Sol, hav og retreat i Falkenberg


IMG_8940

Foto Malene Raith

”Vil du have et glas Cava?” Spørger den svenske pige.

Jeg nikker og synker smilende lidt længere ned i den store dybe læderlænestol. Allerede som jeg gik ind i den velduftende spa ”The Retreat Club” med den rolige chillout musik og dæmpede belysning kunne jeg mærke det. Og som jeg lod hverdagstøjet ligge tilbage og iførte mig bikini, stor tyk badekåbe og klipklappere, vidste jeg det.

Det her kan kun blive godt.

IMG_8905

Jeg befinder mig på den svenske vestkyst lidt nord for Halmstad (ca. på højde med Anholt), hvor det dejlige badehotel Falkenberg Strandbad ligger. Det tager kun lidt over to timer i bil at nå herop fra København, og allerede som vi (jeg har min mand med) drejer fra motorvejen, lægger jeg mærke til det. Det anderledes lys ved havet.

Falkenberg Strandhotel ligger direkte ud til den hvide sandstrand ved Kattegat, og som jeg står ud af bilen, bliver jeg mødt af mågeskrig, bølgebrus og masser af frisk luft. Aaah!

Hotellets stilfulde lobby med pejs, bar, dybe sofaer og sågar en udstoppet bjørn, indbyder til afslapning, men det venter vi lidt med. Vi har nemlig tid i spa’en.

IMG_8918The Retreat Club ligger i hotellets stueetage, og det er slående, som roen kommer over en fra det øjeblik, man træder ind. Måske er det den dæmpede belysning, måske er det varmen, men jeg slapper straks helt af, mens jeg glæder mig til næste punkt på programmet.

”Hvad er det, der siger sådan?” Spørger min mand skeptisk. ”Det finder du ud af,” svarer jeg og griner smørret ned i min Cava. Det er nemlig første del af den to timer lange spaoplevelse, som vi nu skal igennem.

Her bliver vi gennemforkælet fra top til tå med salt fra Det Døde Hav, fugtgivende ansigtsmaske, damp, sauna med æteriske olier, is, vand, hamam, mudder og olie. Det er en oplevelse for krop og sind, som topper velbehaget og nulstiller hjernen.

IMG_8966

Helt afslappede, rene og lettere olieglinsende bevæger vi os efterfølgende videre rundt i The Retreat Club for at finde et sted at slappe af. Og det skorter det ikke på her.

For eksempel kan vi vælge at lægge os i vandet eller på de store senge ved den lange varme pool og kigge ud over havet, eller vi kan gå ind i rummet med Eldrelax (eld = ild) og nyde varmen og den sagte knitren fra den enorme pejs.

Vi vælger at gå ud i den udendørs badstue og lægge os i solen og lytte til havet, efter at have forsynet os med æbler, nødder og vand. Timerne flyver med absolut ingenting, og først sidst på dagen går vi op på vores værelse.

IMG_8958

 

Her nyder vi den skønne balkon, udsigten og de sidste solstråler, inden vi smider badekåberne, klæder om, indtager en hurtig drink i baren og går ind i den både smukt indrettede og hyggelige restaurant.

Vi skal have en tre rettes menu og vælger henholdsvis asparges med kammuslinger og regnbuelaks med ramsløgsmayo til forret. Retterne er sirligt anrettet, friske og meget velsmagende. Det samme gælder for hovedretterne entrecote med ramsløgsmør (jeg er vild med ramsløg) og Iberico grisen. Vinmenuen, som vi vælger, passer glimrende til de forskellige retter, og da vi til sidst er gennem de små delikate desserter, er vi både meget mætte og meget glade.

IMG_8927

Den perfekte afslutning på en fantastisk dag er selvfølgelig at gå en tur ud på den utroligt lange badebro ud for hotellet og nyde den smukke solnedgang, som farver himlen lyserød mod det blå hav.

Sengen er blød og søvnen tung, og næste morgen er jeg så veludhvilet, at man skulle tro, at jeg havde været på ferie meget længere end blot de 20 timer, som opholdet har varet.

Den store indbydende morgenbuffet indtages i restauranten i ro og mag. Ingen af os har travlt med at komme hjem til hverdagen igen, men klemmer lige de sidste minutter ud af det skønne badehotel.

Nok lyder 24 timer ikke af meget. Men mere behøves faktisk ikke for at få en fantastisk getaway oplevelse ved Kattegats smukke kyst i Sverige på Falkenberg Strandbad.

For mere information priser og specieltilbud gå ind på Strandbaden.se

IMG_8909

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On