra kr. 185.000,-
Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!