Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!
Foto Malene Raith
“Jeg har valgt, at give dig en fyldig fugtighedsmaske,” lyder det stille ved siden af mit øre, inden den kølige creme bliver fordelt på mit ansigt.
Jeg svarer ikke. Ligger simpelthen alt for godt under det varme tæppe og nyder den blide ansigtsmassage med den bløde pensel. Ahh … det her starter unægtelig godt.
Og jeg har stadig resten af dagen og hele aftenen foran mig her i spaen på Comwell Hotel Kellers Park.
Jeg befinder mig på sydsiden af Vejle Fjord mellem træer og velhaverhuse i de smukke hvide velholdte bygninger, som udgør Kellers Park.
Stedet er bygget i 1898 af overlæge Christian Keller, der ifølge rygtet kom sejlende på fjorden, så op mod Brejning og udpegede denne bakketop, som den smukkeste beliggenhed i Danmark til at opføre De Kellerske Åndssvageanstalter.
Institutionen bestod af flere bygninger og var næsten en hel lille selvforsynende by med blandt andet eget elværk, kirke, skole og hospital, og bygningerne var desuden opdelt til mænd og kvinder, arbejdsdygtige og dem, som ikke kunne noget.
Stedet fungerede sådan helt frem til 1980’erne, hvorefter asylet blev nedlagt, men i begyndelsen af det nye årtusinde fik Comwell så øjnene op for stedet som konference og spa hotel.
Kellers Park blev sat i stand fra top til tå og i 2008 tog ejerne endog skridtet fuldt ud og gjorde hotellet 5 stjernet.
Og så kom finanskrisen. Nok forsvandt en del konferenceaktiviteter i den periode, men Hotel Kellers Park med sine 134 værelser klarede skærene blandt andet på grund af deres spa afdeling. Og det er her, jeg lige nu ligger på en briks med ansigtet fuld af fugt.
Man behøver ikke. Kan sagtens også bare gå direkte mod bassinerne i Aquaspaen, men det er en super dejlig måde at komme helt ned gear fra start med en luksuriøs behandling i Baborspaen.
Det være sig en bodytreatment, stenmassage, eller en klassisk barbering (ja, for mænd), men også en kortere “touch” behandling på blot 20 min., hvor man selv kan vælge, om det skal være fod, hånd eller ansigtsbehandling, kan sagtens gøre det.
Som den spa ørn, jeg efterhånden er, har jeg allerede klædt om på værelset og er flappet ned i de velduftende omgivelser med afslappet musik i bikini, badekåbe og tøfler, og jeg er derfor klar til at bevæge mig direkte mod Aquaspaen, da behandlingen er slut.
“Uha, det er koldt …” udbryder jeg, dog ikke overrasket, da det trods alt er et koldtvands bassin, jeg har sat fødderne i. Men ovenpå lige at have haft dem i varmt vand, er det alligevel en lille gyser at skifte mellem de små varme og kolde bade.
Den slags kan jeg også gøre med hele kroppen i de store bassiner, men eftersom jeg er så utroligt afslappet lige nu, vælger jeg blot at gå direkte i det varme bassin.
Udenfor er det ved at blive frostvejr og dampen ligger som en lille tåge omkring det varme hot tub, hvor folk nyder den klare luft i lunt vand. Kulde og varme. Et tema, der går igen i hele Aquaspaen.
For de kuldskære som jeg, er der både dampbad og sauna, og for vikingerne er der desuden en isfontæne, hvor man kan køle kroppen inden. En Relaxsauna med afslappende musik tilbyder også mindre intens varme, ca. 40 – 50 grader, og så er her tropebad samt et område med små bassiner og lyserødt badesalt beregnet til fødderne.
Efter en lille svømmetur i den store pool med skiftende ambient lys, lægger jeg mig til rette med et glas juice på en briks og nyder de smukke farver fra solnedgangen.
Jeg kan læse blade eller snakke dæmpet med min mand, men jeg lukker i stedet øjnene og nyder roen.
Her kunne jeg ligge hele aftenen. Det må jeg faktisk godt, for spaen har åbent til kl. 24, men sulten sender mig efter et par timer med afslapning i retning af mit værelse igen.
Ikke for at tømme minibaren, men for at klæde om til middag. Nok er man vant til folk i badekåbe her, men det er nu alligevel upassende at have på i restauranten.
Comwell Hotel Kellers Park har både et brasseri, en gourmet restaurant, samt en feinschmeicker restaurant med eksklusiv indretning, for dem, der søger noget ganske særligt.
Jeg har bord i Brasseri CK. Ikke fordi jeg ikke kan lide fem til syv retters udsøgt mad og vin, men fordi jeg i dag mere er til forret og bøf, og så op i seng.
Brasseriet er hyggeligt indrettet, stemningen er afslappet og betjeningen på en gang personlig, munter og meget professionel.
Jeg vælger en salat med kylling, avokado og urter til forret, min mand tager den røgede laks med hytteost, og til det drikker vi et glas Weissburgunder.
Det hele er frisk og lækkert, og vinen passer godt til begge dele. Som hovedret får vi Steak’n Fries med hjemmelavede ja, pommes frites, og lækker estragonmayo, og her lister en lille ekstravagance sig ind. For da vi begynder at tale rødvin og tjeneren hører, at vi godt kan lide Luis Canas, går hun ned i gourmetrestauranten og finder en udsøgt flaske til os. Det vinhus har hun et særligt forhold til, og som vi smager på varerne, forstår vi hvorfor. Den smager himmelsk!
Så selvom man sidder i brasseriet og nyder et forholdvist enkelt måltid mad, er det altså stadig muligt at få del i feinschmeickeriet fra den imponerende vinreol i gourmet restauranten.
Og oh, hvor vi nyder hver en fuldfed dråbe af druerne til den møre bøf. Den slags bliver man i højt humør af, og mens frosten for alvor bider sig fast udenfor, går vi mætte, forkælede og trætte op på vores lune værelse.
Næste morgen kan vi vælge at gå en tur i spa’en, inden morgenmaden. Den åbner nemlig allerede kl. 06, men vi sover alt for længe til det og går i stedet direkte ned til den indbydende morgenmadsbuffet.
Her er laks, bacon, æg, hjemmelavet brød, ost, smoothier, yougurt, müsli, grønsagsshots, frugt, grøntsager, pålæg – you name it, det er her, så vi sidder længe og nyder maden og den smukke morgen, inden vi pakker de sidste ting og drager mod København.
Det tager kun lidt over to timer, at komme til Comwell Hotel Kellers Park fra hovedstaden. Men oplevelsen af mad, vin og ikke mindst velplejet gennemfugtet hud, varer ved i flere dage efter man vender hjem fra besøget på det femstjernede hotel.
Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!