Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!
Foto Malene Raith
“Hvad er det, der rumler?” Når jeg lige at spørge kollegaen, inden jeg selv kommer på svaret. 22″ fælge rumler altid. Jeg bemærker det bare ekstra meget, fordi jeg befinder mig i en ellers ganske lydløs elbil. Og det er helt ok, for store fælge ser bare (næsten) altid godt ud, og jeg er klart tilhænger af “hug en hæl og klip en tå” princippet, så længe det forskønner. Og det gør i det her tilfælde.
Jaguars første fuldt elektriske bil, Jaguar I-Pace, er en aldeles vellykket vogn, og det på flere andre områder end blot det ydre design.
“Tror du, den kan konkurrere med Tesla?” Spørger en kollega. Det venter jeg lidt med at svare på.
Jeg befinder mig på Trösta Park ved Stockholm, hvor Jaguar har inviteret på et såkaldt preview af I-Pace med testkørsel i de første præproduktionsvogne. Nuvel, nok er forventningerne til det danske marked ikke helt så store som til de elektriske nordmænd, men vi er til gengæld et af de eneste lande i verden, hvor Jaguar er større end Land Rover. Den store SUV F-Pace er Jaguars bestseller, mens den nye mindre E-Pace, der prismæssigt bringer det britiske mærke indenfor rækkevidde for flere, er indgangsmodellen for nye kunder. Jaguar kalder SUV’erne for deres livsstilssegment, og det er altså her, vi finder I-Pace.
Hvorfor I og ikke E, er der måske mange, der har filosoferet over. Når nu det er en elbil, som også betegnes som EV. Jo, det er fordi en del af teknologien kommer fra Jaguars elektriske Formula E bil, Jaguar I-Type. Som vel sagtens hedder I-Type, fordi den jo ligesom ikke rigtig kunne hedde E-Type, vel? Så da elektriciteten pludselig skulle til at have sin egen modellinje, var E altså bare allerede i brug. Og havde sådan set været det siden 1961.
Man er ikke i tvivl om, at I-Pace er sin helt egen. Nok er den mindre end F-Pace, men har faktisk større akselafstand og korte udhæng for og bag, hvilket giver masser af plads i kabinen. Da I-Pace jo altså er en elbil, er den store grill på fronten tillige med luftindtaget i hjelmen og de to på siderne ren pynt. Frontdesignet har alene to formål: dels at gøre vognen mere dynamisk at se på, og dels selvfølgelig at få den til at ligne en, yes, Jaguar.
At der er lånt lidt hist og pist fra andre vogne, er næppe overraskende, og de elegante dørhåndtag, der glider ud fra døren, når man låser op, og kører ind, når man sætter i gang, genkendes fra Range Rover Velar. Ikke et ord om den dersens amerikanske elbilsproducent. Don’t mention the war.
Til gengæld er instrumentbordet helt og aldeles I-Paces eget med et 12″ display bag rattet, headup display, stor infotaimentskærm med meget effektiv bakkamera og et display til klimaanlæg nedenunder. Og som cool detalje har også klimaknapperne et lille display i midten.
I-Pace er desuden fyldt med sikkerhedssystemer såsom automatisk nødbremse, driverassist, vognbaneassistent, fodgængerairbag m.m., men det der begejsterer mig ubetinget mest, er automatgearet. Det er blevet til tre store sølvknapper: Drive, Neutral og Reverse, samt en sort P knap. Slut med at skubbe rundt på en pind og havne i neutral på irriterende tidspunkter, hurra! Alle gearvælgere burde se sådan ud.
Kabinen er super rummelig, selv 185 cm sidder med rigelig plads til knæene på bagsædet, og også bagagerummet har god plads.
Bag rattet sidder jeg højt og kigger ud. Nok kan jeg godt fornemme, at vognen er tung, 2,1 ton, men fordi I-Pace ligger lavt, har batteriet i bunden og er bred, mærker jeg det faktisk overraskende lidt. Der er ingen tøven, da jeg når en øde landevej og træder speederen i bund. I-Pace flyver ud ad asfalten, som havde den den halve vægt, og suger sig fast til svingene. Vægten mærkes, hvis der er et lille bump i vejen, men ellers er der fuld ud smæk for skillingen. Og de 400 hestekræfter, der sender den fra 0 – 100 km/t på 4.8 sekunder.
Den elektriske kat træder på lydløse poter, som det jo er med elbiler, men vil man absolut føle sig bøffet kan man skam sagtens få racerlyd i ørene. Dog er den akustisk, altså kunstig, og lyder kun i højttalerne.
Også på slalombanen er I-Pace overraskende adræt at svinge gennem keglerne, specielt, hvis man dropper Comfortmode og sætter i Dynamic.
Rækkevidde er naturligvis også et vigtigt område, og efter den nye og mere realistisk skala, WLTP, har I-Pace 480 kilometer på en opladning. Men med køling i sæderne på denne varme sommerdag og en tung fod på speederen, æder vognen, ikke overraskende, nu altså lidt mere grådigt af rækkevidden.
I-Pace bliver kaldt for en SUV, hvilket Pace jo står for i Jaguarterminologi, og spørger du Jaguar Danmark, ser de slet ikke Tesla som en konkurrent. Og det bringer mig tilbage til spørgsmålet fra kollegaen. For nuvel. Når jeg kigger på I-Pace, tænker jeg altså ikke SUV. Der mangler frihøjde og et mere terrængående signal end bare firehjulstræk. Crossover virker mere rigtigt, men allerhelst har jeg lyst til at kalde den store luksuriøse elbil for en sportslimousine. Og så er vi altså i Tesla territorium.
Derfor bliver mit svar da også: ja. Jeg tror klart, at I-Pace vil kunne snuppe Model S kunder med sin elegante fremtoning, stilfulde interiør og dynamiske køreegenskaber. Det mere påtrængende spørgsmål er så bare: Er Teslaejerne klar til at skifte ud i garagen?
Jaguar I-Pace er så småt ude hos forhandlerne nu, prisen starter på kr. 740.880,-
Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!