Rå og ægte, Jeep Compass

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

Hov, husk nu lige … Jeg bremser vognen, men når desværre ikke at gøre det i tide, inden hullet i vejen. Udsigten her i den sidste lille bitte rest af den gamle Kalkbrænderihavn i Nordhavn er bare så dragende at jeg, selv efter flere års færdsel i området, stadig glemmer, at asfalten er tilsvarende slidt. Nok er den tunge trafik, der indtil for nylig holdt til langs kajen, skiftet ud med parkerede sortpolerede firmabiler fra nærtliggende arkitekttegnede kontorer, men de dybe huller og gamle togskinner er her skam endnu. Klar til at sætte et surt aftryk på dyre fælge.

Men de kan bare komme an, finder jeg heldigvis hurtigt ud af. For der skal mere til at ryste den offwhite Jeep Compass, som jeg befinder mig i. Den urbane jungle er tydeligvis ingen udfordring for en vogn, der kan klare rigtigt terræn og med ro i sindet kan jeg slippe bremsen igen og fortsætte med at nyde udsigten på ruten langs kajen.

Jeep Compass er ny i Danmark og passer som hånd i handske ind i det segment, som er allermest i stigning på i øjeblikket, nemlig, du gættede det: de kompakte SUV’er. Men hvor en del af disse biler, der også passende kaldes for livsstilbiler, blot har fået lidt plastik over hjulkasserne, en smule frihøjde og for et par år siden iøvrigt kaldte sig for crossovere, fordi det på det tidspunkt var trendy, så er Jeep Compass en vaskeægte Sport Utility Vehicle.

Størrelsesmæssigt lægger Compass sig mellem den måske noget mere livsstilsagtige Jeep Renegade og den store rå arbejdshest Jeep Cherokee. Med andre ord: det bedste af to verdener.

Størrelsen gør nemlig, at Compass er nemmere at smutte rundt i byen i og få ind på parkeringspladser. Nuvel måske ikke de mindste eller smalleste, men stadig noget nemmere end storebror. Den slags går så selvfølgelig lidt ud over pladsen i bagagerummet, men hånden på hjertet, så har jeg heller ikke det store behov for at køre med Ikea møbler til daglig, og store weekend indkøb kan altså uden problemer være heromme. Foruden, og måske mere vigtigt, at den lange 7-årige har mere end god plads på ligegyldigt hvilket af de tre bagsæder, han vælger at sidde på.

Den behagelige frihøjde, som jo altid giver et behageligt overblik over trafikken, en god sikker fornemmelse bag rattet foruden er en lise at sætte sig op på, når man er lang, er til gengæld ikke lavet, for at gøre bilen ekstra tjekket. Nope. Og det er så her, at Compass distancerer sig fra de trendy livsstilsbiler.

For det er skam en fuldblods Jeep det her, og over 70 års historie med terrængående vogne fornægter sig ikke. Limited udgaven jeg kører i, har ikke bare et firehjulstræk, som automatisk skifter til forhjulstræk, når forholdene er til det (for at spare brændstof), den har også forskellige programmer til terræn: Sne, Sand, mudder og sten. Og så kan jeg selvfølgelig vælge, at låse firehjulstrækket. Nej, ikke hvis jeg af ukendte grunde har købt 20 ekstra liter mælk, men hvis jeg for eksempel vil have en trailer bag på. Og køre den hest ud på marken med det saftige græs.

Igen altså det bedste fra de to søskende: Glimrende bybil og seriøs terrænvogn.

Det samme gør sig gældende for interiøret. Det er lækkert med store behagelige sæder, nøglefri adgang og start, en flot 8″ infotainmentskærm som er standard, to zoners klimaanlæg, og selvom materialerne er i høj kvalitet, har det stadig en offroad-agtig råhed over det hele. Måske er det den store gearskifter til automatgearet, måske er det gummimåtterne (pressebiler skal jo trods alt sælges på et tidspunkt) eller måske er det fordi, jeg kører en dieseludgave. Som man ikke behøver at tjekke brændstofdækslet for at være sikker på at det er. Komfortabelt, men også skabt til at blive brugt.

Og det giver mig unægtelig associationer til USA. Kørende ud ad Route 66 i min truck. Også selvom det bare er Ring 2 i myldretiden.

Køreegenskaberne er også lidt rå bag det store tykke rat, men der er absolut fint skub i de 170 hestekræfter, 9-trins automatgearet fungerer også rigtig godt og behageligt, og selvom det her ikke motorvejens hurtigste vogn, er der glimrende træk i den til overhalingsbanen. Og så behøver jeg ikke mere. Jeg mener, der er jo en grund til at Compass har et stenprogram og ikke en dynamikknap, ikke?

Og på den måde lægger Jeeps nye mellemste, og designmæssigt meget velskabte, bror sig perfekt i modelprogrammet til dem, der både vil kunne tulle korte hverdagsture i lokalmiljøet uden for meget volumen, og samtidig gerne vil sidde en vogn med ægte frihøjde og kraft til fritidens aktiviteter. Eller til at nyde den dersens tur hen langs den gamle slidte havnekaj.

Jeep Compass fås fra kr. 380.000,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On