Kølig skønhed og luksus i Båstad

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis hver måned når det udkommer: Tryk her!

Foto Malene Raith

“Skal vi gå ned og fika?” foreslår jeg glad, og det er der selvfølgelig straks stemning for. For det kan godt være, at vi i Danmark slår os op på den danske hygge. Men den slags har svenskerne i mindst lige høj grad styr på. Og når dagene er korte, vejret ustabilt og frosten begyndt at bide i græsset, så er det altså perfekt, at starte et spa ophold med at fika foran pejsen i en blød sofa. Svenskernes traditionelle kaffepause.

Jeg befinder mig i Båstad, for foden af Hallandsåsen, Sverige, ca. halvanden times kørsel fra København, hvor Hotel Skansen har inviteret på spaophold. Tennisentusiaster kender uden tvivl stedet, der hver sommer danner ramme om Swedish Open, og hotellet ligger da nærmest også på centercourt. Tættere på begivenhederne kan man ganske enkelt ikke bo, men hotel og tennis går da også hånd i hånd tilbage i historien.

Hovedhuset er oprindelig et kornmagasin, som blev opført for 140 år siden i 1877, for senere i 1920’erne at blive ombygget til hotel for prominente bade- og tennisgæster. Tennis konkurrencerne, som altså nu hedder Swedish Open, startede i 1948, og Hotel Skansen er jævnt blevet udvidet med nye bygninger, der også gør stedet populært som spa- og konferencehotel udenfor badesæsonen. Altså det vil sige … badesæsonen varer faktisk hele året her takket være koldbadehuset.

“Hva’ … er du frisk på en tur i bølgerne?” spørger jeg min mand, peger ud ad vinduet og napper en ekstra chokoladebrownie. Der hører naturligvis hjemmelavede kager med til at fika. Damer og herrer i hvide badekåber og tøfler bevæger sig roligt af sted hen over den lange badebro mod huset på vandet for enden. Det ser så dejligt ud i den lyserøde solnedgang, som vi sidder her og betragter det i varmen, og jeg, som ellers kun bruger vand under 26 grader til at drikke, har lyst til at vove pelsen.

Det varer så lige til jeg åbner døren og mærker den isnende vind. Frosten på plankerne hen over sandet afliver de sidste rester af mod, og som jeg når broen, er vovepelsen forsvundet som dug for solen. Heldigvis behøver man ikke være vinterbader for at nyde koldbadehuset. Det første, der møder mig er en stor lun strandstue med bløde stole, pejs og panoramavinduer. Ude foran på trædækket sidder folk og slapper af i ly for den kolde vind i en opvarmet japansk pool. Er man ekstra kold efter et dyp i havet, kan udsigten over Kattegat desuden indtages fra saunaen. Og jeg bliver bare aldrig træt af at kigge på ilden, havet og horisonten.

Men jeg er nødt til løsrive mig igen og bevæge mig tilbage ad badebroen, for jeg har nemlig tid til et quickfix. Den slags, og mange andre behandlinger, kan man få i spaen i hovedbygningen, og det er lige, hvad jeg har brug for på denne årstid. En 25 minutters ansigtbehandling, hvor min hud bliver renset, peelet og påført en fugtgivende maske, der får lov til at virke, mens mine skuldre og hænder bliver masseret. Aaah! Det hele afsluttes med ansigtmassage, og så er al stress ude af mit sind.

Jeg tager min badekåbe på igen, stikker fødderne i tøflerne og tuller tilbage til manden, der hygger sig med en bog på det smukke værelse med havudsigt og fritlagde bjælker. Det kan godt være Danmark ligger lidt mod syd på den anden side af havet, men lige nu er vi langt væk hjemmefra.

Det er kulsort og koldt udenfor, men herinde er der lyst og lunt, som vi lidt senere bevæger os fra værelset ned i bunden af hotellet for at spise middag på Restaurant Sand. Menukortet er meget overskueligt: der er to forretter, tre hovedretter og to desserter. Jeg er ikke i tvivl og vælger reje- og hummersalat med selleri på smørstegt brioche som forret. Maden kommer dejligt hurtigt og smager lige så frisk og lækkert, som det lyder. Som altid vælger vi vinmenu til maden. På den måde slipper vi for at lege smagsdommere, og lader valget være op til en sommelier, som kender menuen bedre end os. Til forretten serveres en 2016 Chardonnay naturvin, som er dejlig frisk og mineralsk til skaldyrene.

Som hovedret har jeg bestilt kalvefilet med terrin af blom- og grønkål, Karl-Johan svampe sky og stegt blomkål (har aldrig tænkt på, at man kunne det). Kødet er super mørt og smagsfuldt og det hele velanrettet og lækkert sammen med det gode glas australsk 2016 Bloodstone Shiraz. Portionerne kommer i en behagelig størrelse, så jeg har egentlig lige plads til hindbærmoussen med mandel is, hvis ikke lige, det fordi, at jeg skal nå noget andet.

Hotel Skansen er som udgangpunkt møntet på voksne, men børn får både et fint menukort i restauranten og må gerne bade med forældrene i poolen i spaen efter kl. 19 (samt komme med i koldbadehuset om onsdagen). Og nu står der altså en lille dreng med svømmebriller og trækker i mig. Så i stedet for desserten får jeg derfor en tallerken skønne chokoladepraliner med op på værelset, hvor vi lynhurtigt finder badetøjet frem og rykker mod den dybblå pool. Og denne gang hopper jeg kækt i vandet.

Nok er bygningen gammel, men alt er gennemrestaureret, moderne og velindrettet ned til detaljen. Her er smukke blomster, siv og dekorationer overalt, og små stykker drivtømmer minder en om, at naturen og havet ligger lige derude på den anden side. Vi sover som sten i de store bløde senge, inden vi næste morgen går ombord i den store indbydende morgenbuffet. Med varm kaffe i koppen, regn på ruden og ild i pejsen er det svært at løsrive sig fra den behagelige lænestol i restauranten for at drage hjemad.

Koldbadehuset ligger derude i gråvejret for enden af broen, som en udfordring jeg endnu har til gode. Og om ikke andet, kan det jo bruges som undskyldning for at blive forkælet, og ikke mindst for at fika, på Hotel Skansen om ikke så længe igen.

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis hver måned når det udkommer: Tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On