Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende, så snart det udkommer: tryk her!
Foto Malene Raith
“Hov, skal vi ikke sætte den i grusprogram?” Foreslår jeg og trykker på køremodeknappen. Det føles bare rigtigt, når muligheden nu er der, også selvom det ikke ligefrem er nødvendigt. Den store røde Mitsubishi Eclipse Cross triller nemlig uden problemer over både bump og huller i grusvejen med sit firehjulstræk uanset køreprogram.
Man kunne forledes til at tro, at den er i sit rette element her, hvilket den nye vogn til dels også er, men faktisk er den også tiltænkt asfalten, byen og de aktive familier.
Det er længe siden at Mitsubishi er kommet med en model. De senere år, indrømmer de selv, har været lidt sløje. Men det skal være slut nu.
Den japanske bilproducent har brugt de sidste tre år på at lægge en ny strategi og besluttet at sadle om. Ved at søge tilbage til rødderne.
“We have lost our way a little bit,” lyder det ærligt fra den europæiske pressechef, men nu er de altså tilbage. Uden tvivl foranlediget af SUV-segmentets stigende popularitet. Og firehjulstræk er noget Mitsubishi har forstand på, for som de selv siger: “Det var ikke noget, vi fandt på i går.”
Virksomhedens historie går tilbage til 1870, hvor de startede som shipping firma. I 1917 rullede den første vogn så ad båndet, Model A, og i 1936 begyndte vognene også at få firehjulstræk. Det ville med andre ord være skørt ikke at benytte de mange års erfaring nu, når det lige præcis er den slags biler, som kunderne efterspørger.
Og det er derfor jeg befinder mig på en grusvej nord for Barcelona lige nu. Her har Mitsubishi nemlig inviteret til testkørsel af den første model efter den nye strategi, Eclipse Cross. En såkaldt SUV Coupé.
Selv understreger de, at de ikke ønsker at være et premium brand. Eclipse Cross skal være en moden bil, ikke bling bling. Meeen, hvis du spørger mig, handler SUV Coupé segmentet bare en her del om netop det: udseende. De rummelige vogne, med eller uden firehjulstræk, er uden tvivl livsstilbiler for folk, der kan lide at sidde højt i trafikken og lide det signal, som en SUV udsender.
Eclipse Cross har et på en gang dynamisk og ærligt udseende, fronten har et bistert præg, som signalerer, at den også kan tåle at blive brugt i lettere terræn, og bagenden er markant med den dobbelte rude, der gemmer viskeren oppe under spoileren.
Interiøret er klart en upgrade for Mitsubishi, det horisontale instrumentbord er lavt for at forbedre udsynet, og lavet i gode materialer. Det hele er brugervenligt og let at gå til, når man lige har lært den lille touchpad, der styrer infotainmentsystemet at kende. Her er tilgængelige sikkerhedsystemer som advarsel om vognbaneskift, adaptiv fartpilot, advarsel om trafik i blinde vinkler og så kører navigationen desuden Google Maps, som er ret pålideligt.
Vognen, jeg kører i, er udstyret med en automatisk CVT gearkasse, som har fået indlagt 8 kunstige trin. Europæerne er nemlig ikke lige så glade for “symaskine” lyden, som japanerne. Og så kan jeg desuden selv skifte med paddleshift på rattet, hvilket klart gør den komfortable bil mere dynamisk, hvis man for eksempel vil overhale på motorvejen. Herude kører den dejligt stabilt omend med en del vindstøj, som måske, måske ikke skyldes det spanske blæsevejr.
Men allerbedst kan jeg lide at cruise i Eclipse Cross, som kører komfortabelt og behageligt på de snoede spanske bjergveje, hvilket igen understreger livsstilen ved bilen. Og så har jeg det generelt godt bag en stor motorhjelm i en vogn, der kan tåle at køre over et hul eller to i vejen. Dem har vi nemlig mange af i den københavnske asfalt.
Sammen med den gode plads i kabinen, man sidder ikke for tæt på de behagelige forsæder, der er højt til loftet og også bagsædepassagerer sidder fint, og den høje sikkerhed lever Eclipse Cross fuldt ud op til forventningerne til en SUV Coupé.
Mitsubishi har uden tvivl strammet genvaldigt op med den nye SUV, men om det er nok til at bringe dem tilbage til fordums gyldne tider, vil jeg ikke spå om. Men det er en god start og et positivt hint om, hvad vi fremover kan forvente os.
Mitsubishi Eclipse Cross kommer til Danmark med en 1,5 liters benzinmotor med 163 hestekræfter, CVT-gearkasse eller manuelt gear og med enten for- eller firehjulstræk. En dieselvariant ventes til landet her i løbet af sommeren, og endnu længere ude venter en elektrisk variation af en endnu ikke specificeret art.
Prisen starter på kr. 283.880,-
Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende, så snart det udkommer: tryk her!