Det bedste af det bedste i Ystad

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Foto Malene Raith

“Oh, må jeg lige spørge, hvor de er fra?” Jeg kigger sultent på de store indbydende østers, som netop er blevet sat på bordet foran os. Er de mon lokale? Er der så flotte østers i skærgårdene her i Sverige?

“Det er Fine de Claire østers fra Bretagne,” smiler tjeneren, og jeg nikker tilfreds. Åh, ja, en klassiker. En favorit. Ligesom den kølige champagne, der lifligt bobler i glasset i min hånd. Ganske enkelt en perfekt begyndelse på en aften, der afrunder en perfekt dag her i den hyggelige og luksuriøse Villa Strandvägen i Ystad.

Den skønne svenske villa ligner unægtelig ønskedrømmen om Pipi Langstrømpes hus, Villa Villekulla, med de mange snørklede trapper, kroge og forskellige niveauer med hyggelige terrasser og altaner, tilsat luksuriøs Bed & Breakfast stemning. Det lille eksklusive boutiquehotel, rummer blot syv forskellige værelser, der alle er indrettet i den lækreste, og endnu en favorit, Lexington stil, med lyse farver, striber, store puder og dybe møbler, som man kan flade optimalt ud i. Præcis som hos naboen Ystad Saltsjöbadet.

Ejerne er da også de samme, og derfor har man naturligvis fri adgang til den fantastiske spa på Saltsjöbadet, når man booker et værelse på Villa Strandvägen.

“Åh, det her er altså mit yndlingssted i hele verden,” sukker jeg afslappet og kigger ud over den kølige strand, havet og skyerne, der kommer og går udenfor de store panoramaruder. Jeg kan ligge her i al evighed og bare lave ingenting.

To timer forinden havde jeg ellers ikke troet, at jeg ville have held med at få den puls ned. Ystad ligger kun lidt over en times kørsel mod øst fra København, og jeg har derfor stadig både mails og telefonopringninger i hovedet, som vi ankommer til Villa Strandvägen først på eftermiddagen en helt almindelig tirsdag. Villahotellet åbnede sidste sommer som et luksuriøst og mere kulinarisk alternativ til Ystad Saltsjöbad. Stemningen er intim og super hyggelig, nærmest hjemlig (som man ville ønske man boede) med bøger på reolerne, blomster i vaserne og et åbent køkken, hvor kokkene lidt senere vil anrette vores mad.

Vi vises op til vores værelse på øverste etage under taget, hvor man kan høre regnen tromme og fuglene fløjte. Her er der mulighed for at slå sig ned i de bløde sofaer med en bog, eller låne en af de vindtætte regnfrakker i garderoben og gå en tur på stranden. Men man kan også smutte i de blåstribede badekåber og smutte over til naboen. Det gør vi, for vi har nemlig bestilt tid til den skønne Creek Experience i spaen.

På vejen går vi lidt på opdagelse i de hyggelig omgivelser ved villaen. Nok er vejret ikke lige til det, men terrasserne og poolen ser alligevel lokkende ud, og de flotte højbede med friske urter er et fingerpeg om, hvad vi har i vente senere.

Men først skal vi helt ned i lowgear. The Creek Experience er en slags signaturoplevelse for spaen på Ystad Saltsjöbad, hvor man i et forløb over to timer kommer igennem forskellige spasessioner fra hele verden. Først et varmt fodbad i et gyldent kar fra Asien med blødgørende salte, som renser og optages gennem huden. Vi får en fugtgivende ansigtsmaske og går videre ind i dampbadet tæt af vanddamp, som åbner porerne i huden. Varmen får kroppen til at slappe af sammen med den beroligende musik, og mærker pulsen gå ned.

Næste stop er norden og en 90 grader varm sauna kombineret med et fad af knust is. Først køler vi kroppen, går ind i varmen og nyder de æteriske olier herinde, og når vi har det varmt nok, går vi ud til isfadet igen. Vi flader også ud i en lun pool, inden turen går i hamam, hvor vi bliver gennemrenset med skøn rosensæbe og skrub. Jeg elsker den rene fornemmelse bagefterefter.

Kroppen pakkes efterfølgende ind i mineralrigt ler fra Nordafrika i Rasulen, hvor vi igen sidder i damp, mens leret blødgør og nærer huden.

Efter leret er vasket af igen skiftes vi til at mærke tropernes enten bløde regn eller masserende vandfald i en skøn dusch, inden vi giver kroppen en blød jojobaolie og sætter os til tørre i et stille rum under en stor blæser. Herinde er alle rester af hverdagens stress fordampet fra erindringen. Creek Experience er slut, og vi triller fuldstændig afslappede op på første sal i vores badekåber til panoramarummet med udsigt over Østersøen, stranden og skyerne. Her kan jeg ligge for evigt og bare kigge ud.

To timer flyver af sted med ingenting, inden vi sultne lunter tilbage til vores hyggelig værelse under taget i villaen og klæder om til aftenmaden.

Kokkene er nu i fuld sving med at lave mad i det tjekkede åbne køkken og fra vores bord ved vinduet kan vi følge med i alt, hvad de laver. Restauranten er intim og hyggelig og to søde professionelle tjenere sørger for, at vi har det godt foruden alt, hvad vi har brug for. For eksempel Champagne og snacks.

Og det er bare fantastisk at starte en gastronomisk oplevelse med et køligt glas og små super smagsfulde bidder. Første lille anretning er karamelliseret løg med revet parmasan, efterfulgt af kartoffelkroketter med ramsløg mayo. Begge dele elegant anrettet og fulde af smag.

Sidste snack er ikke bare en fryd for smagsløgene, men også for øjet. De store Fine de Claire østers med æble og skalotteløg ser utroligt delikate ud i de dybe skaller, og smagen er da også grøn, frisk og sommerlig. Jeg kunne spise et fad af dem her, men det er jo noget af finessen ved snacks. Små fristelser, der kalder på mere.

Men lækkerierne stopper jo ikke her. For første forret byder nemlig på en yderst delikat laksetatar af norsk laks med kålrabi, peberrod og  brøndkarse, indbydende og igen super frisk. Vi har desuden bestilt vinmenu, og får serveret en skøn tør æblecider fra Tosteruptil den lyse laks. Originalt og virkelig lækkert. Herefter følger den skønneste forårsklassiker: store grønne asparges fra Lund med pocheret vagtelæg og løvstikke. Let og luftigt og perfekt tilberedt.

Tredie ret er sandart med sprødt skind, smørsauce og spidskål med urter, igen en frisk og let anretning fuld af smag og farver. Selvom kokkene står og laver maden i den anden ende af lokalet, lugter her ikke af stegeos og her er heller ikke larm fra udsugning eller komfur. Det hele er bare super frisk med gode råvarer og udsøgte kompositioner.

Hovedretten er en mør oksemørbrad med grillet rødbede, enkelt, delikat og lige til at gå til sammen med den ikke alt for tunge Barolo. Det hele er smagsfuldt og portionerne perfekte i størrelsen, så man ikke kommer til at overspise. Det sagt, så er vi da ved at være mætte nu, men vi skal også til desserten. Først en lille for-dessert af kølig rabarbersuppe efterfulgt at pistacetærte med rabarber og citron is. Super friskt og syrligt ovenpå en fantastisk middag med foråret og lokale råvarer i fokus.

Og efter en lang dag fuld af forkælelse i høj karat, falder vi simpelthen i søvn til lyden af regnens trommen i de bløde sofaer, som vi kommer op på værelset igen.

Ved midnat slæber vi os videre ind i det hyggelige soveværelse, og sover som sten til næste morgen. Fuglene synger i trætoppene udenfor, som vi på ny går ned ad trapperne i den hyggelige villa, og sætter os på de bløde blomstrede stole. Køkkenet er nu dækket op med morgenlækkerier og svenske specialiteter som vi selv kan gå til, og ved komfuret bliver der anrettet en kasserolle med æg, bacon og små pølser til os. Mætte og glade pakker vi vores kufferter igen, tjekker ud hos den samme venlige dame, som også serverede vores morgenmad, og sætter snuden mod Danmark igen.

Vi har end ikke været væk i 24 timer, alligevel føler vi det, som havde vi været væk en hel weekend. Et besøg på Villa Strandvägen er ultimativ forkælelse for krop, sjæl og smagsløg, det bedste af det bedste i Ystad, og hvis man er fan af Ystad Saltsjöbad, vil man simpelthen elske det lille skønne boutiquehotel på strandvejen lige om hjørnet.

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On