Lille, men harmonisk nyt facelift, Jeep Renegade

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned tryk her!

Foto Malene Raith

Den ligner lidt en klassisk børnetegning. Firkantet kølerhjelm, fire hjul, runde lygter og firkantet kabine, der går lodret ned til kofangeren. Bum. Et styk biltegning til farmand. Eller mor (man skal jo passe på i disse tider). Og det er utvivlsomt også noget af charmen ved Jeeps mindste SUV, Renegade.

Pudsigt nok ligger Djævlen jo som bekendt i detaljen, og selvom man er en rimelig enkel og ligetil SUV, kan et lille facelift faktisk gøre underværker. I hvert fald syner den opgraderede Jeep Renegade nu meget mere ren og harmonisk i sit design, uden at der er gået på kompromis med ærligheden eller det tydelige militante Jeep DNA.

På trods af de historiske referencer i det firkantede terrængående design kom Jeep Renegade først på markedet i 2014. Lige i rette tid til at være med fra start på SUV bølgen. Vognen, der produceres side om side med Fiat 500X i Syditalien, rammer plet i tidsånden ved at være en lille markant aktiv livsstils vogn til byen. En såkaldt kompakt SUV. Den har frihøjde, er rummelig og praktisk, men anvender nok mest sine terrængående kvaliteter til at forcere kantsten ved parallelparkering. For det er jo det bilfabrikanterne fortæller os, at folk gerne vil have. Aktiv livsstil. I helt fald i udtrykket. Men Renegade kan naturligvis mere end det, det vender jeg tilbage til. For med fire år på bagen, er det på sin plads med en opgradering. Nuvel, som sagt er det et bette et af slagsen, men det lille lift gør faktisk en stor forskel i min optik.

For selvom man umiddelbart synes, at den ligner sig selv, er vognen blevet mere harmonisk og afbalanceret at kigge på. Og jeg er vild med de nye runde LED-lygter, som giver forlygterne en slags pupil. Det ændrer ikke bare vognens udtryk, det giver den lille SUV sjæl. Hele fronten er desuden nænsomt løftet, grillen blevet en smule blødere, tågelygterne er flyttet og har givet plads til luftindtag, og så er hele området omkring kofangeren nydeligt ryddet op.

Baglygterne har stadig det ikoniske kryds, men er nu helt røde på nær baklyset i midten. Og nårh, ja, endnu en lille detalje, bare for at understrege de små, men fine forandringer, så er blinklyset på fronten hvidt. Ikke orange som tidligere.

Indvendigt er det den opgraderede 7″ touchskærm, der det mest iøjenfaldende. Her er desuden blevet ryddet op i knapperne til blandt andet klimaanlæg, og flere funktioner rykket ind i skærmen. Men ellers ligner resten herinde sig selv med det rå “vand og muddertætte” look.

Jeep har, som de fleste nok ved, sine rødder i et militært køretøj tilbage fra Anden Verdenskrig, og selvom Renegade nok næppe kommer i nærheden af nogen krige, skal den naturligvis stadig leve op til navnet. Derfor er den som udgangspunkt lidt mindre poleret i design og komfort, som en Jeep skal være. Jeg sidder dejligt højt ret op og ned bag rattet og kigger ud af den firekantede næsten lodrette rude, undervognen er behagelig nok, men stadig rå tillige med køreegenskaberne.

Det er helt fint, når jeg kører i byen, men kommer jeg ud på motorvejen bliver vognen lidt mere udfordret. Masser af vindstøj og ingen raketfart. Men det kan vel ikke overraske nogen, når man befinder sig i en vogn, som på ingen måde forsøger at være aerodynamisk. Til gengæld synes jeg, at den lille 3 cylindrede 1.0 liters benzinmotor med 120 hestekræfter gør det rigtig fint støjdæmpet ved jævn fart på mine daglige ture i byen og dagsekspeditionen til Malmø tur-retur.

Nuvel, nok krænger den så meget i sneglen til motorvejen, at sønnike må bruge begge hænder for at holde sig fast på bagsædet, og vinden skubber os da også rundt på broen, men det må man bare være indstillet på. Ned i fart og fat i rattet. Og drop så at overveje den som pendlerbil.

Jeep Renegade kan fås med flere hestekræfter, firehjulstræk og køreprogrammer til terrænet, så man sagtens kan bruge den til mere praktiske opgaver på ujævnt underlag, men denne indstigningsmodel her til kr. 279.990,- er en udpræget livsstilsbil.

Det understreges yderligere af al det behagelige ekstraudstyr som nu er standard såsom varme i sæder og rat, adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, automatisk indfældelige sidespejle, skiltegenkendelse m.m., hvilket naturligvis er med til at oppe vognens komfortable egenskaber. Dog roder jeg lidt rundt i de 6 manuelle gear i starten, gearkassen føles lidt primitiv, men jeg vænner mig efterhånden til det som en del af det lidt rå og kantede image.

For det er ikke en renpoleret vogn, det her, den er egentlig heller ikke rationelt set en udpræget bybil, men der er sådan set heller ikke meget rationelt ved hele SUV boomet. Med mindre folk altså enten er blevet tykkere, fået flere børn, behov for at transportere møbler eller på anden vis har fået et absurd stort pladsbehov. Og det har de ikke. Det er bare opgangstider, og så har vi altså råd til at vælge vogne med hjertet. Som vi kan lide designet på og signalerer, hvem vi er.

Sådan et køretøj er Jeep Renegade, og selvom en elektrisk mikrobil sikkert ville være et langt mere fornuftigt valg som bybil, og jeg ikke særligt ofte har behov for at køre væk fra alfarvej og ud i terrænet, er det denne her jeg ville tage anytime. Og særligt nu hvor det lille, men effektive facelift har gjort Renegade mere harmonisk i sin fremtoning.

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On