Porten til Provence

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende, så snart det udkommer: tryk her!

Foto Malene Raith

“Det er da løgn, det lyder som … aj, det kan ikke passe!” Jeg ruller vinduet ned. Og jo, den er god nok. Vi befinder os i den sydlige ende af solskinsruten Route de Soleil, Sydfrankrig, temperaturen er gået mærkbart op, siden vi forlod Bourgogne i morges, og nu har vi tilsyneladende ramt et bælte af larm.

Og den intense summen kommer hverken fra radioen, vores bil eller en vogn med motorfejl i nærheden. Næh, den kommer fra træerne langs motorvejen. Mon dieu!

Der breder sig smil på alles læber i bilen. For det her er lyden af sommer. Når luften sitrer af cikader.

At vi er en køreglad familie kommer næppe som en overraskelse for trofaste læsere, men hvorfor vi er det, hænger sammen med mange ting. For der er bare noget skønt ved at rulle ud ad sin indkørsel og tage sig god tid til at betragte broer, byer og landskaber, der ændrer sig, som vi kommer ned i Tyskland, gennem Elbtunnelen med de enorme kraner i havnen, spotter dampende atomkraftværker, Kasselbjergene og de enorme skove, inden vinlandet nås mod syd. Sønnike får lov til genert at mumle “Gutentag” om morgenen, for så at blive mødt af gule solsikkemarker og muntre “Bonjour” om eftermiddagen. Vi elsker det.

Hjemmefra har vi allerede booket det lille hyggelige Bed&Breakfast i Provence, hvor hovedparten af ferien skal holdes, men de to overnatninger på vej derned finder vi på nettet via mobilen. Det giver nemlig ultimativ frihed til selv at vælge hvor hen og hvor langt, vi orker at køre. Bemærk dog at jo længere ind i juli man kommer, jo mere højsæson er det for ferie i resten af Europa og tilgængeligheden af de bedste overnatninger dermed noget begrænsede.

Overnatningen i byen Alken ved Mosel er okay. Området er smukt med lysegrønne vinstokke i sirlige rækker ned ad bjergvæggen (Eiffelbjergene) til floden, værelset er rent, værterne venlige og priserne yderst rimelige, men det er ellers ikke et super interessant område for børn. Og jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at det er den næste overnatning, som vi tilfældigvis vælger i Bourgogne heller ikke.

Vi kalder dem “de blå næser”. Alle de lidt mere end midaldrende ægtepar, der er på vintur i området for at smage på dyre dråber fra morgen til aften. Hvilket i øvrigt IKKE gør en romantisk aftengåtur langs vejkanten tilrådelig.

Men det burde vi have sagt os selv. For vi har fundet et skønt lille hotel midt i Frankrigs dyreste vinmarker i Vougeot, hvor der har været dyrket vin siden det 2. århundrede. Selvom restauranten byder på fois gras og anden gourmet som indtages i absolut stilhed ved nabobordene og derfor ikke ligefrem er børnevenligt, bliver det en absolut vellykket aften takket være iPhone og Minecraft uden lyd. Godt jeg ikke var forælder for tredive år siden.

Og både søn og hans voksne tilbehør nyder stort den fantastiske oplevelse, det er at bo lige midt i en vinmark, hvor bønderne er i gang fra tidlig morgen med at vende jorden, sprøjte for insekter og fjerne ukrudt.

Turen går herefter mod sydvest mellem de smukke solsikkemarker, indtil at vi rammer det overvældende cikadebælte. Og kører ind i det smukke Les-Baux-de-Provence.

Udenfor er termometeret nået over 30 grader, platantræerne løsner i ny og næ et stykke bark som flyver på den varme vind ned i rabatten, som vi kører fra motorvejen videre ned ad de smukke alleer, oprindelig lavet til at kaste skygge på soldaterne, som de blev flyttet rundt i landet af Napoleon.

Der dyrkes grøntsager i store drivhuse langs vejen, her er abrikosplantager, oliven- og vinmarker, og som vi kører ud i bjergene skærmer store fyretræer for den bagende sol. Indtagende og idylisk.

Præcis som de små landsbyer vi kører igennem med små torve og lokalbefolkning, der helt tegneserieagtigt, går rundt med baguettes under armen eller stikkende op af tasken.

Det gælder også for den lille by, Mouriès (mo-ri-E), hvor vores idylliske Bed & Breakfast “Le Temps des Olives” ligger. Ude ad en grusvej i en olivenlund mellem duftende lavendler.

Stedet lever fuldt ud op til de gode anmeldelser og smukke billeder på nettet tillige med den kølige pool, som er uundværlig i denne del af Frankrig om sommeren. Den hopper vi durk i allesammen, da temperaturen er ved at runde de 35 grader.

Der er en times kørsel til vandet ved Marseille, så området byder ikke på decideret badeferie, men det betyder ikke, at her ikke er rigeligt at lave. Mouriès ligger nemlig i det smukke naturreservat Parc Naturel Regional des Alpilles med bjerge (jep, Alpilles), der er perfekte til mountainbike eller vandreture, omend man skal huske ordentligt fodtøj, da der kan gemme sig skorpioner under stenene. Nok er de ikke livsfarlige, men de kan give et meget ubehageligt stik.

De mange vinmarker betyder naturligvis også, at her er masser af vingårde, der kan besøges, hovedproduktet her er naturligvis rosé, men lavendlerne betyder også at vi er i højborgen for duftende sæbe, lys og parfume, mens olivenlundene giver olien på baguettet et lokalt præg og cikaderne et sted at larme. Og med solens berøring af d-vitamin er det ren forkælelse af alle sanser.

Vi lærer dog hurtigt at aktiviteter med fordel forbeholdes formiddagen, da temperaturen mest egner sig til at ligge i skyggen med en god bog om eftermiddagen.

Værtsparret, Mario og Ligia, er utrolig behagelige, serverer en fantastisk morgenmad med frisklavede croissanter, frugt og friskpresset appelsin juice og giver os gode råd til steder, vi kan se. Af lokale attraktioner kan nævnes middelalderborgen- og byen, Château des Baux, som går helt tilbage til elleve hundrede tallet, og ligger på en bjergtop med udsigt til Middelhavet i det fjerne. Den gamle by er levende af museer, butikker og restauranter, og på borgruinen kan man få rundvisninger af riddere, som på fransk, demonstrerer Frankrigs største katapult, duellerer med sværd og skyder med armbrøst. Lige noget for barnlige sjæle.

I gåafstand fra borgen finder man desuden de kølige kalkgrotter, Carrières de Lumières, hvor de store hvide flader i dag bruges til at udstille enorme lysbilleder af skiftende store franske malere. Noget for de lidt mere voksne kunstneriske sjæle.

Vi får også kørt en tur ud til den imponerende og velholdte romerske aquadukt (og turistmagnet), Pont du Gard, kigget på stalagmitter (op) og stalaktitter (ned) i en lille drypstenshule og spist frisk fisk på torvet i nabobyen, når vi altså ikke bare bliver hjemme og nyder lidt pate, skinke og rose under et oliventræ i lunden.

Det her er det ægte Provence. Det, jeg har drømt om at suge ind i sindet, siden jeg snøftede mig gennem “Kilden i Provence” for længe længe siden. Det er super fransk, super varmt og på nær Gauloises, er alle de franske klicheer en del af dagligdagen fra vin, hvidløg og baguettes til lavendel, oliventræer og cikader.

Da ugen er omme, kinderne berørt af farve og sindet fuld af ro, fylder vi vognen med det hele (jep, vi har selvfølgelig da også en død cikade med), og vender modstræbende snuden mod den danske sommer mod nord.

Vi laver to nye stop på turen hjem, i farverige Alsace og venlige Fulda i Tyskland, dels fordi vi hader at køre for lange distancer af gangen og dels for langsomt af akklimatisere, så omvæltningen ikke er for stor, da vi på ny står i vores regnvåde indkørsel. Med bagagerummet fuld af sommerlune varer, vin og souvenirs fra alle de lande og steder, vi nåede at opleve på to uger. Nemlig, fordi vi var i bil.

A bientôt Provence!

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende, så snart det udkommer: tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On