Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!
Foto Malene Raith
“Og endelig kan du også vælge, hvilken slags musik, du ønsker at lytte til under spa behandlingen,” fortæller den svenske pige venligt og forklarer, hvad de fem punkter i musikmenuen står for.
Jeg studerer det lille kort et øjeblik. Punkt fem er stilhed, punkt et er et 80’er potpourri, jeg vælger punkt tre. Nature. Chillout musik med lyde fra naturen. Perfekt. For ikke bare virker den slags aldeles afslappende på mit sind, det er også det, som jeg er omgivet af her på hotellet. Havet, naturen og masser af forkælelse.
Jeg befinder mig i havkanten ud for Halmstad, Sverige, hvor Hotel Tylösand har inviteret på spa getaway. Og for en gangs skyld har jeg valgt, at tage min søn på 6 år med. Spa og børn lyder ellers som en selvmodsigelse, men på det svenske hotel er der faktisk mulighed for både at hygge sig som par eller venner, og hygge sig som familie. Det vender jeg tilbage til.
Det store Hotel Tylösand, som ligger knap to timers kørsel fra København, rummer et væld af oplevelser. For ikke bare ligger det idyllisk placeret midt i klitterne ud til havet, det udgør også Sveriges største kunstgalleri. Selvom her også er meget konference aktivitet, er alle vægge fulde af billeder, 450 værker i alt, størstedelen fotokunst, og stedet emmer af kultur. Ikke mindst på grund af musikken, som er omdrejningspunktet for hotellets stil. Og det skyldes ejerforholdene.
Hotel Tylösand har nemlig været privatejet i over 20 år. Stedets historie går helt tilbage til 1906, hvor her lå en lille beværtning, som man kun kunne komme til i båd. Med inspiration fra Trouville i Frankrig, byggede Johan Hallberg et lille badehotel med ti værelser, og siden er mere og mere land blevet taget i brug. I dag indeholder Hotel Tylösand, som siden 1995 har været ejet af rigmanden Björn Nordstand og popmusiken Per Gessle, 230 værelser, 4 restauranter og 29 konferencerum.
Og yes. Per Gessle, som kommer fra Halmstad, er den anden halvdel af duoen Roxette. Og det sætter naturligvis sit præg på hotellet. Nej, bare rolig, de spiller ikke Roxette på repeat, men her er fotos og små referencer til bandets internationale hits rundt omkring, og så er hotellet er fuld af musik.
Ikke mindst i natklubben “Leif’s Lounge,” der fungerer som Per Gessles museum med guld- og platinplader, sjove personlige effekter som afslag fra pladeselskaberne i 1980’erne og en håndtegnet plakat, der inviterer til hans allerførste koncert. Natklubben har kun åben i weekenderne på nær om sommeren, hvor den inviterer til strand- og grillfest i “Club Monday.” Og lige præcis i dag, hvor ferien lakker mod enden, og sommeren går på hæld, skal den allersidste mandagsklub afholdes. Alsammen er med til at give hotellet liv og puls, og det mærker vi, fra vi træder ind af døren.
Stemningen minder lidt om luksushotellet “W” i Barcelona, selvom rammerne er nordiske og kulturen en anden. Og så er udsigten fra værelset så storslået, at selv en 6-årig dreng udbryder: wow! Solen skinner ind ad vinduerne og glimter lokkende i bølgerne, men sommerens skuffende 18 grader varme vand er ikke så fristende som den lune pool i spaen.
Vi klæder derfor hurtigt om til badetøj og går ned til det velduftende område. Børn er velkomne, men tag ikke fejl. Her er ikke et legeland og et børneleben. Miljøet er voksent, poolen forholdsvis dyb og svømmevinger skal medbringes hjemmefra. Til gengæld gør det, at vi allesammen kan være her. Der bliver ikke på noget tidspunkt kigget skævt til børn, de er her på lige fod med alle andre, og sønnike tuller derfor veltilfreds rundt i vandet, mens mor og far nyder et glas kølig hvidvin ved poolkanten. Aaah!
Men spaen på Hotel Tylösand er, som nævnt, også for voksne, der vil nyde et ophold væk fra børnene og hverdagens stress. De skal blot gå op ad trappen til første sal, hvor aldersgrænsen er 15 år. Heroppe er der for alvor plads til selvforkælelse i afslapningspoolen med indbyggede “senge,” her er sauna og en mere tilforladelig softsauna (min favorit), man kan også nyde et fodbad, eller gå udenfor i den opvarmede pool, som hænger på kanten af terrassen.
Øverste etage byder også på et stillerum, for dem der vil have absolut tystnad, samt træningsrum og gymnastiksal. Og så er der selvfølgelig det allestedsnærværende hav. Hele endevæggen heroppe er lavet af glas, og man kan enten sidde i de bløde sofaer og nyde udsigten, en kop the og lidt frugt, eller, når vejret tillader det, sætte sig udenfor på den store terrasse og indtage den friske luft og lyden af bølgerne.
Jeg vælger dog at efterlade mand og barn ved poolen for at få en “Champagne og Trøffel” spabehandling. Og det er her, jeg bliver præsenteret for musikmenuen, inden jeg lægger mig på briksen i behandlingsrummet og får fjernet al stress med en dejlig ryg- og nakkemassage i økologisk champagneolie, efterfulgt af en skøn trøffel kropsindpakning, der får lov at virke, mens mit ansigt og hovedbund masseres. Det sender mig helt ned i gear. 75 minutter senere går jeg fuldstændig afslappet op til værelset, der er badet i aftensol, og klæder om til middagen.
Vi har bord i den store restaurant på første sal. Menukortet er overskueligt, og vi bestiller aftenens tre rettes menu med dertilhørende vinmenu. Sønnike er i målgruppen for børnebuffeten. Alle borde er besat i den store restaurant, og måske derfor går tingene lidt langsomt. Maden er frisk og velanrettet, først skiver af urtebagt andebryst med hvide asparges og ramsløgsmayo, efterfulgt af en sprød smørstegt sandart med skaldyrsrisotto og bagt fennikel. Al sammen veltilberedt og lækkert.
Desværre skal der halvanden time til og tre rykninger af tjenerne, før drengen får sin cola, og efter to timer i restauranten, skipper vi desserten og går i baren. Den seksårige vil meget gerne ned og se glitteret i natklubben, men det må han selvfølgelig ikke. Den slags fester er kun for voksne, og da dørmændene ikke hopper på vores historie om, at han bare er en utrolig umoden 21-årig, går vi i stedet en aftentur langs vandet, inden de store bløde senge kalder.
Næste morgen smutter vi friske og veludhvilede en tur i poolen, inden vi med vådt hår går om bord i den store velassorterede morgenbuffet med alt fra tomatjuice og frugt til laks og omeletkok.
Alt bliver nydt til sidste krumme, inden vi med tunge hjerter pakker vores kufferter og tager afsked med havet. Vi har nydt den sublime udsigt, selvforkælelsen og stemningen, nydt at være sammen, og ikke mindst nydt at den seks-årige for en gangs skyld kunne komme med os på spa.
Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!